Vox Day
Gennem historien har nationer benyttet voldelige metoder for at undgå at blive invaderet af store mængder af fremmede. Kanaanæerne tog ikke venligt imod den israelitiske indvandring i Det Forjættede Land, det gjorde israelitterne heller ikke senere med filistrene fra Ægæerhavet. Araberne, der indvandrede til Palæstina i århundrederne der fulgte efter Hadrians ødelæggelse af Jerusalem efter den Tredje Jødiske Krig, er stadig aktive i deres modstand mod at jøderne er vendt tilbage til deres forfædres land 63 år efter den israelske uafhængighedskrig.
I Spanien tog Reconquista 770 år, fra Kong Pelagius' nederlag til Umayyad Kalifatet ved slaget ved Covadinga i 772 til den sidste europæiske sultan kapitulerede til Kong Ferdinand og Dronnings Isabelle i 1492.
Folk værdsætter deres kultur, deres traditioner, deres religion, deres land og deres blod. Det vil de altid gøre og har altid gjort. De falske mantras fra multikulturalisterne der på en Orwellsk facon proklamerer at - "diversitet er styrke," "jo større diversitet, des bedre," og "mit land er verden" bliver ikke mere sandt blot fordi det gentages.
Social videnskab har støttet den dom over historien som har været gældende længe; Harvards Robert Putnam var foruroliget over at opdage at "indvandring og etnisk diversitet har en ødelæggende virkning på den sociale kapital, institutionernes struktur, tillid og naboskab der skaber og opretholder samfund."
Med andre ord er diversitet socialt og samfundsmæssigt ødelæggende. Og dog, ser man så sjældent den historiske og videnskabeligt erkendte kendsgerning på kofangerstickers eller på universiteternes reklamer.
Den mere rigide disciplin med genetisk videnskab har også vist at de så berømte forudsætninger hos multikulturalismen er forkert. Vi er ikke alle en menneskerace. Faktisk er vi endog ikke alle en menneskelig underart. Antropologen Erik Trinkaus, hvis teorier om blandingsavl mellem Homo Sapiens og Homo neanderthalensis blev støttet af DNA bevis i 2010, og peger på at de 1 til 4 procent af Neanderthal DNA der er fundet i moderne ikke-afrikanske mennesker er et minimums tal og kan muligvis snart vise sig at være meget højere.
Erik Trinkaus
Fordi den amerikanske nationale identitet ikke er baseret på en faktisk etnisk nation, men snarere et intellektuelt ideal, er det ofte vanskeligt for amerikanere at forstå at for europæerne er der meget lidt forskel mellem national og etnisk identitet. Ydermere er de mindre geografiske og demografiske størrelser på de europæiske nationer noget der betyder at de åbne grænser som multikulturalisterne går ind for bare ikke er mulige. Italien, Frankrig, Danmark krænker allerede Schengen Aftalen der giver lov til fri bevægelighed mellem de europæiske land der har skrevet under på traktaten, mens etnisk vold er dukket op overalt fra Italien til Ungarn. Dette er faktorer der skal begibes før amerikanerne kan forstå hvorfor de europæiske nationalister reagerer mere voldeligt overfor de meget mindre indvandringsbefolkninger end amerikanere har overfro de 31,8 millioner mexikanere der nu befinder sig i United States.
Hvad de progressive multikulturalister undlod at tage med i betragtning i deres tidlige proklamationer af sejren over nationalismen er at nationer der allerede var tolerante overfor en lille og velopdragen gruppe af indvandrere da vil man aldrig acceptere antal der dikterer en eventuel erstatning af og ultimativt en eliminering af den indfødte befolkning. Multikulturalisterne glemte også, at det som måske er acceptabelt i tider med økonomisk vækst, eller blot indbildt gældsfunderet økonomisk vækst, er fuldstændigt uacceptabelt i perioder med udbredt anerkendt økonomisk tilbagegang.
Uden tvivl formodede Ummayaderne også, efter 89 år med styret over al-Andalus, at deres triumf var fuldendt. De forventede ikke at det erobrede Spanien en dag ville rejse sig imod dem, meget mindre at de havde viljen til at føre en kamp der varede århundreder, ligesom de moderne Quislinger i det norske Arbejderparti forventede morderisk vold skulle rettes mod dem af en norsk nationalist.
Det tragiske aspekt ved det multikulturalistiske forsøg på at udslette menneskelig stammeordning, etnisk identitet og national kultur i tolerancens og diversitetens navn er at det med garanti, fra begyndelsen, sikrede den selvsamme etniske vold man håbede at eliminere.
De morderiske angreb på multikulturalisterne i Norge er hverken det første eksempel på den uundgåelige etno-nationale reaktion, og vil heller ikke blive den sidste. Tragedien er, at det var abslout unødvendigt for nogen sådanne forbrydelser at finde sted; ved blot at holde fast i de nationale grænser, der har været etableret i årtier, om ikke århundreder, ville man have gjort forbrydelserne både utænkelige og umulige.
Som historikeren Victor Davis Hanson har skrevet, er Vestens måde at føre krig på med fokus på at ødelægge fjenden, ikke kun besejre ham. Utoya massakren er et eksempel på dette, da New York Times skrev følgende om morderen Anders Behring Breivik: "Han forudså en voldsom konflikt der ville dræbe eller såre mere end en million mennesker, og tilføjer, 'Tiden for dialog er forbi. Vi gav freden en chance. Tiden for væbnet modstand er kommet'"
Den skræmmende virkelighed er, at Breivik muligvis har ret i sin forventning om vold i denne størrelsesordning i fremtiden.
Faktisk kan det meget vel være at han er på den konservative fløj. Ligesom depressionen i 1930'erne satte skuepladsen for en storstilet militær konflikt, vil den endnu større globale depression, der begyndte i 2008 sandsynligvis bygge videre på det rædselsvækkende grundlag der så tåbeligt blev påført Vesten af multikulturalisterne. Hvad det eventuelle resultat vil være er usikkert. Det kan være de progressives drømme om den globale regering, men med baggrund i historiens pendul, er det mere sandsynligt at det vil markere en tilbagevenden til en verden som før l. Verdenskrig af afbalancerede og etnisk homogene kræfter.
Lørdag rapporterede Matt Drudge om et skyderi i Seattle der blev meget mindre dækket end Utoya. Ti mennesker blev skudt, ingen dødeligt, og ingen blev arresteret. Men ildkampen ved La Raza bilshow var på enhver måde ligeså betydningsfuld som de morderiske skud der blev affyret i Norge, fordi de repræsenterer den anden side af den kommende indvandringskonflikt. Ifølge statstikken vi flere amerikanere dø i de næste otte dage ved immigranters hånd end der blev myrdet i Oslo og på Utoya,.
Indtil nu har amerikanerne vist sig mere tolerante overfor de etniske vibrationer i deres midte, trods 11. september angrebene og de 4380 der er myrdet af indvandrere. Men som angrebene i Norge viser, vil apati og tolerance ikke vare ved for evigt. Og når separatist konflikten kommer til Amerika, som historien synes at antyde den vil, bør det ikke glemmes at hovedansvaret for blodsudgydelserne vil ligge på de kortsigtede immigrationsfortalere som Rep. Emanuel Cellar, Sen. Philip Hart, Sen. Edward Kennedy og tidligere præsident Lyndon Johnson.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar