Ghetto Kærlighed
Social videnskabsforskere har i årtier forsøgt at forklare fattigdommens hårdnakkede modstand. Den modtagne kundskab er, at de fattige er passive ofre, der hellere end gerne ville bytte deres hættetrøjer og hængerøvsbukser ud med poloer og smarte bukser som middelklassen. For at illustrere dette har sociologerne bikset utallige mystiske og byzantinske teorier sammen.
En sådan teori er "formindsket selvbeherskelse." Mennesker, forstår du, har så kun en vis del selvdisciplin, og derpå bryder Helvedet løs. Fordi alt er hårdere for de fattige, opbruger de deres 'kvote' langt hurtigere. Cirka kl. 9 eller 10 om morgenen, afhængig af hvad tid de kravler ud af sengen, har den fattige opbrugt hele sin beholdning. Det samme gælder deres beslutningsproces. Den fattige kan foretage nogle få gode beslutningen ved morgenmaden, men ved frokosttid er der lukket for indsatserne.
Som kontrast var synspunktet tilbage i tiden at den fattige var netop fattig præcis fordi, de har mindre selvdisciplin og tager nogle elendige beslutninger. I dag er det ikke god tone at sige; siden 1960'erne har det været det helt store tys-tys emne.
Jeg bliver mere og mere overbevist om at grunden til at mange fattige ikke kommer ud af fattigdommen blot skyldes, at de ikke ønsker det.
Der er ingen der vil kunne sige at den fattige ikke har nogle virkelig store barrierer at overvinde for at komme ud af fattigdom. Imidlertid er forestillingen om "formindsket selvbeherskelse" en fornærmelse for den hårdtarbejdende fattige der står op hver morgen, får børnene i skole, og kører med bussen til det samme dødssyge job, for at vende hjem om aftenen for at lave mad og så bruge et par timer på møntvaskeriet. Disse mennesker har bare ikke tid nok til at få deres beholdning af 'selvbeherskelse formindsket.' De har noget ansvar der skal passes. Men det er det hele værd. Det er deres børn, der en dag kan komme ud af fattigdomscirklen.
Jeg har i et stykke tid boet i en ghetto. For mig er hver dag en lærerig oplevelse. Det som jeg mest har lært er at 'kvarteret ikke er et sted alle ønsker at komme ud af.' De fleste fra middelklassen er ikke i stand til at begribe dette. De tænker, "Hvis jeg var en af dem (fattig), da ville jeg bare se at komme ud i en helvedes fart." Men det er ikke tankegangen hos mange af beboerne.
Ghettoen er hjemmet; det er der ens venner og familie bor. For nogle har ghettoen en aura af 'romantik.' Den hyldes i film og på sang. At flytte til forstæderne ville være det samme som at miste noget. Udover det er mennesker for 'fine på den' i forstæderne. Der får du ikke lov til at spille høj musik hele natten.
Desuden er det lettere at klare sig i byen. Du kan slippe af sted med en masse. Der er rigeligt med stoffer. En bil har du egentlig ikke brug for. Du kan finde en billig bolig. Der er gratis lægeklinikker. For fanden da, min nabos børn bliver kørt i skole i taxa - for skattepenge. Du har heller ikke nødvendigvis brug for et arbejde der i byen. De fleste af mine mandlige naboer ser ud til at være uden. (Dette omfatter kunstnere og hipsterne i kvarteret). Og ingen dømmer dig hvis du ikke har et, for der er en rimelig god chance for at de heller ikke arbejder.
Helt sikkert bar bylivet sin portion af problemer. Mord, kriminalitet, skyderier hele tiden. Men du ville blive overrasket over, hvor hurtigt du vænner dig til det. Til at begynde med var jeg noget forskrækket og fortumlet når en runde fra et halvautomatisk våben bragede gennem gaden. Men efter skes måneder er det hverdag, og du har vænnet dig til det.
Åbenbart er middelklassen helt uden for rækkevidde for nogle af mine naboer. Men for de som gik for tidligt ud af skolen, som ikke har nogen særlige evner og er funktionelt analfabeter, se de kunne i det mindste beslutte at deres børns skal se at komme ud af ghettoen. Nogle gør, men de fleste gør ikke.
Det er ikke fordi de ikke ved hvordan man slipper ud af fattigdomscirklen. Fire enkle regler: 1. Lad være med at få børn som teenagere. 2. Gør din skole færdig. 3. Lær dig noget nyttigt. 4. Kom ikke i fængsel. Se det er ikke raketvidenskab.
Mens jeg skriver stirrer jeg ud fra mit vindue på anden sal og kan se min nabos baggård. Det er fredag morgen, og der er fire unge mænd i tyverne, uden skjorter, dækket med tatoveringer der hænger ud dér på jorden i gården, de ryger og drikker øl, lytter til høj gungrende mandschauvinistisk musik.
Åbenbart er deres portion af selvbeherskelse opbrugt for den dag (selvom jeg ikke er sikker på hvordan, da alt de har foretaget sig er at tænde cigaretterne og åbne øllerne). På grund af den anstrengelse er de helt klart for udslidte til at søge efter et arbejde.
Jeg ville egentlig gerne have ondt af dem, men har ikke tid. Jeg skal af sted på job.
http://spectator.org/archives/2011/06/17/ghetto-love
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar