Ingen tårer over døde palæstinensere!

Ingen tårer over døde palæstinensere

Bernie Planck

Arabiske krigsherrer, tyranner og diktatorer har i mere end 60 år været beskæftiget med en lumsk plan ved at påpege den såkaldte israelske agression mod det stakkels palæstinensiske folk, mens de samtidig har massakreret millioner i deres egne lande. 

Mine læsere kan måske huske, at Hafez Assad i 1982 fik sine tropper til at foretage en massakre på mere end 30000 sunnimuslimer i byen Hama i Syrien. Ikke et pip fra de venstreorienterede medier i vort eget land, og ikke en eneste arabisk regering der råbte op om blodsudgydelsen.

Da algiererne slagtede hinanden i 1990, med et slutresultat af mere end 150000 døde, var der ikke en eneste arabisk regering der hylede op om blodsudgydelse. Selv regeringer i Vesten lukkede øjnene for slagterierne.

Arafat - Camp David 2000
Photo Credit: Slate

I 2002 tilbød Ehud Barak 98% af Vestbredden til Arafat, og den fulde kontrol over Gazastriben - som han tilbød for at forøge, med knap en tredjedel, en hovedstad i Østjerusalem, 30 milliarder dollars i kompensation til de palæstinensiske flygtninge, og retten til at de kan vende tilbage til den nye palæstinensiske stat. Men en Palæstinensisk stat ville have betydet, at Arafats pengestrøm, hans rolle som leder at det palæstinensiske folk og hans mål om at øde lægge Israel ville tørre ud.

Siden fredsprocessen blev hindret af Arafat er i nærheden af 5000 palæstinensere blevet dræbt af de hadede jøder.

I den selvsamme periode har muslimske og arabiske regeringer dræbt over 5 millioner mennesker i Afrika og Mellemøsten - eller mere end 1000 gange så mange som de stakkels palæstinensere.

Hvis døde er det så vore venstreorienterede idioter og medier har fokus på? Hvis muslimer dræber 1000 andre muslimer, så pyt være med det. Hvis en jøde kører ind i et palæstinensisk barn, da bliver der straks slynget beskyldninger om "folkedrab" og "forbrydelse mod menneskeheden" mod Israel, og FN kritiserer Israel for overgrebene, og selvpineriske jøder i Amerika river deres T-shirt i stykker på gaderne og braldrer op om at Israel skal ophøre, bla, bla, bla.

Palæstinenserne fik chancen for at få en stat, de valgte terror. Jeg er sådan set ligeglad med om hele Gaza glider ud i havet og Vestbredden synker ned i glemsel. Jeg vil ikke udgyde tårer over døde palæstinensere.

Note

The Jewish Federations of North America, Myte og kendsgerning: Arafat og Camp David

Kendsgerning.

Den israelske premierminister tilbød at trække sig tilbage fra 97% af Vestbredden og 100% fra Gazastriben. I tilgift indvilligede han i at afmontere 63 isolerede bosættelser. Som kompensation for den 5% annektion af Vestbredden ville Israel øge størrelsen af Gaza området med næsten en tredjedel.

Barak kom også med hidtil utænkbare indrømmelser vedrørende Jerusalem, og enedes om at de arabiske kvarterer i Østjerusalem skulle blive hovedstaden i den nye stat. Palæstinenserne skulle stadig have kontrol over deres hellige steder og have "religiøs suverænitet" over Tempelbjerget.

Ifølge U.S. fredsforhandler Dennis Ross, tilbød Israel at skabe en palæstinensisk stat der var sammenhængende og en en opdeling i kantoner. Selv i tilfældet Gazastriben der måtte være fysisk adskilt fra Vestbredden, medmindre Israel skulle blive skåret op i ikke sammenhængende dele, blev en løsning anvist, hvorved en motorvej skulle forbinde den til dele af den palæstinensiske stat uden nogen israelske grænseposter eller indblanding.

Forslaget omhandlede også flygtningeproblemet, og gav garanti for at de kunne vende tilbage til den palæstinensiske stat og erstatninger fra en international fond af 30 milliarder dollars skulle oprettes til dette formål.

Israel indvilligede også i at give palæstinenserne adgang til afsaltning af vand i deres territorium.

Arafat blev bedt om at anerkende israelsk suverænitet over dele af den Vestlige Mur der har religiøs betydning for jøderne (altså ikke hele Tempelbjerget), og tre forvarslingsstationer i Jordan dalen som Israel ville trække sig ud af over 6 år. Vigtigst var imidlertid at man forventede at Arafat var enig i at konflikten var overstået ved afslutningen af forhandlingerne. Således var den ægte aftale. Arafat  ville ikke være med at afslutte konflikten. Ross sagde "det at afslutte konflikten ville være det samme som afslutningen af ham selv."