Obama's Strategi for at slå rumprogrammet ihjel
J.R. Dunn
Mange af os vil kunne huske Dan Quayle der var vicepræsident, da han fik grumme tæsk i medierne for en udtalelse han kom med om at udforske Mars, den havde dog mange fejl.
Mars, sagde Quyle, var et godt mål for fremtidige rumrejser fordi: "Marts er i al væsentlighed er i den samme kreds...Mars er omtrent i samme afstand fra Solen, hvilket er meget vigtigt. Vi har set billeder, hvor der er kanaler, tror vi, og vand. Hvis der er vand, så er der også ilt. Hvis der er ilt, betyder det vi kan ånde."
Medierne var hurtige til at påpege (og påpege, og påpege...) at:
- Mars ikke er i samme kredsløb som Jorden
- "Kanalerne" var blevet afvist år tidligere
- Mars har ingen rindende vand
- Og selvom den har en atmosfære, da ved et tryk ved overfladen på 0,87 pr. kvadrattomme, da ville det være som om det kun eksisterede ved en gunstbevisning.
Nogle af disse pointer var ikke så meget fejl som misfortolkninger -- Mars er indenfor den såkaldte "goldilocks zone" dvs. det omåde rundt om solen der ville kunne lade liv være muligt, altså i lighed med Jorden. Det er efterfølgende blevet opdaget at der faktisk flyder vand på Mars -- skønt ikke, uheldigvis i kanaler.
Hvilket bringer os til asteroiderne og det seneste politiker der falder over et himmellegeme. Med du skal ikke forvente at høre noget om det i medierne, fordi det indbefatter Han Som Ingen Fejl Gør. Samtidig med han hylder den sidste tur med et amerikansk rumfartøj i det næste tiår, sagde Barack Obama, "Vi har sat os et mål om tilsidst at komme til Mars. Et godt pit stop er en asteroide."
Men og så dog ikke. Hvis han mener det bogstaveligt, da er et rumfartøj på vej fra Jorden til Mars i en ballistisk bane, at ændre kurs for en mellemlanding, pitstop, vil koste enorme mængder af brændstof, et afgørende spild når du er millioner af kilometer fra hjemmet. Dette er også under forudsætning af, at der er en asteroide med 'jord' overflade (en "Apollo-Amor objekt" i teknisk sprogbrug) lige i nærheden på den tid, og som er en astronomisk usandsynlig formodning. Ingen vil kunne foretage "pitstops" på vej til Mars.
Billedligt talt, i den forstand, at nogen på en eller anden måde når asteroiderne som et klogt skridt før målet rettes mod Mars, da er det dog stadig absurd. Det er således, at begge Mars's måner, Phobos og Deimos er 'fangne' asteroider. Enhver tur til Mars ville derfor, være en fribillet. Mange planer om en Mars mission omfatter en original landing på en af månerne for at oprette en base som udgangspunkt for yderligere forskning. Fra en af månerne kunne astronauterne via droner let undersøge Mars' overflade for at finde et sikkert landingssted med interessante områder der er værd at undersøge nærmere. På samme tid, ville et separat hold kunne lære alt de vi har brug for at vide om den særlige klasse af asteroider de befinder sig på.
Her følger så min fortolkning: Rumprogrammet har altid været en stort liberalt mål, af de grunde at det "forbruger penge" der langt bedre kunne være brugt på at smugle våben ind i Mexico eller sikre, at Detroit har midlerne til nedrive de 12000 forladte boliger med en 90% provision til Kirkpatrick familien. (Det betragtes også som "Republikansk" og med god grund. Dets mest ihærdige nylige bagstoppere var Bush'erne, far og søn, og førnævnte Dan Quayle).
De er kommet meget nær ved af fuldføre dette. Shuttlen er nu historie. Der er ingen erstatning i den nærmeste tidshorisont. Mars er taget af borde. NASA holdet der holdt U.S. inde i spillet er blevet nærmest opløst med en lille afdeling tilbage for at arbejde på Orion projektet der er planlagt til at flyve cirka 2016, selvom vi har set de uundgåelige forsinkelser år efter år.
En yndet liberal metode til at lukke noget ned de er imod er - "erstatnings" teknikken. De inisisterer på er udskifte et omstridt program med et alternativ der ikke er nær så dogt, men som formilder oppositionen. Derpå når der er gået et passende stykke tid, lukker de ned for erstatningen mens de latterliggør modstanderne for at forsøge at forsvare noget der er så ubrugeligt og nytteløst.
Vi så denne teknik fornylig med F-22 versus F-35 debatten. F-22 Raptor produktionen blev lukket ned med begrundelsen af F-35 ville tjene som en "erstatning." Nu adskillige år senere hører vi at F-35 bare "ikke er god nok." Et af Panettas første træk i Forsvarsministeriet vil være et forsøg på at lukke det ned. (Af en eller ande grund har såvel Republikanerne som det konservative segment fundet det meget vanskeligt at være fælles om deres holdning til denne proces. De liberale trækker det ud hele tiden, og hver gang kommer det som en overraskelse. Jeg er ikke sikker på hvorfor -- det forekommer ikke mig særlig komplekst.)
Det er det vi oplever her. Mars har altid været endemålet for bemandet rumudforskning. Den har fascineret menneskeheden fra de tidligste tider. Der har været tuisnder af romaner skrevet om den og dusinvis af film, alle fyldt med spekulationer om, hvad vi vil finde der -- herunder den allermest besnærende mulighed: Liv. Et dusin forskellige metoder til at kommer derop har været foreslået, adskillige af dem billigere end noget andet på tegnebordet. Der er intet i det indre solsystem der lokker os mere fristende.
Nu er det forbi med Mars, erstattet af ...asteroider. Og hvad er asteroider? Det lille antal mennesker der er bekendt med emnet ved at der er tre forskellige af slagsen: Nikkel-jern -- det er kæmpeklumper af blandet klippe og metal, kiselholdigt, eller stenet og kulstofagtigt, der for alle praktiske formål er det du får, hvis du tog en graveprøve og fik den tilbage fra rummet. Med andre ord, det er klipper. Indgå blot væddemål om det -- men før eller senere vil vore videnskabssindede patriotiske venstreorienterede råbe højt, "Du ønsker at bruge, hvor meget på at besøge nogle klipper?
Det vil så være det. Et langsigtet venstreorienteret mål, ødelæggelsen af det amerikanske rumprogram vil være blevet fuldført. Jeg er godt klar over, at Obama sagde han tror, at Mars vil blive nået "i hans levetid." Det er også klart for mig, at han ikke sagde af hvem.
Lad os derfor være taknemmelige for Bezos, Branson og de andre årtusind matadorer der anvender deres formuer på at åbne op for den uendelige grænse. Til sidst, vil det måske vise sig at det at rejse i rummet er blot endnu en af de ting hvor kapitalismen kan opnå det som regering ikke kan. (læs denne artikel på synopsis om den private rumfart: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/10/fremtiden-i-rummet.html
(Lidt ironi her tilsidst: Arthur Clarke fans derude, vil uden tvivl kunne huske deres følelser af medlidenhed da Clarke -- for ikke at nævne andre britiske forfattere -- insisterede på, at det oldgamle, affældige UK ville spille en stor rolle i rummets udforskning. Nuvel....Bransons formelle titel er "Sir Richard!" Vi kunne være værre stillet.)
http://www.americanthinker.com/2011/07/obamas_strategy_to_kill_the_space_program.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar