Terrostina hip, hip hurra!

Tre hurra's for Terrorstina

Daniel Greenfield

Vi har brug for en terrorstat. Hvor politikerne er terrorister, politiet er terrorister, og selv de mænd der siddet ved skrivebordet når du skal aflevere en formular er terrorister. Der er stater der støtter terrorister, og giver dem et sikkert hjemsted, men det er altså ikke godt nok. Vi vil ikke have endnu et Pakistan eller Iran. Vi vil nøjes ikke med noget luset. Det vi ønsker er den ægte vare. Terrorister fra bund til top. Terrorister overalt. En stat, hvor hver del af regeringen, ja hele landet består af terrorister.

Terrorstina har været en gammel drøm siden 1973 eller var det 1967? En generation af keffiyah (palæstinensertørklæder) klædte banditter, KGB agenter og menneskeretttighedsaktivister har skuet ud i mørket og bedt om at det må komme. Det er en vision om et land, hvor alle er mordere og børn oplæres helt fra spæde, at deres formål med livet er at dræbe mennesker der ikke har deres religion eller levevis.

Den AIDS befængte leder Arafat iført keffiyah

Nu efter 20 år med forhandlinger, traktater, selvmordsbomber, lemlæstelser, milliarder af dollars der er forsvundet til bankkonti i Schweiz, og det at dets egyptisk fødte leder, der døde af AIDS er borte - da er Terrorstina nærmere, end nogensinde sin oprettelse. Der er blot en ting der hindrer det. Folket i landet der står i vejen for det. Dette folk må bare smides ud af deres hjem for at Terrrostinenserne kan placere deres raketter i ruinerne af deres huse, de forkullede rester af deres marker og derpå rette raketterne mod deres byer.

At forsøge af få afsluttet terrorismen ved at skabe en terrorstat er ligesom at forsøge at slukke en brand med endnu mere ild. Det virker bare ikke, men vi skal jo forsøge, for at vi kan sige - vi forsøgte. Igen og igen og igen. Vi vil forsøge indtil vi løber tør for land, og folket vi forsøger det med. Indtil der intet er tilbage, men kun terrostinensere overalt. Indtil hele verden er et Terrorstina.

Spørgsmålet er, kan vi få det til at ske? Jovist, kan vi. Oh kære Allah - jo vi kan.

Jeg er stolt over Obama fordi han endelig rejste sig mod israelerne og fortæller dem at de etnisk må udrense de hundredtusinder af jøder fra deres oldgamle byer, landsbyer for at gøre plads for Terrorstina.

Nogen måtte jo sige det. Og enten var det Carter eller Obama.

Ved at gå ind for 1967 grænserne, gik han også ind for resultatet af den arabiske invasion af Israel i 1948. Hver gang denne administration fordømmer et jødisk hus i Jerusalem, går han ind for den jordanske erobring af byen. Hvorfor er grænserne fra 1948 krigen så meget bedre, end grænserne ved Seks Dages Krigen? Fordi terrostinenserne var tættere på´at vinde den krig. De var tættere på at drive Yahood ud i havet og hyle i begejstring over mil efter mil af deres døde kroppe.

Men den drøm gik ikke i opfyldelse. Landmænd bevæbnet med gamle udslidte rifler. Frivillige piloter fra Amerika og Canada. Ombyggede handelsskibe med halv-døde mænd og kvinder direkte fra koncentrationslejrene. Brugt, slidt tjekkisk artilleri. De fik drevet hærene fra syv terrostinensiske hære tilbage. De holdt tanks og infanteri tilbage. I Jerusalem kæmpede de om hvert hus. Derfor overlevede den Zionistiske enhed. Allah forbandede dem. De overlevede.

Men nu er det tilbage til 1948 igen. Enhver krig annulleret. Ethvert nederlag laves om til sejr. Skær Jerusalem over i to dele. Smid landmændene ud. Brænd deres land. Grav deres grave op. Få grænserne fra 1948 tilbage. Og lad det terrostinensiske flag vaje over støv og grus.

Havde de vundet i 1948, eller 1967 eller 1973, ville der ikke være noget Israel, og ikke noget Terrorstina. Landet ville være en del at Syrien, Egypten og Jordan. Og kun når bander af trofaste kunne drive tyrannerne bort for at erstatte dem med islamiske stater ville der endelig være et Terrorstina. Men nu er der håb om en to-statsløsning. En stat med civilisation på den ene side og en stat med terrorister på den anden. Hospitaler på den ene side og raktaffyringsramper på den anden. Skoler på den ene side, bombefabrikker på den anden. Liv på den ene side - død på den anden.

Alle kender vi historien. Oliventræer og bombebælter. Klipper og døde familier i brændende biler ved vejsiden. Børn med deres halse skåret over. En drøm. Et mareridt.


http://frontpagemag.com/2011/05/25/three-cheers-for-terroristine/

Reprinted from sultanknish.blogspot.com.