David Solway
Begivenhederne i Norge er i alles tanker i disse dage. En ensom terrorist, en indfødt nordmand med en anti-muslimsk politisk dagsorden har dræbt 76 mennesker herunder børn og teenagere der overværede en sommerlejr for Arbejderpartiet. Medierne er i selvfodrende tilstand af eufori -- lederartikler og snakkehoveder har travlt med fremhæve "islamofobien," fascistiske hadopdyrkere og usammenhængende radikale i Vesten og øvrige nidkære, og nordmændene er i en kollektiv chocktilstand. Hvordan kunne noget sådant dog ske i et velstående, fredeligt og tilsyneladende oplyst socialistisk land som Norge? Det som er mest overraskende er imidlertid at folk ikke er overrasket.
Dynamikken i virksomhed er tydelig. Det burde være åbenbart at vor kulturelle og politiske blindhed med tiden vil føre til voldelig social opstand. Mens Islam hver eneste dag går og samler styrke i Europa, besluttet på at få indført Sharia Lov gennem evindelige skridt og krav om tilpasning af lovgivning, (læs denne artikel på synopsis) og mens venstrefløjen i Europa kun mobiliserer ringe betydelig modstand mod disse overgreb og endog indfører politik der opmuntrer til islamisk magtovertagelse af samfundet, er følelserne der har slået rod i store dele af den europæiske offentlighed snart ved at komme til udtryk i ekstremistiske grupper og hos enkeltindivider.
Konsekvenserne burde have været fuldt ud forudsigelige. I fiaskoen på at møde truslen om kulturunderkastelse har den europæiske venstrefløj hjulpet med til fremkomsten af de uliberale og fremmedhadske gren af det yderste højre. For mens volden begynder at gå fra de bilbrændende og ingen adgang for ikke muslimer enklaver i yderkanterne og hen mod byens centrum, mens Sharia domstole begynder at dukke op i landskabet, som i Storbritannien, mens muslimske indvandrere forsætter med at gøre indhug i velfærdsmidlerne, mens voldtægtsstatistikkerne eksploderer og æresdrab bliver stadig flere, og mens myndighderne viser sig i stigende grad hjælpeløse og vankelmodige - eller værre endnu, som medvirkende - vil den reaktionære og militante højrefløj få mere og mere legitimitet blandt masserne. Den anæmiske mangel på både styrke og fremsynethed blandt de politiske klasser kan kun give energi til fraktioner af brænde biler af militant, yderstre højrefløjsekstremisme.
Det samme gælder de islam forstående og altid medløbende medier der opererer i tandem med det nonchalant politiske etablissement. Deres tøven overfor, på ærlig vis, at analysere den eksplosive platform med en forværret situation og med at feje al skyld hen på stråmænd som den kristne højrefløj eller konservative politiske personer fremfor at få isoleret den virkelige årsag til deres uro, nemlig de venstreorienteredes samarbejde med et højtråbende islamisk befolkningsgrundlag, der gradvist infiltrerer vore demokratiske nationer vil uundgåeligt føre til en stadig større hær af Anders Behring Breivik typer og flere Norger i fremtiden.
Som jeg har skrevet før, er der kun en måde at besejre den ekstreme højrefløj som den vokser frem i sin egen depraverede version af forsvar for Vesten og det er at afvæbne den fælles fjende og ved at gøre det, fratage en spirende fascisme sin næringskilde.
Multikulturalismen har ikke ført til harmonisk diversitet, som man engang så naivt formodede, men til ætsende polarisering. De multikulturelle bivirkninger og indvandringspolitikken fra nu fortiden skal omvurderes og omformes, og der skal tages mere hensyn til nationens forudsætninger. Med andre ord, vil vi skulle støtte den konservative tradition fra det moderate højre, baseret på enkeltindividets frihed, fornægtelsen af vold, og forpligtelserne til ansvarligt borgerskab og en sammenhængende pluralisme der respekterer flertallets kultur fremfor en opdelt multikulturalisme der ødelægger dem.
Og vil skal modstå det underforståede spil fra venstrefløjen med at slå de to dele af højrefløjen sammen som en politisk bevægelse, når de helt klart er stærkt adskilt både i teori og praksis. Konservatismen har intet tilfælles med racismen.
Multikulturalismen har ikke ført til harmonisk diversitet, som man engang så naivt formodede, men til ætsende polarisering. De multikulturelle bivirkninger og indvandringspolitikken fra nu fortiden skal omvurderes og omformes, og der skal tages mere hensyn til nationens forudsætninger. Med andre ord, vil vi skulle støtte den konservative tradition fra det moderate højre, baseret på enkeltindividets frihed, fornægtelsen af vold, og forpligtelserne til ansvarligt borgerskab og en sammenhængende pluralisme der respekterer flertallets kultur fremfor en opdelt multikulturalisme der ødelægger dem.
Og vil skal modstå det underforståede spil fra venstrefløjen med at slå de to dele af højrefløjen sammen som en politisk bevægelse, når de helt klart er stærkt adskilt både i teori og praksis. Konservatismen har intet tilfælles med racismen.
I "Europas Sidste Dage" siger Walter Laqueur at europæernes formål med at formøble deres fremtid mens islamiske politiske organisationer tålmodigt venter, "til tiden er moden for at igangsætte massevold," er "stille og roligt i gang med at opnå deres eget fald." Men som jeg har argumenteret er et stigende antal europæere ikke så klar til at kapitulere og, uheldigvis betyder det at de mest bitre og ophidselse og måske mest ustabile blandt dem vil imødegå plagen med brutalitet, og alt for ofte dødeligt.
Det hjælper heller ikke at gå i gang med en politiske menu af vildspor for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de virkelige problmer, for eksempel forsøget på at kriminalisere kristne militias der formodes at ville skabe postyr rundt om på kloden. Som Bruce Thornton påpeger er, "antallet af angreb der kan føres tilbage til selverklærede kristne terrorister minimalt sammenlignet med de islamiske jihadisters dødshøst." Fra 9/11 og fremefter taler vi om mere end 20000 ofre for islamisk terror på knap ti år.
Det hjælper heller ikke at gå i gang med en politiske menu af vildspor for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de virkelige problmer, for eksempel forsøget på at kriminalisere kristne militias der formodes at ville skabe postyr rundt om på kloden. Som Bruce Thornton påpeger er, "antallet af angreb der kan føres tilbage til selverklærede kristne terrorister minimalt sammenlignet med de islamiske jihadisters dødshøst." Fra 9/11 og fremefter taler vi om mere end 20000 ofre for islamisk terror på knap ti år.
De allerfleste af os ville helt sikkert være enige om at terror ikke er et acceptabelt svar på terror. Problemet er at et 'blødt' svar på den ubenægtelige plage ofte vil genere et voldsommere svar -- og ligeså ofte et ufornuftigt svar. Som vi har set i Norge, kan selvtægten antage besynderlige former. De som føler sig krænkede kan ligeså godt slå til mod deres egne landsmænd som de kunne betragte som forrædere eller godtroende nyttige idioter som har indført og vil indføre en forførende politisk filosofi der resulterer i tabet af national identitet og den lige vej til fremme af fremmedartede kulturer og praksis.
Jeg tror at Thornton trods al hans kløgt er helt galt afmarcheret når han skriver at "dette er ikke for at antyde at intet andet er ansvarlig for Oslo bomben end bombemandens handlinger." I dagens politisk korrekte verden, er sådanne afvisninger måske forståelige for at undgå anklager om ufølsomhed eller racisme.
Ikke desto mindre, er der behov for at blive sagt at de norske myndigheder og en vælgerbefolkning der har fulgt trop er dybt impliceret i at skabe en situation der uundgåeligt måtte kulminere i vold. Hvis det politiske klima ikke ændres til fordel for det moderate højres fremgang vil tragedien der udfoldede sig i Norge sprede sig til andre europæiske lande som tiden går. Den enkle sandhed er, at der ikke kan være en løsning på dilemmaet medmindre vi først anerkender at ansvaret for denne langsomme udslettelse af tingenes tilstand ligger hovedsageligt hos de intellektuelle, journalisterne og den styrende elite på den multikulturelle venstrefløj der har kunnet lade det kunne ske.
Ikke desto mindre, er der behov for at blive sagt at de norske myndigheder og en vælgerbefolkning der har fulgt trop er dybt impliceret i at skabe en situation der uundgåeligt måtte kulminere i vold. Hvis det politiske klima ikke ændres til fordel for det moderate højres fremgang vil tragedien der udfoldede sig i Norge sprede sig til andre europæiske lande som tiden går. Den enkle sandhed er, at der ikke kan være en løsning på dilemmaet medmindre vi først anerkender at ansvaret for denne langsomme udslettelse af tingenes tilstand ligger hovedsageligt hos de intellektuelle, journalisterne og den styrende elite på den multikulturelle venstrefløj der har kunnet lade det kunne ske.
David Solway is a Canadian poet and essayist.
Read more: The soft left is mother of the hard right http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=327237#ixzz1TTltkRrd
NB: Den indlagte video er ikke med i originalartiklen, men et synopsis-fund
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar