Der må gøres noget - eller hvad?

Faren ved fremskridt

Lisa Fabrizio

I månedsvis er vi blevet bombarderet fra alle sider af den politiske scene med ideen om at når det drejer sig om sundhedsektoren, og næsten alt andet i Washington, så er det yderst presserende at "der bliver gjort noget ved det." Holdningen til at Kongressen, der blev skabt af vor Forfatnings Fædre, har et mandat til "at få gjort noget ved det!" bør være krænkende både historisk samt grammatisk for alle amerikanere. Til trods for det enorme fald i det siddende partis popularitet fortsætter folk samtidig med at påpege at GOP (Republikanerne) er "uden ledelse" og "uden mål."

De peger på betydningsløse kendetegn som resultaterne af den vejledende afstemning ved CPAC (Conservative Political Action Conference (ungdomsafdelingen)); som om stemmerne af 2395, for det meste unge mennesker - herunder en åbenløst homoseksuel gruppe, for første gang - var livsvigtig. Tro mig, jeg har været til CPAC konferencer mange gange og mange var de gange da venner og jeg hurtigt vendte os mod baren efterladende stemmesedlerne i et sammensurium på gulvet sammen med papir fra sandwiches.

Men langt fra at salve Ron Paul som deres præsidenkandidat så var den mest betegnende effekt af at inkludere homoseksuelle, dette resultat af afstemningen: Mens det store flertal af de som stemte angav, at det at reducere størrelsen på regeringen var det vigtigste mål for konservative, da nævnte kun ni procent fastholdelsen, og mere støtte til "traditionelle værdier." Skræmmende, når man indser at det første er umuligt uden det sidste for vor særlige forfatningsgrundlagt republiks vedkommende.

Mindre regering der ikke er grundlagt på de moralske grundværdier fra vor Grundlæggere ville have været ligeså afskyvækkende for dem som en større regering er det. Som John Adams sagde, "Vi har ingen regering med den nødvendige magt der er i stand til at kæmpe mod menneskelige lidenskaber uden kontrol af moral og religion....Vor Forfatning er udarbejdet udelukkende til et moralsk og religiøst folk. For andre er den helt igennem utilstrækkelig."

Målet for en ægte konservativ bevægelse bør altså være at konservere - eller i dette tilfælde at genskabe - de grundlæggende idealer; at en nation med love og ikke af mennesker bør regere uhæmmet på forbundsniveau, med kraftig understregning af enkeltstatens suverænitet. Hvor sødt burde ordene fra 10. Amendmenet ikke lyde i ørerne på konservative: Magten der ved Forfatningen ikke er delegeret ud til United States, ej heller forbudt af den til staterne, er henholdsvis reserveret Staterne eller til folket.

Måske den største konsekvens af det forhåbentligt kortsigtede flertalsstyre ved Obama og hans parti er den større opmærksomhed som er tilstede hos det amerikanske folk vedrørende selve regeringens natur; at den blev oprettet som en konføderation af indidviduelle stater med et oprindeligt begrænsende redskab kendt som U.S. Forfatningen. Dette kan forekomme ikke at være særligt vigtigt for de som er bekendt med amerikansk historie, men hvornår har du sidst forsøgt at forklare foranstaltningen med Valgmandskommissionen (Electoral College) til, lad os sige, en studerende? Blanke øjne og et tom blik og vantro er sædvanligvis reaktionen på nyhederne om at vor præsident ikke er valgt af landet, men af de individuelle stater.

Men kendsgerningen at vi er en union af 50 enheder med vidt forskellige behov og interesser blev gjort krystalklart ved de forhandlinger der er brygget sammen af Harry Reid og venner i deres forsøg på at nationalisere sundhedssystemet, og på anden vis smadre vor økonomi. Vælgere, vrede over cash-for cloture (at man lukker en debat ved at kræve afstemning før debatten er færdig ved at man lover cash (pengemidler) til de som er på vippen) som det skete ved Cornhusker Kickback og Louisianna Purchase resulterede i en helt igennem forbavsende sejr for Republikanerne i den Demokratiske bastion Massachusetts.

Amerikanerne er begyndt at vågne op til den virkelighed, at undertiden er nogle stater mere lige end andre og de kan slet ikke lide det. Men dette er egentlig godt, da denne gnidning mellem staterne var noget vore Grundlæggende Fædre havde til hensigt, som en måde at begrænse de kræfter der ville kunne forene sig for at etablere en stadig stærkere forbundsregering, som de fleste af dem frygtede.

Tag endelig ikke fejl; regeringens udvidelse er selve målet for venstreorienterede, eller progressive som de nu gerne vil kalde sig. Men det er helt sikkert det de er, fordi de ser vækst i forbundsregeringens magt som fremskridt, hvorimod konservative har den stik modatte opfattelse.

I sit essay, The Rights of Man opsummerede Thomas Paine på smukkeste vis denne forskel da han advarede mod at det er regeringers forsatte krav om fremskridt der er aller farligst:

"Hvis fra de mere elendige dele af Den Gamle Verden, vi ser på de som er i en fremadskrivende forbedringsproces, da kan vi stadig finde regeringens grådige hånd der gnaver sig ind i hvert hjørne og sprække hos industrien og holder fast i at ødelægge mangfoldigheden.

Man blander sig hele tiden for at finde på nye falske beskatningsgrundlag og afkasts muligheder. Den betragter velstanden som sit bytte og giver ingen lov til at slippe førend der er betalt tribut.

En rigtig god dag for progressive i Washington er en dag, hvor "der bliver gjort noget ved tingene." Men for konservative, er det når kongresmedlemmer er hjemme hos dem selv og gør det de allerbedst: Skaffer penge.