Dage på ugeavisen
En stor del af mit liv har jeg knoklet på ugeaviserne. Det var ikke min oprindelige hensigt. Min hensigt var at blive sportsstjerne som midtbanespiller for Oakland Atheletics. Men som det gamle ordsprog lyder, "Hvis du gerne vil høre Guds latter, så fortæl ham om dine planer."
Det ville være let at sige at ugeaviser, som så meget andet, ikke er hvad de plejede at være. Men her fornylig gjorde jeg et stop ved mit gamle arbejdssted (faktisk en trailer, hvor hvilerummet også fungerede som mørkekammer), og nuvel ...alt var ved det gamle, herunder Macintosh LC computerne og internetforbindelsen med modem. Ejerskabet havde imidlertid forandret sig. Et utal af gange. Der var engang da alle ugeaviser var familieforetagender. Så for omkring tyve år siden begyndte de store aviser at opkøbe dem, og det meget billigt. Der var ingen der ønskede dem mere. Mindst to at de ugeaviser jeg arbejdede på er gået fallit.
Mit første avisjob var hos et famile-ejet foretagende langt ude i Ozarks (virkelig bøhland i USA). Advertiser blev grundlagt i 1850 og havde været overdraget fra far til søn i adskillige generationer. Hver onsdag kl. 15.00 stod byens befolkning i kø foran skranken, og ventede på at avisen skulle komme frisk fra trykken. Køen ville bogstaveligt talt gå rundt om bygningen og ned langs sidegaden. Jeg fattede det bare ikke. Hvorfor skulle nogen dog stå i kø for at læse forsidehistorier som: "Jasper er blandt toppen af vaskebjørnejægere i staten," eller erfare at hr. og fru Evans havde selskab sidste uge med gæster udefra? Det viser sig at mennesker blot er meget nysgerrige?
Med mit første journalistjob tilbage i 1986 optjente jeg en årsløn på 14000 Dollars. I dag kan nutidens reportere på sådanne aviser måske tjene forygende 21000 dollars om året, hvilket sandsynligvis er mindre end jeg tjente i 86' med de forøgede leveomkostninger i betragtning. Journalistik er noget af det dårligst betalte arbejde, hvilket er noget som de smarte undervisere på journalistskolerne vist glemmer at nævne den første dag med klassen. Selv nybegynder lærere i børnehaveklasser og socialarbejdere tjener det dobbelt eller tredobbelte af gennemsnit journalistens løn. Alligevel fortsætte j-skolerne med at måtte afvise elever.
Tyve år med ugeavisjournalistik har givet mig mere end blot et par stykker cocktailparty historier. Der var den historien vi kørte om countrymusik legenden, og engang tidligere indsat fange på dødsgangen David Allan Coe, da han flyttede til en ranch lige uden for vor landsby med sine pumaer, som han holdt som kæledyr og med sin motorcykelbande, Outlaws MC, som næsten konstant blivende gæster. De lokale betragtede DAC's tilstedeværelsen som en blandet velsignelse, for at sige det mildt. Coe blev der et år, og før han drog afsted, lang tid nok til at kunne åbne et museum for besynderligheder, og give en mindeværdig og improviseret solokoncert til langt ude på natten på Htichin' Post Saloon, hvor han genfortale en historie om at undervise den unge Charles Manson i guitarspil.
Så var der dengang vi lavede en undersøgende jorunalistik, hvor vi anklagede byens embedsmænd for at hæmme indsigten i de åbne møders akter, og borgmesteren beordrede at hans ansatte skulle køre rundt i byen og indsamle alle ugens aviser. Vi fandt dem en dag smidt i en kæmpe, stinkende bunke udenfor byen. Der var også blevet pesset på dem.
Medie eksperterne siger, at de daglige aviser der kæmper for overlevelse kan lære en hel del om klog forretningsførelse af ugeaviserne. Det de mener er, at de daglige aviser burde koncentrere sig om det væsentlige: Fjerne de internationale nyheder, krydsord, tegneserier og klummerne skrevet af virksomheder, TV-programmerne og filmanmeldelserne, og begrænse den trykte udgave til mindeord over afdøde, sporten, og masser og så endnu flere billeder af skolebørn. Og så koncentrere sig om de lokale nyheder.
Problemet med dette er, igen, at ugeaviserne ikke klarer sig særlig godt. I hvert fald ikke dem som er ejet af de store selskaber. De som klarer sig er ofte drevet af pensionerede eller halvpensionerede journalister der køber en udsultet ugeavis, der har brug for kærlig omsorg og så forsøger de at pleje den tilbage til finansiel sundhed. Ofte er det de nye ejere, ægteparret, der udgør hele personalet og laver det hele, fra salg af annoncer til at skrive historierne og omdele aviserne. Hvis denne glædelige trend fortsætter, kan vi måske igen opleve at de famileejede aviser får en renæssance.
Hvis ikke, vil der måske komme noget godt ud af nedturen for lokalaviserne. Nysgerrige folk fra området kan måske blive tvunget til at overvære byrådsmøderne og skolebestyrelsemøderne for selv at finde ud af, hvilke små tricks deres valgte embedsværk har gang i. Vi vil måske endda slukke for TV'et og blive involveret i vore lokalsamfund. Måske vil vi overvære en fodbold kamp fredag aften, fremfor at "læse alt om den" næste ondsag. Henry David Thoreau troede på at møder i byen ville være republikkens redning:
"Når landmændene i en eller anden ubetydelig landsby mødes ved en særlig anledning om byens anliggender, så udtrykker de deres holdning om et emne der plager området, det, mener jeg er den ægte Kongres, og den forsamling som fortjener den største respekt USA."
Hvis det nu lyder som for besværligt og for meget at investere i, så kunne du måske overveje at købe et abonnement på din lokalavis - mens det stadig er muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar