Jeg vil bede dig gennemlæse de følgende to historier. Den første er en vittighed, som man ofte kan modtage som email, og er det rene opspind. Den anden er ingen vittighed, men den blev genfortalt i nyhederne. Nu er det spændende at se, om du kan se forbindelsen mellem de to historier.
Første historie. Rancheren's enke:
En succesrig rancher døde og efterlod alt til sin hengivne hustru.
Hun så godt ud, og besluttede at beholde ranchen, men havde kun meget lidt kendskab til at drive den, derfor besluttede hun at annoncere efter en ekstra hånd, en medhjælper.
To cowboys svarede på annoncen. Den ene var bøsse, og den anden en drukkenbolt.
Hun tænkte sig godt om, og da der ikke var andre ansøgere, besluttede hun sig for bøssen, idet hun regnede med at det ville være mere sikkert at have ham omkring sig i huset, end en drukkenbolt.
Det viste sig, at han arbejdede hårdt, mange timer hver dag og var rigtig dygtig til at drive ranchen.
I ugevis arbejdede de sammen på ranchen og det gik virkelig godt. Så sagde enken en dag til den ansatte, "Du har gjort det fremragende og jeg kan ike sætte en finger på dit arbejde. Jeg synes du skulle tage ind til byen og slå dig løs."
Det gik han ind på, og drog ind til byen en lørdag aften. Klokken blev o1.00, og han var ikke kommet tilbage. 02.00 og ingen kom. Endelig ved 02.30 tiden vendte han tilbage, og da han kom ind i værelse, så han enken sidde ved kaminen med et glas vin og vente på ham.
Hun bad ham stille og roligt om at komme hen til hende. "Knap min bluse op op og tag den af," sagde hun. Med rystende fingre gjorde han som hun bad om. "Nu skal du tage mine støvler af." Han parerede ordre, noget tøvende.
"Tag nu mine strømper af," Han fjernede hver strømpe meget blidt og lagde dem pænt ved siden af hendes støvler. "Tag nu min kjole af." Han knappede langsomt kjolen op, samtidig med at han betragtede hendes øjne i lyset fra pejsen.
"Tag nu min BH af." Igen med rystende hænder, gjorde han som han blev beordret og lod den falde til gulvet.
Derpå så hun på ham og sagde, "Hvis du nogensinde igen tage mit tøj på når du skal i byen så er du fyret!"
Historie nummer 2. Major Nidal Hasan
Nidal Malik Hasan er en amerikansk-født muslim af palæstnensisk oprindelse. Som major i U.S. Army tjente han som psykiater, og gav ofte udtryk for radikale islamiske holdninger. I 2008, opsnappede U.S. Efterretningsvæsenet email kommunikation mellem Hasan og Anwar al-Awlaki. I en af disse skrev Hasan: "Jag kan ikke vente på at følge dig (livet efter døden)." Disse mails blev sendt videre til FBI terrorisme indsatsgrupperne, der efterfølgende afgjorde at Hasan ikke var en trussel.
[Anwar al-Awlaki er forelæser om islam, og tidligere imami, som man mener har været senior rekrutteringsagent og motivator "for al-Queda og alle dens underafdelinger og han er blevet efterforsket adskillige gange af agenter i terrorisme. I 2009, blev han angiveligt forfremmet stil regional kommandør indenfor al-Queda.)
Det blev meddelt at Hasan havde besværligheder med at relatere til patienter, og som gjorde at han kom under opsyn. Lignende problemer gentog sig.
Det viser sig at Hasan var en enspænder, som fik lov til at fortsætte trods professionelle mangler, der indbefattede ikke beståede eller forfejlede eksaminer, og at han ikke levede op til de fysiske krav.
Hans øverstbefalende var meget bekymrede for hans handlinger og den rolle som hans muslimske tro spillede i samværet med hans patienter.
Den 5. november 2009 ved Ford Hood (den U.S. militærbase med flest beboere i verden) dræbte Hasan 13 mennesker og sårede 30.
Således er der en forbindelse mellem de to historier: I den første historie, hvis du er som de fleste, da vil slutningen på historien have overrasket dig; hvis du som jeg, ikke havde regnet den ud.
Med den anden historie, hvis du er som de fleste, da burde afslutningen ikke have overrasket dig; enhver idiot kunne regne det ud. For næsten fire år siden advarede jeg om at muslimer ikke kan være gode borgere i deres hjemlande.
Nu skal man være retfærdig overfor vore mænd i uniform. Jeg tror ikke det er muligt, at hver eneste militær person der var i kontakt med Hasan kunne undgå at se tegnene på, at han var en trussel mod vore styrker. Ganske besynderligt, og sørgeligt så er der ingen mekanisme, hverken nu eller dengang, hvor man kan indrapportere muslimer, der, nuvel, handler som muslimer. Frygten for at blive kaldt islamofob, selvom det ikke smadrer karrieren hos os bloggere, ja så er det noget helt sikker noget andet som militærofficerer kan frygte.
Hvis man læser Pentagons 84 siders rapport der ser nærmere på Ft. Hood Massakren (PDF) kan vi stadig se, at landet er bange for at kalde en muslim terrorist. Derfor vil det kunne ske igen.
Dr. M. Zuhdi Jasser, en tidligere søløjtnant i U.S. Navy, er en usædvanlig muslim (hvis alle muslimer var som ham, da ville der ingen trussel være fra muslimer) der mener at alle muslimske medlemmer af militæret skal rådgives af sin imam om at "ikke alene har den ed han aflægger overfor sit land og militæret langt større præcedens, end nogen anden ed, men konceptet med ummah (som i den islamiske nation) er død, og har derfor ikke længere nogen relevans eller er i modstrid med hans troskab udfra et åndeligt perspektiv."
Dr. Zuhdi Jasser tror at det var politisk korrekthed der førte til denne tragedie.
The Daily Caller, Mangel på beskyttelse til vore styrker: Den vildledende Pentagon rapport om Ft. Hood Massakren
Hvordan kan vi dog holde disse soldater ansvarlige for ikke at forhindre Hasan's handlinger, hvis vi ikke giver dem det rette miljø og værktøjer der er brug for for at stå op imod islamisk radikalisering? Militæret kan ikke tillade at mantraet - muslimer som ofre - skal dominere hvordan man går ind for styrkernes beskyttelse. Islams radikalisering er ægte, og kan ikke stås op imod medmindre vi er ærlige om truslen den repræsenterer. Hasan er ikke den første radikaliserede soldat, og han vil ikke blive den sidste hvis vi ikke tør behandle de virkelige problemer. ..
Når vi ikke er i stand til at diskutere komplekse problemer som dette om Hasan uden frygt for repressalier, eller at der sættes etiketter på os, da skaber vi et tomrum, hvor ingen samtale kan finde sted. I det vacuum tillader vi så utilfredshedens frø at spire. Når det drejer sig om Nidal Hasan, kulminerede det ved at hans overordnede ignorerede hans opførsel, og efterfølgende sendte ham til Fort Hood, hvor hans skæbne, og ofrenes blev beseglet.
Pentagons gennemgang bør gås efter igen, for at vi kan få et bedre billede af Hasan's vej til radikalisering gennem politisk islam. De bør analysere advarselstegnene der var åbenbare og beslutte, hvordan militæret langt bedre kunne have beskyttet sine soldater. De bør se på den trussel som politisk islam og de forskellige former for radikalisering har på amerikanske muslimer og samarbejdspartnerne vi benytter i udlandet, som den informant der dræbte 7 CIA officerer i december.
Beskyttelsen af vore styrker kræver en bedre forståelse af den fjende vi står overfor.
Faktisk så kræver beskyttelsen af alle amerikanere, militære som civile, ikke alene en bedre forståelse af den fjende vi står overfor, men vi skal ikke give lov til at frasen islamofobi kan benyttes om et våben mod det at identificere fjenden. Som vi gjorde i 2. Verdenskrig skal vi advare vore borgere om den nazistiske trussel.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar