Finnernes lektion til Mexico
Det var en kort, skarp debat mellem Raul Castro og mig. Jeg er bange for Raul fik det sidste ord.
At sige at jeg var en amerikansk nyhedsmand der dækkede Castro's kamp for at overtage Cuba, kan måske have været lovligt og teknisk sandt, men det var faktisk den slags løgn som alt for mange i medierne har det godt at leve med. Mere præcist, var jeg en flammende pro-Castro person fyldt med nidkærhed der tilfældigvis havde arbejde som en amerikansk journalist.
Og hvorfor ikke? Skønt det var relativt mildt sammenlignet med diktatorer som Hitler og Saddam Hussein, så var Fulgencio Batista - den hersker som Castro fik smidt på porten - en latinamerikansk 'stærkmand, så hvorfor ikke hylde den modige, skæggede erklærede demokratiske frihedskæmper Fidel, der lovede frie valg, indenfor 18 måneder? (Nu er der gået 51 år og tiden løber!)
For at offentligheden kunne juble så var Fidel Castros triumftog ind i Havana der tidligt 1959 på samme niveau som befrielsen af Paris. Ingen cubaner der stod der i rækkerne langs avenuerne hyldede mere højlydt end jeg. Alt gik rigtig godt - i omkring 10 dage. Så hørte vi om eksekutionspelotonerne der dag og nat var i aktion, efter retssager der varede blot 10 minutter, eller slet ingen retssag. Det radio show jeg producerede for i New York var åbenlys pro-Castro. Vi havde haft Castro's folk i luften for at skaffe penge til hans revolution. De kendte mig alle. En af dem var den mand Fidel kaldte "sin præsident," Manuel Urrutia.
Jeg vidste jeg kunne nå helt op til topfolkene hvis jeg skyndte mig tilbage til Havana. Min chef, Tex McCrary, mente jeg kunne præsentere Castrobrødrene for et overbevisende argument (på spansk) for at standse Che Guevaras eksekutionspelotoner (som næsten alle amerikanske Castro støtter syntes var afskyvækkende), der undertiden arbejde i treholdsskift døgnet rund. Tex sendte mig direkte i gulvet.
Jeg befandt mig lige der i Castro's hovedkvarter da Raul og hans forlovede Vilam Espin kom ind fra junglen. Han indvilligede i at høre på mig. Jeg fortalte ham at det amerikanske folk var ved at vende sig mod revolutionen og vi, hans amerikanske frontkæmpere, var fortørnede.
Raul gav mig et blik som ville han stille mig op mod muren som den næste. Derpå sagde han, "Det beviser kun at cubanerne er dårlige nordmænd!" Derpå drejede han rundt på hælen og gik bort.
Måske vil jeg have mere held, nu for tiden med Mexico. Hvor ville jeg gerne fortælle præsidenten for Mexico, "Hør nu, Felipe de Jesus Calderon: Efter 2. Verdenskrig var Finland i en forfærdende tilstand. De havde netop tabt to krige, den ene umuddelbart efter den anden, med Sovjetunionen. Med en befolkning på 3,5 millioner måtte de betale Moska krigsskadeerstatningerne på ialt 350 millioner dollars. Livet var barsk. Imidlertid, lige overfor med en ubevogtet grænse lå Sverige, neutral og uberørt af krigen. Sverige var velhavende og gavmild overfor alle flygtninge.
"Og ved du hvad? Næsten ingen finner greb den lette løsning og gik over grænsen, bort fra fattigdommen og ind til velstanden. I stedet forblev de hvor de var og genopbyggede Finland til et stade, hvor Finlands leveforhold er på linje med og endog overgår Sveriges.
"Rejs Dem hr. Præsident, og fortæl dit folk,'Vore amerikanske naboer har med stor generiøsitet undladt at lukke vor fælles grænse. Millioner af mexikanere har forladt Mexico for et bedre og lettere liv i USA. Hør nu dette: Vi vil nu lukke den grænse; ikke med vore tropper, men med jeres stolhed!
Mexico er velsignet med god landbrugsjord, rig på mineraler, olie; vi har potentialet til at være en indflydelsesrig nation; jeg mener virkelig rig! I har bevist i kan dyrke pot. Gå nu ud og bevis i kan dyrke stolthed. Vi regeringen, vil gøre vort til at slå ned på korruption, og det med gennemført vildskab. I, Mexicos folk, gør Jeres del, bliv hjemme hvor I er og opbyg det Mexico alle ved vi kan blive til. Hvor vover I at flygte fra Jeres fædreland for at plukke frugt og lave sort arbejde i Amerika? Kan I forestille Jer det nervøse sammenbrud, som de amerikanere der er imod ulovlig indvandring, vil komme ud for, hvis I holder op med at overskride grænsen? Kan I forestille Jer det udtryk i deres ansigter når vor mexikanske levestandard begynder at komme på højde med deres? Eller endnu bedre, kan I forestille Jer de fattige i Amerika snige sig ind i Mexico i søgen efter arbejde, og som taler spansk med den der latterlige gringo accent?
Drag nordpå hvis I absolut skal, men lad besøget være kort. Se Jer omkring. Se hvad der er muligt. Kom derpå hjem, og lad os tage fat her!"
Hvad mon præsident Calderon vil sige til mig - at mexikanerne er elendige finner?
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=126707
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar