Vold mod mænd glemmes i kvindedebatten

Vold mod kvinder i hjemmet - feministers krig mod mænd

Ved at beskrive alle mænd som brutale håber feministerne at kunne reducere halvdelen af befolkningen til en d'himmitude status.

Barbara Kay

Den industri der er vokset op om Vold i Hjemmet (VH) eller, som det noget mere præcist beskrives i forskningskredse, Vold mellem intime partnere (VIP) begyndte i god tro for nogle årtier siden som en nødvendig kampagne for at hjælpe kvinder der var fanget i krænkende forhold.

I løbet af årene, mens den triumferende feminist revolutions lange march op gennem institutionerne i Vesten gik videre med uophørligt uudfordret styrke, da fremstod VH som en meget politiseret hovedhjørnesten der skulle retfærdiggøre kvinders rettigheder - lovlig, økonomisk, familiemæssig - på bekostning af drenges og mænds menneskerettigheder.

Et vendepunkt i VH'ens kronologi, da fokus blandt de militante feminister skiftede fra at hjælpe de enkelte kvinder, til en mere totalitær ambition om at reducere den mandlige del af befolkningen til en slags kultur d'himmitude status, kan spores tilbage til den 6. december 1989, og til en skole der ligger blot 4 kilometer fra min hoveddør.

Den 6. december 2009, markeredes 20 årsdagen for en unik tragedie Vestens historie, den systematiske massakre af 14 kvindelige ingeniørstuderende, med 13 andre der blev såret, ved Montreal's École Polytechnique, udført at en ensom ung mand, Marc Lepine, der efterfølgende dræbte sig selv efter skyderiet. Som en voldelig handling mod kvinder, har massakren i Montreal ikke haft et fortilfælde eller noget lignende sidenhen. Lepine - han rigtige navn var Gamil Gharbi, men Lepine valgte at identificere sig med sin mor fra Quebec, fremfor med sin brutale kvindehadende algerisk fødte fader - var sociopat, ikke tilhænger af nogen tro, af nogen politisk bevægelse, eller kunne identificeres med nogen forfulgt gruppe. Han var ingen jihadist. Skønt man godt kunne argumentere for, at massakren kunne ligne noget i retning af æresdrab. Lepine's forbrydelse var i al væsentlighed sui generis (oprindelig- kun efter sin art) enkeltstående.

Sjovt nok, hvis han var en jihadkriger da ville feministerne være hæmmet i deres vilde kollektive dom, for standard reaktionen der følger med jihadhændelser er at afvise enhver forbindelse i handlingen med islam og at advare mod at komme med islamofobiske udtalelser.

I tilfældet med Montreal Massakren så herskede der det helt modsatte instinkt. Fordi Lepine's eneste karaktertræk var at han var en mand, da sanktionerede tragedien en hidtil uset fjendskab mod alle heteroseksuelle mænd. For alle elite feministiske apparatchiks dengang var det en glæde at deres allermest muskuløse og mandehadende følelser kunne komme til live ved denne blodige begivenhed i Montreal.

Fuldstændigt hæmningsløst, skamløst og uden at tage blot det mindste bevis i betragtning, der var jo ingen, forbandt de feministiske talskvinder den forfærdelige forbrydelse udført af en ensom sociopat med det almindeligt forekommende fænomen med vold mod kvinder. Marc Lepine "blev" altså til alle mænd, der ønsker at kontrollere kvinder, og dermed alle heteroseksuelle mænd - og den 6. december opnåede derved øjeblikkeligt en slags helliggørelsesstatus som en national sørgedag der, på grund af den voldsomme retorik og højtidelighed, overskyggede selv 9/11 mindehøjtidelighederne.

Som jeg skrev i december 2007 i en klumme i National Post.

Som en kontrast (til amerikanernes noget mindre interesse i 9/11 mindehøjtidelighederne), da ser det ud til at canadierne aldrig bliver trætte af den årlige hyldest, den 6. december, til massakren i 1989 på Montreal Polytechnique, hvor 14 kvinder blev skudt. Faktisk blomstrer det mere og mere for hver årsdag. Temaet, vold mod kvinder dominerer medierne; nye lægelige beretninger hives frem; flere programmer der skal slå ned på vold i hjemmet mod kvinder bliver indført i skolernes pensum; masser af hvide bånd omdeles; der bliver fremsat endnu flere strenge våbenregler. Den samlede effekt er at forbinde alle canadiske mænd med en global konspiration mod kvinder af jihadistiske proportioner.

Feminister overalt i Vesten får derved føjet flere følelsesmæssige temaer til for at give endnu større troværdighed til den allerede udbredte ondskabsfulde myte i tre dele, nemlig: At alle mænd - "patriarkatet" - af natur har en tendens til vold mod kvinder, at alle kvinder er potentielle ofre for mandlig agression, og at kvinders vold mod mænd aldrig er uprovokeret, men altid en selvforsvarshandling mod åbenlys eller dulgt mandlig agression.

Den ikke omtalte naturlige sammenhæng i disse falske fordomme er at vold begået mod mænd, enten af andre mænd eller af kvinder, ikke er værd at fordømme, eller anerkende officielt, eller blot har minimal lovlig betydning, og at det at kvinder lider skal anerkendes som værende socialt intolerabelt, og det at mænd lider ikke kan være i samme moralske klasse.

Som enhver grundig forskning og regeringsstatistik tydeliggør, da er kvinder langt mere opmærksomme på at rapportere om voldelige krænkelser, selvom et ligeligt antal mænd som kvinder erfarer en form for Vold i Hjemmet i deres levetid; mænd og kvinder bliver krænket ligeligt; og langt fra at være et nedarvet "patriarkalsk" instinkt for at kontrollre kvinder, da kan VH - i det mindste i jødisk-kristen kultur - altid føres tilbage til en individuel psykologisk lidelse (se henvisningen til Abusegate RADAR Rapporten forneden).

Langt den overvejende del af drenge og mænd, besidder ikke nogen 'slemme følelser' mod kvinder og ønsker ikke at kontrollere dem - deres impulser er faktisk meget ridderlige. Feministerne har aldrig kunnet forklare, hvorfor alle de "patriarkalske" og "kontrollerende" mænd om,bord på Titanic døde efter de frivilligt overlod deres redningsudstyr til kvinder og børn.

Den sociale og kulturelle fallit der er afstedkommet ved den feministiske vildledning om VH tigger og beder om at enhver ærlig observatør lægger alt sin styrke i at beskrive bedraget. De ganske forfærdelige uretfærdigheder der finder sted i retssager, hvor børns fædre har tabt forældremyndigheden til deres børn, under ledelse af dommere der er 'trænet' af feministiske VH "eksperter," har ødelagt livet for mænd gennem uimodsagte falske beskyldninger om misbrug og beskyldninger, og anklager om mændenes manglende evne til psykologisk og logistiske tjenester som åbenbart kun kan knyttes til kvinder - disse er blot nogle få at de menneskerettigheds krænkelser som mænd rutinemæssigt må udholde grundet Vold i Hjemmet industriens falske myter.

Kernepunktet i dette knopskydende myteproblem er den i 1991 påbegyndte "White Ribbon Campaign," der impulsivt blev organiseret af venstreorienterede mandlige canadiske politikere der gerne vil vise deres ivrighed for at indynde sig hos politisk indflydelsesrige feminister i de hysteriske efterdønninger af tragedien. Den "uddannelsesmæssige" og mindeværdige kampagne der hurtigt spredte sig til 57 lande, er baseret på en skræmmekampagne fyldt med falske fordrejelser der er gennemsyret af feminister der trækker i kommunikationslinjerne hos VH-industrien, såsom den påstand at en ud af tre (i visse fortællinger, 4) kvinder vil være offer for mandlig agression i hendes levetid, eller at drab ved ægtemanden er en hovedårsag til kvinders død (faktisk, er det ikke engang på listen over de vigtigste årsager.)

Troværdig information om VH kan meget nemt findes, men den største del af medierne videreformidler med overlæg de fordrejede "opdagelser" og "rapporter" der udspyes af håbløst fordomsfulde rådgivningsgrupper der kun har et formål, og hvis metoder, for at udtrykke det venligt, ikke lever op til den gyldne standard af samfundsbevidst, grundigt efterforsket forskning, eller som bruger veldefinerede omveje, eller som kun indsamler information om mand-mod-kvinde vold, eller som tilbageholder data om vold udført af kvinder - og jeg kunne fortsætte i det uendelige.

Den kontroversielle, og absolut uden for al tvivl, anti-mandlige Vold Mod Kvinder Lov (VAWA) bliver fremsat til genovervejelse i Kongressen i år- VAWA benytter sig af nøjagtig samme filosofi som White Ribbon Campaign, og skylder uden tvivl sin oprindelse, for en stor dels vedkommende, Montreal Massakrens efterdønninger.

Er der håb om et gennembrud for at rette offentlighedens opfattelse af Vold i Hjemmet, den nødvendige forløber for en køns-neutral tilgang til støtte for VH-ofrene hos politikerne? En opmuntrende indikator er dukket op i denne måned i form af en højprofileret Abusegate kampagne, organiseret af en koalition af grupper og enkeltindivider der arbejder på at reformere lovene vedrørende vold i hjemmene. Kampagnen vil gennem et koncentreret lobbyarbejde indeholde bestræbelser på Capitol Hill for at forklare, hvordan falske informationer fører til en forkert politik.

Den vil også fremvise en serie af radiointerviews med den internationalt respekterede ekspert om Vold i Hjemmet, dr. Donald Dutton fra Univeristy of British Columbia. forfatter til Rethinking Domestic Violence. Men Abusegates mest betydende bidrag til offentlighedens oplysning af VH-industriens bevidste vildledning af politikerne og offentligheden er sammenfattet i en hudløs ærlig special rapport, udarbejdet af en troværdig forskergruppe, RADAR (Respekt for nøjagtighed i rapportering om vold i hjemmet) Fifty Domestic Violence Myths.

Rapporten fortjener en vid distribution i medierne, både i politiske, uddannelsesmæssige og i jurakredse. Den smadrer helt og aldeles den ellers godtagne visdom ved mange aspekter hos VH. For eksempel fortæller den os at: Kvinder er ligeså tilbøjelige til at ville kontrollere som mænd; færre en 1% af hospitalsindlæggelser af kvinder - ikke 22% som det ofte doceres - skyldes VH, det faktiske antal årlige voldtægter der rapporteres af FBI er 90247, en tiendedel af det antal som feministerne påstår sker; 71% af børn der dræbes af den ene forælder blev dræbt af barnets moder; og 46 andre meget lidt kendte kendsgerninger om VH-industrien, som du ville ønske du ikke kendte.

Som en lille pudsighed kan nævnes at jeg forsøgte at finde billeder af mænd der har været udsat for vold af kvinder. På nettet findes meget, meget få, dette var et af dem, men til gengæld en overflod af billeder med kvinder der har været udsat for vold af mænd (synopsis-kommentar)

Denne rapport vil ikke have relevans for alle og enhver: Den er kun for mænd og for de kvinder der har eller har haft, eller måske vil få, i fremtiden, venlige tanker om en far eller en mandlig partner eller broder eller søn eller svigersøn eller mandlig ven, eller faktisk, enhver mand der har, eller måske en dag vil bidrage med noget positivt i deres liv, eller til livet hos deres kære. Derfor siger jeg, at denne rapport er relevant for dig, i det tilfælde du ikke føler dig forpligtet til at give den til hvem som helst. For de som den er relevant for, da skylder du mændene i dit liv at du deler den med andre.