Apartheid stortrives i Arabien

Apartheid er i live og har det godt i Arabien

Victor Sharpe

Vi står midt i en ny runde med Israel-forhånelse igangsat af organisatorerne bag "Israel Apartheid Ugen." De som har sat det i gang er travlt optaget af at vende logikken på hovedet. For dem er er op - ned, dag er nat, og rigtigt, forkert. De samlede hadspredere på venstrefløjen allieret med de dødsfikserede hadfyldte dele af den muslimske verden, hvis rækker er fyldt op med tomhjernede og godtroende droner, har i fællesskab besluttet at udbasunere deres malplacerede støtte til et arabisk folk der kalder sig selv palæstinensere, og som de formoder er ofre for apartheid. De kommer med denne falske anklage ved at tilsvine den israelske stat, og sammenligner og sidestiller det med det som engang var Sydafrikas Apartheid regime.

Ifølge denne flok, med op- og nedverdenens "had mod Israel," så bliver araberne holdt adskilt fra israelerne indenfor selve Israel, nøjagtig som de sorte afrikanere blev holdt adskilt fra de hvide i Sydafrika. Det er her kendsgerningerne søger tilflugt i en fantasiverden som man kun kan finde i Tusind og En Nats Arabiske Eventyr.

Den virkelige Apartheid der eksisterer i Mellemøsten kan ikke findes i Israel, men i de territorier der for tiden er besat af den Fatah-kontrollerede Palæstinensiske Selvstyreenhed og den Hamas-besatte Gaza-Stribe. De palæstinensiske arabere forbyder at alle jøder må bo hos dem. Enhver jøde man finder bliver som en følge heraf myrdet med koldt blod. Dette sanktioneres af Fatah og Hamas, der begge glæder sig over at benævne de arabiske terroristiske banditter som helte - og endog opkalder gader og pladser efter dem til ære for dem. Enhver araber, som man finder ud af har solgt ejendom til jødiske købere, bliver på lignende måde henrettet - ofte på offentlige pladser og gader i de palæstinensisk arabiske bosættelser.

Det geografiske teritorium kendt som Palæstina har, selvfølgelig aldrig eksisteret som et uafhængigt, suverænt land i hele menneskehedens historie, og helt sikkert aldrig som en arabisk stat. Det nuværende territorium indenfor Den Palæstinensiske Selvstyreenhed og i Gaza Striben var integrerede dele af det oldgamle og bibelske jødiske hjemland. Faktisk så sidder Den Palæstinensiske Selvstyreenhed på selve hjertelandet af Judæa og Samaria, kendt under dets jordanske navn, Vestbredden.

Det store territorium øst for Jordanfloden kaldes nu Kongeriget Jordan og udgøres af store dele af land, der også tidligere var del af det bibelske jødeland og stammeland. Men nu er det selvsamme enorme område, der strækker sig østpå mod Irak, nordpå mod Syrien og sydpå mod Saudiarabien (hvor Israel størrelsesmæssigt er som en dværg), også lukket for jøderne af de jordanske myndigheder, de kan ikke bo indenfor dets grænser - uden under dødens smerte. Som kontrast kan araberne der udgør cirka 20% af den samlede befolkning i Israel leve i den genoprettede jødiske stat, som borgere der nyder de samme rettigheder som alle andre med retfærdighed for alle.

Jordans styre indførte en lov i 1954, der forbød jøder at bo i Jordan. Det gjorde de ved at udstede borgerskab til alle tidligere indbyggere i det geografiske Palæstina - undtaget var de jødiske. Israels befolkning består af jøder, der er hvide, sorte, brune og gule. Det er ikke en apartheid stat grundlagt på racemæssige forskelle eller holdninger vedrørende racemæssig renhed og urenhed. Under apartheid i Sydfafrika, var sorte ikke borgere i landet og de fik ikke lov til at stemme. Alligevel fortsætter den skøre venstrefløj, allieret med den hadfyldte islamiske verden, at beskylde Israel for et mytisk apartheid system, mens man ignorerer de arabiske og muslimske udøvere af den faktiske apartheid der eksisterer så soleklart i Kongeriget Jordan, i de Palæstinensiske Selvstyreområder og i det Hamas kontrollerede Gaza.

Tsunamien med anti-jødisk hykleri og ondsindede holdninger der fejer henover universiteterne i Amerika og Europa er ødelæggende. Boycots af Israel, der stammer fra akademierne, er bygget op om en bedragerisk etos af arabiske fordrejninger og direkte løgne, alligevel accepteres de med glæde af godtroende studerende og fakulteter. Det ser ud som om, de intellektuelle der ytrer sig om deres elitære motiver i akademiernes korridorer alt for ofre bliver forført af det sidste nye. Det som bevises hermed, yderst sørgeligt dog, er at det afsløres, som en uomgængelig sandhed, er at intellektualismen ikke automatisk er lig med intelligens eller intelligent opførsel.

Hvor ville det være forfriskende om de samme studerende, professorer og forskellige Israel-hånere kunne lære, hvad araberne, der kalder sig selv palæstinensere har skabt med det som kan beskrive som anti-historisk. Så sindssygt er det opsat på en destruktiv benægtelse af den jødiske opretshav at de selvsamme arabiske palæstinensere har udformet en selvskabt indbildt bedragerisk benægtelse af endog selve eksistensen af Det Jødiske Tempel på Jerusalems Tempelbjerg -- trods de overvældende arkæologiske beviser på årtusinders jødisk civilisation og historie i landet. Det er derfor den palæstinensiske premierminister Fayad sendte sin lejesvende pøbel ud i Hebron og Jerusalems gader efter at Israel erklærede de oldgamle jødiske hellige steder ved Machpela Grotten i Hebron og den bibelske matriarks Rakels grav som nationale kulturarvssteder.

I 1. Mosebog 23:13 kan vi læse om den første jøde Abraham, der købte et landområde i Hebron af hittiten Efron som et begravelsessted for sin hustru Sara. Hans søn Isak og barnebarn Jakob blev også begravet der sammen med deres hustruer -- de jødiske patriarker og matriarker. Dette har ophidset de palæstinensiske arabere, fordi de jødiske grave befinder sig indenfor det territorium de kræver som en stat - for dem er det en ubelejlig sandhed. Et andet helligt jødisk sted, i det som verden holder af at kalde Vestbredden er Josef's grav i Nablus, eller det som engang var det bibelske Sikem. De 'godhjertede' palæstinensiske arabere vanhelligede fornylig den gamle grav, fyldte den med affald og ekskrementer, for at forhindre jødiske bedende og pilgrimme i at komme til stedet. Dette er klare manifestationer på apartheid - den arabiske udgave.

Med en åndeløs absurditet gør de arabere der kalder sig palæstinensere krav på den historiske forbindelse og slægtskab med de udryddede kaananæere og filistere. De har opdraget adskillige generationer af børn i børnehaverne, og indpodet dem med sådant frygteligt nonsens, overvåget med en kærlighed til barbarisme og en dødskultur. De er blevet opmuntret til dette af de korrupte ledere i de arabiske nabolande, der i mere end 60 år har stigmatiseret dem som flygtninge, og så alligevel samtidig har holdt dem indespærret fra livet i deres egne lande som ligner fængsler.

Ud af denne rædselsvækkende palæstenensiske-arabiske sekterisme har dødskulten udviklet sig sammen med en islamisk benægtelse af nogensinde at indgå i en ægte og holdbar fred med den ikke-muslimske stat kendt som Israel. Faktisk har der hos den jødiske befolkning, og dermed også for staten Israel været hensynsløs arabisk terror siden 1920'erne.

Overvej massakren på jødiske civile af deres arabiske naboer i judaismens næsthelligste by Hebron - den by som ikke kun huser den jødiske begravelsesplads for Abraham, Isak og Jakob, men som også kong David først gjorde til sin hovedstad. Det arabiske overgreb fandt sted i 1929, under briternes mandat okkupation. (Læs denne artikel på synopsis om omstændighederne) For alle de anti-Israel hyklere der skriger op om israelsk besættelse, ja de bør vide at den såkaldte Vestbred og Gaza Stiben ikke var okkuperet den gang. Faktisk blev den jødiske stat først født 19 år senere, i 1948 - alligevel myrdede og terroriserede araberne jøderne, så mange år tidligere.

Hyklerne bør spørge sig selv, hvorfor, efter den Israelsk-arabiske krig i 1948, da ægypterne besatte Gaza Striben og jordanerne den såkaldte Vestbred, at hverken Ægypten eller Jordan følte et behov for at oprette en ny arabisk stat som kunne kaldes Palæstina. Det gjorde de arabiske indbyggere heller ikke. Kun da Israel i 1967 besejrede den arabiske agression og befriede territorierne begyndte den arabiske verden at kræve, at der blev skabt en 23. arabisk stat. De burde også være klar over, at i dag bor næsten 98% af araberne der kalder sig palæstinensere i den arabisk-Hamas kontrollerede Gaza-Stribe og i den rivaliserende Fatah-kontrollerede Palæstinensiske Selvstyreenhed. Der er faktisk ingen besættelse. Hvad mener de derfor når de råber op, og i vrede taler om Israels okkupation, medmindre det er et udtryk for at de helst ser Israel udryddet?

Der er ingen israelsk apartheid mod araberne. Men der er helt sikkert arabisk apartheid rettet mod jøderne, som får nægtet deres ret til at leve blandt araberne selv i deres forfædres og bibelske hjerteland, der er okkuperet og kontrolleret af Det Palæstinensiske Selvstyre og det islamistiske Hamas.

Det er så sandelig en verden der er vendt på hovedet, og som man betragter gennem et vindue der forvrænger og forvirrer utallige millioner. Det drejer sig meget mere end en arabisk-israelsk konflikt over området, det er så meget meget dybereliggende end det. Det er en islamisk benægtelse af at ville acceptere en genoprettet jødisk stat, hvor engang det muslimske fodaftryk så triumferende har været sat. Selve den kendsgerning at de palæstinensiske arabere, der for det helt store flertals vedkommende er muslimer, og aldrig vil acceptere en lillebitte jødisk stat indenfor de enorme arabiske landområder, der strækker sig fra Mauritanien i Vest til Irak i øst, det er helt klart et tydeligt og nærværende bevis på muslimsk og arabisk apartheid. Denne uomgængelige kendsgerning skal man forstå.

I den kontekst bliver jeg mindet om at det var den indiske leder Mahatma Ghandi der sagde, "Mens hinduer sikher, kristne, parsere og jøder, sammen med adskillige millioner af tilhængerne af animistiske religioner, alle har boet sammen i relativ harmoni, så har en religion, der ikke vil acceptere kompromiser, skilt sig ud fra de andre: Islam."

Det ville være et oplysende og lærd øjeblik her i de første år af det 21. århundrede om øjnene og ørerne hos Israel-forhånerne kunne blive åbnet med erkendelsen af at de har rettet skytset mod den forkerte nation, og at apartheid er spillevende og stortrives i den arabiske verden.

Victor Sharpe is a freelance writer and author of several published books including Volumes One and Two of Politicide: The attempted murder of the Jewish state.