Byzants hvad kan vi lære?

Hvad Byzants kan lære os om vor nationale sikkerhed?

Ishmael Jones

The Grand Strategy of the Byzantine Empire

af Edward N. Luttwak

Belknap Harvard, 498 sider.

Civilisationen i byen Rom blev udslettet i året 476, men lærde idag anerkender at Det Romerske Imperium fortsatte med at trives i dets østlige hovedstad Konstantinopel, i det vi kalder Det Byzantinske Imperium. Som Edward Luttwak bemærker, så benyttede byzantinerne ikke ordet "Byzantium." De kaldte sig Romere og deres fjender kaldte dem også romere. Det Byzantinske Imperium videreførte de romerske traditioner for civilisation, handel, lovgivning og uddannelse i næsten 1000 år mere, indtil de mødte deres ende efter en heroisk kamp ved muslimernes erobring af Konstantinopel i 1453.

I sin spændende bog, med baggrund i 25 års forskning, beskriver Edward Luttwak den Storslåede Strategi, der tillod, at den byzantinske civilisation kunne overleve så længe, trods modstand fra historiens mest beslutsomme fjender. En liste, dog kun delvis, over Byzants fjender kunne indbefatte successive bølger af Hunner, Avarer, og Mongoler fra de store stepper; slaver, vikinger, og russere fra nord; Persere og arabere og tyrkiske muslimer fra øst og syd; og "lyshårede mennesker": Frankere, gotere og lombardere fra vest.

Byzants omgivet af fjender 1450

Skønt Byzants var en udvidelse af Det Romerske Imperium var deres overordnede strategier bemærkelsesværdigt anderledes. Byzantinerne indså, at de ikke kunne besejre fjenderne som Romerne havde gjort, fordi ved at ødelægge en fjende da ville de byzantinske styrker selv blive udmattet og det ville åbne op for en ny bølge af invaderende. Som vi har lært med Sovjetunionens opløsning, så er ødelæggelsen af en enkelt fjende ikke det samme som at alle fjender er elimineret. "Det geniale ved den byzantinske Store Strategi var at gøre fjendernes mangfoldighed til en fordel, ved at anvende diplomati, bedrag, bestikkelse og religiøs omvendelse for at få dem til at bekrige hinanden istedet for at bekæmpe imperiet," skriver Luttwak.

Ligesom byzantinerne, ønsker amerikanerne ikke at udkæmpe krig ved nedslidning. Forsyningen af unge jihadister for eksempel er potentiel ubegrænset. De er alt for mange og kan let erstattes. På vor siden findes ingen uerstattelige soldater. Vi har altfor meget til fælles med byzantinerne - der var blandt de første til at stille spørgsmål ved krig som en gyldig menneskelig handling, ligesom vi gør i dag.

Vi har brug for kundskab og en strategi for at besejre vore fjender, og et væsentligt element er fremragende efterretningsarbejde. Af særlig indteresse er Luttwaks analyse af det byzantinske eferretningsvæsen og dets metoder, der kan benyttes til at forbedre vort eget efterretningsvæsen, og således beskytte vor egen stolte civilisation.

Luttwak beskriver på hvilken måde de byzantinske spioner fik eskorte til grænseområderne af spejdere. Spionerne kom derpå ind i de fremmede hovedstæder, ofte som købmænd, i det som man i dag ville kalde "handelsmæssig dække." Spionerne boede og arbejdede derpå i fjendens territorium. Ved at benytte budbringere var de i stand til at kommunikere information tilbage til Konstantinopel, og ved at være på plads i de fremmede lande kunne de forsætte med at indsamle information.

At have spioner der bor og arbejder i fjendens territorium er altafgørende. Vi har ikke dette nu - mere end 90% af vore CIA agenter bor og arbejder udelukkende i USA og de fleste af resten af dem er på U.S. Ambassaderne. Der er en udbredt forståelse blandt efterretningsofficerer og i Senatets og Husets Efterretnings Komiteer for, at vi har brug for at flytte flere af vore agenter til udenlandske opgaver, udenfor ambassaderne. Faktisk blev der brugt mere end 3 milliarder dolars efter 9/11 angrebene på at få flere CIA agenter placeret i udlandet under handelsmæssig dække, men foretagendet har indtil nu vist sig nærmest umulig. Ingen ekstra , effektive agenter er blevet overført til udlandet.

For at overleve, ligesom Byzants, har vi brug for spioner i fremmede lande. Hele fokusområdet hos den byzantinske spionindsats var udadgående, at sætte spioner tæt på alle informationskilderne i de fremmede lande.

Byzants havde intet etableret netværk af diplomatiske delegationer og missioner, hovedsageligt fordi de lange afstande mellem hovedstæderne gjorde dette praktisk umuligt. Arbejdet som diplomat i Byzantz var farefyldt, fordi det at rejse til en fremmed krigsherres hovedstad betød en lang rejse gennem farligt teritorium. En rundtur til Kina tog 3 år.

Byzants spioner var eventyrere, sendt ud for at bringe den information der var brug for hjem, de skulle ikke sidde bag skriveborde. Byzantinerne var så heldige, at de ikke havde ambassade faciliteter. Med vort system i dag, da plejer de agenter vi sender til fremmede lande, at befinde sig på ambassadernes bevogtede områder, og derved begrænses deres adgang til efterretninger. Efterretningssystemet Byzants beskæftigede næsten alle dets borgere i fremmede lande - og det udenfor ambassaderne. Amerikansk efterretningsvæsen beskæftiger næsten ingen af sine ansatte på denne måde.

Man havde gode spioner i Byzants, men slet ikke noget efterretningsbureaukrati. Embedsmænd der var indblandet i behandlingen af spioneriet udførte disse funktioner samtidig med deres andre pligter. De havde på intet tidspunkt et hierarki af efterretningskontorer og overvejede aldrig at skabe det. I Amerika har vi haft et efterretningsbureaukrati lige siden CIA blev oprettet i 1947. Vi har brug for spioner, men ikke brug for et efterretningsbureaukrati.

(Selvfølgelig havde man bureaukrater i Byzants, bare ikke indenfor efterretningssystemet. De skatter som blev pålagt befolkningen var tunge. Luttwak påpeger, at en fordel muslimerne besad i erobringen af Nordafrika og Levanten var at de ikke havde nogen bureaukrater til at forstryrre dem fra deres fjerntliggende hovedstæder Mekka og Medina. Således var deres behov for skatter lavere end Byzants. At overgive sig til muslimer betød ofte, måske som et plus, en lavere skattebyrde.

Belejringen af Konstantinopel 1453

Efterretningsarbejdet i Byzants var fremragende. Man var ikke bange for at få selv de allermest hengivne muslimer som agenter. Hvis islams dominans er uundgåeligt, ræsonnerede nogle af deres rekrutterede kilder, hvad betyder det så hvis jeg giver noget information, oplysninger til byzantinerne? Byzantinerne havde en holdning til at alt kan lade sig gøre og vidste at lidt guld kunne få selv den allermest ideologisk yderligtgående muslim til at skifte side. Vi har brug for den samme, 'alt kan lade sig gøre,' holdning hos CIA. Ofte viser det sig at den største forhindring for vor CIA officerers tilnærmelser til potentielle kilder er den at CIA Hovedkvarteret blokerer en sådan tilnærmelse ved at hævde, det ikke kan lade sig gøre. Dog gennem hele min karriere, blev jeg altid behageligt overrasket over, hvor hurtigt nogle håndører kan konvertere ideologer til vor sag.

Byzantinerne var dygtige til brugen af overtalelse. En teknik, samtidig med at man var på krigstogt i fjendens territorium var at afholde sig fra at nedbrænde og plyndre visse højtstående mænds ejendomme og derved lade dem komme under mistanke.

Byzantinerne var eksperter i at splitte deres fjender og opmuntre slumrende etniske grupperinger. Stammerne fra stepperne, f.eks. hunnere, var i begyndelsen en lille stamme fra Centralasien og voksede gennem etnisk opslugen og erobring, og ved at opsluge andre kulturer, således at da deres militære styrke var på sit højeste udgjordes den af mange etniske grupper. Underkastelsen kan være årsag til at en kovending af denne proces finder sted, ved at man opsplitter disse fjender til deres oprindelige bagland, vækker etniske spændinger ved hjælp af bestikkelse, alliancer og overtalelsesevner.

Byzantinerne benyttede Kristendommen for at få konvertitter og skabe alliancer. Vi skaber alliancer gennem konversion til vort demokrati og idealerne i vor Forfatning. Byzantinerne benyttede ikoner og Konstantinopels pragt; vi har vor økonomis levedygtighed og vitalitet, vore byers pragt, og løftet om den samme mulighed. Byzantinernes manipulation med at skabe en længsel hos de fremmede høvdinge efter titler og ved at smigre dem, og give gaver til fremmede målgrupper er noget vi forstår -- disse ting står i vore efterretningsmanualer -- men vi har dog brug for at komme ud og bruge dem.

Byzantinerne har meget vel hadet deres fjender, men de forsøgte at forstå dem og at lære deres sprog. Faktisk så kender vi kun den tidlige historie hos mange kulturer, såsom bulgarerne, kroaterne, tjekkerne, moravianerne, ungarerne og serberne udelukkende på grund af byzantinske tekster. Den byzantinske manual Stragegikon of Maurikios beviser denne intense interesse for at forstå andre kulturer. Dens beskrivelser er ofte lige til at benytte idag: "Vestens lyshårede folk er "modige og frygtløse i kamp. Vovemodige og vedholdende som de er, betragter de enhver tøven og selv den mindste tilbagetrækning som en vanære." Det er sådanne kvaliteter Luttwak fremhæver der giver styrke, men også taktiske begrænsninger. Strategikon beskriver perserne som en folk der adlyder deres ledere på grund af frygt. Dens kommentarer om de russiske krigere lyder som beskrivelsen af det 20. århundredes russiske soldater. Luttwak observerer at magtfulde nationer ofte ser bort fra at forske i deres besejrede, hvilket fører til begivenheder som Napoleons undervurdering af Zarens hær af trælle og fordrukne officerer i 1812.

Vi har brug for at opdyrke en sand interesse i de kulturer og sprog som vore modstandere benytter sig af. De fleste af CIA folkene der var med til at forfølge bin Laden før 9/11 havde ingen kendskab til arabisk sprog eller arabisk kultur, og heller ingen ingen interesse i at lære det. CIA ansatte er kloge og dygtige, men man opnår kun forfremmelse gennem netværket af kolleger indenfor U.S. regeringsbygningerne. Engelsk er det eneste sprog brug der er brug for. Enhver der har været i udlandet for at jage bin Laden og er kommet hjem år efter,ville være helt ukendt for nogen på Hovedkontoret, og derfor udenfor mulighed for forfremmelse.

En noget senere byzantinsk manual Strategikon of Kekaumenos er sandsynligvis skrevet på det tidspunkt da imperiet var ved at forfalde på katastrofal vis, og giver bud og råd som jeg synes er skræmmende familiære og velkendte fra vor tid: At en general skulle undgå at være enten for frygtsom eller for vovemodig og udføre mindre operationer, der kun giver lidt risiko for at skade hans ry, uden faktisk at risikere noget som helst. Denne manuals råd går ind for, at imperiets skæbne er mindre vigtigt, end individets personlige succes. Tonen i denne manual afspejler helt sikkert en dyster periode med forfald og nedtur i imperiets historie. Den minder mig om den slags råd som ledende erfarne CIA officerer giver deres betroede protégérer i dag. Se travle ud, men tag ingen risici. Se på hvilken som helst CIA operation i pressen, fra Joe Wilsons besøg i Niger, (yellowcake uranium fadæsen) til Abu Omar skuespillet, og spørg dig selv: Var denne operation blot beregnet til at man skulle se travle ud, uden man tog nogen som helst risiko?

Edward Luttwak viser, at forståelsen og den praktiske militære taktik og strategi ved at udforske kavalleriets taktik, at man overtog hunnernes pileskydningsteknik, den specielle refleks bue (der blev holdt sammen af dyreknogler og strengen udgjordes af tørrede sener), virkningen af intensiv militær træning og vigtigheden af fart, benyttelse af bedrag og manøvredygtighed, var yderst vigtigt for at man klarede sig længe midt blandt de omgivende fjender. (se kortet i artiklen)

At benytte udtrykket "Byzantinsk" som et tillægord der henviser til dysfunktionelt bureaukratisk skemalægning vil helt sikker ændre sig efterhånden som mennesker forstår at byzantinerne faktisk var yderst effektive. Jeg vil ikke længere benytte ordet til at beskrev vort udulige efterretningsbureakrati, fordi byzantinerne indsamlede efterretningerne på en brillant facon. Amerikanerne har et uovertruffent militær. Mine kolleger fra de tidlige dage i Marinekorpset, mænd som i dag er generaler og oberster skal læse Luttwaks bøger. Svagheden ved den amerikanske strategi skal ikke findes i militæret, men i efterretningsbureaukratiet, og det er i denne enhed af den større strategi jeg synes Luttwaks lærde værk er yderst væsentlig.

Ishmael Jones, a former Marine officer and a former deep cover CIA officer, is the author of The Human Factor: Inside the CIA's Dysfunctional Intelligence Culture.