En rejse i Ægypten

Min rejse i Ægypten

Indtryk af livet hos ikke-muslimer under Islamisk undertrykkelse

Jesse Petrilla

Fornylig vendte jeg tilbage til USA fra Ægypten som jeg havde besøgt på en rejse for at finde fakta om, hvordan livet er for ikke-muslimerne som lever under Islamisk herredømme. Det jeg så var en alvorlig form for undertrykkelse og diskrimination som mange amerikanere og vesterlændinge alt for længe har ignoreret. Det er et sted med uhæmmet politi brutalitet og korruption, og hvor ikke-muslimer betragtes, i bedste fald, som andenklasses borgere og som dagligt udsættes for brutale overgreb. Alt dette foregår i et land som er et populært turistrejsemål for borgere fra USA og som har modtaget hjælp fra USA som langt overstiger 28 milliarder dollars bare de sidste 30 år. Jeg ville gerne undersøge, hvordan livet vil forme sig, hvis vore fjender og deres allierede opnår det de stræber efter. Det jeg erfarede var et skræmmende billede på det hårde liv som er i vente for fremtidige amerikanske generationer i Islamisk dominerede områder i USA, dersom vi ikke er opmærksomme på den islamisk undertrykkelse der allerede nu finder sted i denne alvorlige tid i amerikansk historie.

Min rejse begyndte ombord på EgyptAir flyvet fra JFK lufthavnen. Jeg var en smule overrasket, for at sige det mildt, da introduktionsvideoen blev vist før afgang, i stedet for den sædvanlige sikkerhedsvideo, fremtonede et billede af en moske og en dyb stemme begyndte at recitere islamiske bønner fra Koranen. Jeg har fløjet med EL Al fra Israel nogle gange, ligesom hundredevis af flyvninger med andre internationale, og USA flyselskaber, og jeg har aldrig nogensinde oplevet at blive præsenteret for en kristen eller jødisk bøn. Forestil dig reaktionen fra amerikanere, hvis et luftfartselskab her skulle forsøge noget lignende. I det man ikke tager hensyn til praksis hos andre luftfartselskaber da mener et muslimsk luftfartselskab tilsyneladende at det er passende at formode at alle dets passagerer ønsker at høre en muslimsk bøn, uanset deres religiøse overbevisning.

Sikkerhedsvideoen fulgte derpå og min rejse kunne begynde; jeg var på vej til Cairo og Alexandria for at opleve, hvordan livet udformer sig for ikke-muslimer.

På den første dag besøgte jeg det gamle Cairo. Jeg vandrede i sidegaderne, jeg besøgte mange gamle kirker der. Da jeg kom rundt om et hjørne var der en gammel synagoge. Begejstret over at kunne finde ud af, hvordan jøderne opfattede livet der gik jeg ind, blot for at blive meget skuffet og yderst frastødt over det jeg så. Synagogen var fyldt med hijab-klædte muslimske kvinder som solgte læskedrikke og postkort. Det er blevet et museum, som regeringen åbenbart benytter til at vise deres 'store tolerance.' Jeg overhørte turguiderne tale om, at "der engang var jøder her", og jeg fik at vide, at der blot er en anden synagoge tilbage i byen. Her kan man spekulere over om der mon en dag vil være områder i Amerika med et museum over den sidste eller næstsidste synagoge eller kirke. Irriterende er det, at det Ægyptiske politi ikke giver tilladelse til nogen at fotografere i synagogen, hverken udenfor eller indvendigt, og de truede med at tage mit kamera, dersom jeg ikke makkede ret.

På min videre færd gennem gader påbegyndtes 'påmindelsen' om, fra den lokale moske, at nu var det tid til eftermiddagsbøn, derpå fulgte den næste moske, så en tredje indtil den fuldstændig øredøvende lyd fra højtalerne i moskeerne over hele byen skar gennem luften med det ensformige kald "Allah akbar" fulgt op af vers fra Koranen. Jeg mindes hvordan man i adskillige amerikanske byer, her i blandt Dearborn, Michigan, er begyndt at ændre bestemmelserne om offentlig 'lydpåkaldelser' for at lignende kan finde sted i Amerika. Jeg begav mig på vej for at mødes med en ven, som er menneskerettighedsaktivist i Ægypten. Han viste mig den ægyptiske forfatning der i artikel II fastslår, at Sharia Lov skal være "hovedkilden for lovgivningen." Dette krav gælder for enhver i landet uanset religiøs overbevisning. Min ven fortalte, og viste fotos af unge kristne piger der var blevet bortført og tvunget til at konvertere til Islam og truet med døden, og ligeledes blev deres familier truet, hvis de fortrød konverteringen. Efter adskillige dage i Cairo fortsatte min rejse til Alexandria, hvor jeg skulle besøge mange kirker, der har været under angreb i de senere år.

I toget til Alexandria, passerede vi gennem landsbyer på landet, hvor der var enorme bjerge af hø på hustagene i landsbyhusene; vores guide fortalte os at kvæget sover i huset sammen med menneskene om natten. Jeg spurgte i spøg, om kvinderne så sov i stalden, men fik ikke noget svar entydigt svar. Nu bemærkede jeg, at hovedparten af mændene overalt hvor jeg færdedes havde en rundt mærke/sår i panden, noget der kunne minde om noget fra Åbenbaringen i Bibelen. (Dyrets mærke) Min guide berettede at det kom af at røre ved gulvet med panden når de bad; han fortalte ligeledes at især i Ægypten og måske alle andre steder, opvarmer nogle mænd en ske i ilden og brænder sig i panden for at tydeliggøre mærket, det ser ud til at være et symbol på, at man er meget 'cool', og rettroende.

Zawadiri (al-queda) med tydeligt bede'slid'mærke i panden

Da vi forlad toget i Alexandria blev vi mødt af en politibetjent som gjorde min koptiske ven opmærksom på, at han ikke have tilladelse til at være min guide, og at han krævede en 'bøde' før han ville lade os være. Dette var ikke første gang på rejsen at politibetjente nærmest forlangte 'bestikkelse.' Hver gang jeg tog mit kamera frem dukkede en betjent pludselig frem og gjorde opmærksom på, at jeg ikke måtte tage billeder medmindre jeg betalte ham en nærmere fastsat 'bøde.' Sædvanligvis drejede sig ikke om mere en ti eller tyve dollars i 'afgift' og heldigvis formåede min guide at overtale betjentene til at undlade at opkræve disse 'afgifter'. På det lokale hotel tændte jeg for fjernsynet og blev præsenteret for Frihedsstatuen sat i flammer; i afsky skiftede jeg kanal blot for at se et videoklip af et lille grædende barn med armene i vejret klippet sammen med billeder af US soldater. Billedet skiftede da til en blødende dreng dreng som lå på jorden i en helt tydelig antiamerikansk propagandafilm, alligevel kunne man se, til højre for drengen, en US læge som hjalp sårede børn, uden tvivl såret af Jihad terrorister, men det fremgik selvfølgelig ikke af hele stemningen i videoen.

Vores første besøg i Alexandria var St. George Kirke, stedet for et brutalt angrab i 2005, hvor en muslim først i tyverne, afbrød en gudstjeneste . Han råbte "Allah akbar" og dolkede en nonne i brystet. Adskillige dage efter knivangrebet angreb en vred muslimsk folkemængde også kirken, svingede med bannere og kastede sten mod de kristne. Flere biler og forretninger, ejet af kristne, i området blev sat i brand og til sidst blev tre mennesker dræbt på grund af volden, altsammen igangsat af ubekræftede rapporter om, at en teaterproduktion som skulle have fundet sted i kirken, havde medført rygter om, at Islam var blevet krænket. Jeg overværede en gudstjeneste i kirken og for hvert 15. sekund lyd det fra højtalerne som var indstillet mod kirken fra de nærliggende moskeer, muslimske råb mod kristne. "Allah akbar! Allah akbar!" sammen med andre tilråb i forsøget på at afbryde gudstjenesten. Det fandt sted tillige udover de daglige fem påkaldelser til bøn som kunne høres fra de samme højtalere. Det var forulempelse kun beregnet til at forstyrre de kristnes gudsdyrkelse og standsede lige så snart at kirken var tom efter gudstjenesten. Jeg har optaget en lille sekvens af hændelsen og lagt den på You Tube.

Min næste destination var Allehelgenerskirken. Da jeg ankom så jeg en stor moske umiddelbart overfor kriken og endnu en ved det næste hushjørne. Her var det samme fremgangsmåde som ved den tidligere besøgte kirke, og min guide forklarede at lige så snart en kirke var blevet bygget dukkede moskeer op rundt omkring den. Dog er det i dag næsten umuligt at få tilladelse i landet til at bygge en ny kirke. Allehelgenerskirken var endnu et sted der var blevet angrebet i 2006, her havde en jihadist trængt ind og knivstukket kirkegængere samtidig med at han råbte det velkendte "Allah akbar". Han nåede at angribe tre kirker samme dag, sårede mange ganske alvorligt og dræbte en 78 årig mand. Alligevel afviste regeringen hændelsen som et isoleret udtryk for en sindsforvirret gal mands værk.

Jeg mødtes med mange mennesker på min rejse og erfarede en hel del om, hvordan det er at leve og bo som en minoritet under Islam. Jeg talte med en præst der berettede om, hvorledes den unge generation af kristne følte sig mere og mere isolerede og derpå i stigende antal lod sig islamisere. Jeg talte med en mand om, hvorledes hans kristne børn bliver undervist i de offentlige skoler, hvordan de fordømmes til straf i Helvedet hvis de ikke bliver muslimer. Jeg erfarede om brutal forulempelse og undertrykkelse, om et liv dikteret af Islamisk lov som mange amerikanere ikke kan forestille sig, men som de langsomt kan begynde at erfare selv. Inden vor afrejse viste vor guide os sit ID-kort som havde en markant 2 tal i hjørnet. Han fortalte at det kræves af kristne at dette nummer er på deres ID. Jeg spurgte om muslimer også skulle have et nummer. "Ja," svarede han. "Nummer 1."

http://www.unitedamericancommittee.org/afteraction_egypt.htm