En Massakre af Castro

Humberto Fontova

I det tidlige morgengry den 13. juni 1994, sneg 72 desperate cubanere - unge som gamle, mænd som kvinder - sig ombord på en faldefærdig, men dog sødygtig slæbebåd i Havanas havn og satte kurs mod USA i håbet om at opnå frihed.

Lad Jack Nicholson hævde at deres fangenskab i hjemlandet er "et paradis." Lad Bonnie Raitt hæst synge sin folkevise og kalde det "Happy Little Island!" Lad Ted Turner hylde deres slaveholder som en "Allerhelvedes Karl!" Lad det Demokratiske Partys chef Frank Mankiewics erklære at Castro "er en af de mest charmerende mænd jeg har mødt!" Lad Michael Moore hylde velsignelserne ved Cubas sundhedssystem i filmen Sicko. Lad Barbara Waters føje værdighed til mens hun hensynsfuldt "interviewer" Castro "du har bragt meget velstand til dit land."

De mennesker der gik ombord på slæbebåden vidste bedre. Af en enkel grund: Skæbnens grusomme hånd havde tvunget dem til at leve under hans herredømme.

Den skrantende båd forlod havnen, og de fem fod høje bølger skyllede hen mod den. Mændene gik igang som besætning, mens mødre, søstre og tanter tyssede på de skrækslagne børn, hvoraf nogle blot var et år. At vende om var udelukket.

Nogle få sømil ude på det oprørte hav - mærkede den 30 årige Maria Carcia nogen røre ved hendes ærme. Hun så ned og det var hendes 10 årige søn Juan. "Mami, se, og han pegede bagud mod land. "Hvad er det for noget lys?"

"Det ser ud som en båd der følger efter os, søn," sagde hun mens hun strøg hans hår. "Vær rolig mi hijo (min søn). Forsøg af sove. Når du vågner vil vi være sammen med vore fætre og kusiner i et frit land. Vær ikke bange." Maria havde mistanke om at lysene tilhørte Castros patruljebåde på vej for at afskære dem.

I løbet af øjeblikke var patruljebådene oppe på siden af slæbebåden og - SLAM!! med sit stålsbovspryd havde den nærmeste patruljebåd hamret ind i slæbebådens hæk. Mennesker blev slynget rundt på dækket som bowlingkegler. Men det var vel et uheld ikke? Søen var jo hård. Det kan jo ske ikke sandt?

"HALLO, PAS PÅ!" råbte en mand mens han rørte en bule i panden. "Vi har kvinder og børn ombord!" Kvinderne fremviste deres grædende børn for at bevise det. De skulle bare vide.

Dette gav de tapre Castroitter et perfekt mål for deres vandkanoner. Vandkanonen blev rettet til og SPLASH i gangsat. Vandtrykket skød ind i slæbebåden, fejede dækket rent, slog de flygtende omkuld, kastede dem mod rælingen, og blæste nogle af dem ud i de fem fod høje bølger.

"MI HIJO! MI HIJO!" Skreg Maria da vandstrålen hamrede ind i hende og flåede det meste af hendes tøj af kroppen og rev Juan bort fra hendes greb. "JUANITO!

JUANITO!" Hun tumlede desperat rundt, stadig blindet af vandtrykket. Juan var blevet slynget ud af hendes greb og hen langs dækket, og klyngede sig nu desperat til rælingen 10 fod bag Maria, mens store bølger skyllede hen over ham..

SLAM! En anden af stålpatrulejbådende drejede skarpt og hamrede ind i slæbebådens anden side. Derpå - KRAK! endnu en forfra. SLAM! den bageste hamrede ind i dem igen. Slæbebåden var omringet. Det var klart nu. Disse hændelser var ikke uheld. I Cuba sker noget sådant ikke uden på ordre fra TOPPEN.

"Vi har kvinder og børn ombord!" Råbte mændene. "Vi vender om nu, OK?!"

SLAM! Castroitterne besvarede anmodningen ved at hamre ind i dem igen. Og denne gang blev slaget fra stålbovsprydet efterfulgt af en knækkende lyd fra træslæbebåden. På få sekunder gik den fra hinanden og sank. Dæmpede skrig og råb kom nedefra. Det viste sig at kvinderne og børnene, der var søgt i ly under dæk efter det første stød faktisk var gået ind i deres egen vandgrav.

Med båden i stumper og tykker og vand rundt omkring dem fik nogle af dem i dødens stund fat i deres børn og det lykkedes dem at svømme ud. Men ikke alle. Brølet fra vandkanonerne og larmen fra bådmotorerne dæmpede de fleste dødsskrig, alle menneskerne råbte, hostede kvaltes og sank.

Heldigvis var en græsk fragtbåd på vej til Havana i nærheden af slagtescenen og skyndte sig for at komme til assistance. NU smed en af Castrobådene nogle redningskranse ud, og begyndte at hale mennesker ind, idet de lod som om, at det havde de gjort hele tiden.

Maria Garcia mistede sin søn, Juanito, sin mand, bror, søster, to onkler og tre fætre i denne martime massakre. Ialt drukende 43, 11 af dem børn. Carlos Anaya var 3. Yisel Alvarez 4. Helen Matinez 6 måneder.

Og al denne død og rædsel for at flygte fra et land der igennem det 20. århundrede oplevede en immigration, hvor både og fly bragte mange flere ind i landet end der rejste - undtagen for ferieture. (trods det du ser i Godfather, holdt i 1950, flere cubanere ferie i USA end amerikanere på Cuba, som det er passende for en nation med en større middelkalsse end Schweitz.)

31 mennesker blev endelig halet op af vandet og tilbage til Cuba, hvor de alle blev fængslet eller sat i husarrest. De havde ikke gennemlevet nok endnu. Nogle få af dem undslap Cuba senere på tømmerflåder og nåede Miami. Således har vi nu Maria Garcias hjerteskærende vidnesbyrd som det præsenteres for FN, OAS, og Amnesty International der arkiverer "klager," rapporter, "protester."

Dette var helt klart en slyngelgerning udført af vildledte tosser siger du. Ingen regering, kunne umuligt sige god for det, eller endda give ordre til noget sådant! Ikke sandt?

Helt forkert. Intet er tilfældigt i Cuba. En af de tapre vandkanonerer blev endog dekoreret (personligt) af Castro. Måske for det perfekte skud. Et treårigt barn er trods alt et lille mål. Et seksmåneders endnu mindre. "Fantastisk arbejde i forsvaret for den glorværdige revolution companero!"

Hvad er så resultat af alle de "anmodninger", "protester" og så videre gennem OAS, FN - hos alle disse berømmede "multilaterale" organisationer?

Jo, her i sidste uge proklamerede OASs præsident Jose Insulza, samtidig med at han slyngede fornærmelser ud mod den forfatningsmæssigt lovlige regering i Honduras, sin "største respekt og beundring fro Fidel Castro."

Og blot 18 måneder efter hans velovervejde massakre på kvinder og børn modtog Fidel Castro en højtidelig invitation til at tale i FN på organisationens 50 års dag. Castro var faktisk æresgæst. "Det varmeste emne på Manhattan!" skrev en Newsweek artikel den uge. "Fidel indtager Manhattan!" pippede Time Magazine.

Efter hans 'hujende, fejende, fodstampende bifald i Generalforsamlingen ("Castro fik den højeste og varmeste modtagelse," skrev Time) kastede Castro sig ud i Manhattans sociale vrimmel, omfavnende dusinvis af glitterattigliteratti, kändisser og aktiehandlere.

Først hen til Mort Zuckermann's 5th Avenue hule som en æresgæst for en storslået frokost. En åndeløs Tina Brown, Mike Wallace, Bernard Shaw, Dan Rather, Peter Jennings og Barbara Wlater var alle tilstede, skrev autografer og stillede op til fotos. Diane Sawyer glemte helt sig selv i denne kære barnemorderes nærvær. Hun skyndte sig hen til ham kom med et af sine kæmpetandsmil, slyngede armene omkring Castro og snavede ham varmt på kinden.

"I mennesker er virkelig creme de la creme!" sagde den skæggede mand til de henførte gæster.

"Hørt, hørt" kvidrede de opløftede gæster mens de nippede til deres vinglas i værdsættelse og begejstring. Ifølge U.S.-Cuba Trade and Economic Council, modtog Castro ved det besøg 250 middagsinvitationer fra amerikanske berømtheder og børsmæglere. Hvem vil vædde en femmer på, at i dag jamrer og beklager alle 250 sig over "rædslerne" på Guantanamo.

Hvad er så alternativet, hvis man ikke kan flygte fra Cuba? I Cuba i 1986 var selvmordsraten 24 pr. tusind - det dobbelte af gennemsnittet i Latinamerika, og mere end tre gange så meget som under det unævnelige Batista styre, og således er cubanske kvinder de mest suicidiale i verden, og selvmord er førsteårsag til dødsfald for cubanere i alderen 15-48.

På det tidspunkt, 1986, holdt den cubanske regering op med at offentliggøre statistikker om dette selvslagteri, og omtaler dem nu som "voldelige dødsfald" og lignende. Kendsgerningerne har åbenbart været for gruopvækkende selv for Cubas stalinistiske styre.

Humberto Fontova is the author of four books including Exposing the Real Che Guevara. Visit hfontova.com.

Andre artikler af Humberto Fontova ved klik kan varmt anbefales