Velkommen til Alqaedastan - Mali!

Velkommen til Afrikas Alqaedastan

                

Daniel Greenfield           

“Da det blev min tur, gav de mig bind for øjnene,” sagde tyven. “Pludselig mærkede jeg en smerte i min højre hånd som ikke var af denne verden. Min hånd var blevet hugget af.”

Dette er Gao, engang hovedsædet for et imperium, og så en landsby med megen hæder, og nu en by på størrelse med Scranton under de islamistiske erobreres støvler. Gao er blevet et sted hvor tyve får hænderne skåret af, hvor kvinder tvinges til at være iført Hijab i nogle og fyrre graderes varm, eller blive pisket, og hvor ugifte par stenes til døden.

Grænser er som ikke eksisterende i Afrika. Ikke meget andet end nogle streger på et kort. De kan ikke ses fra luften eller på vejene, hvor tusind etniske grupper med drømme om hæder flytter sig frem og tilbage, kæmper og strides til blodet flyder.

Tuaregerne var en af dem. Som så mange andre der ønskede deres eget land. Som så mange andre var den en minoritet der følte sig forfulgt og nedværdiget af flertallet. Som så mange andre fandt de i nabolandene nogle der var villige til at give dem penge og et tilholdssted mod flere kampe. Efter deres oprør slog fejl, slog Tuaregerne sig ned i Libyen under Gaddafi, der altid var på udkig efter flere afrikanske lejesoldater for at skabe kontinentet så det passede til hans hash-inficerede drømme. Og da Gaddafi faldt drømte separatist militsen bestående af Tuareger stadig om ære, og bragte hans våben med sig og drog mod vest for at skabe en ny stat i Mali. 

 

I de sidste hundrede år har der været to former for bevægelser i den muslimske verden. Nationalistiske og islamistiske. Nogle Tuareger drømte om en nation. Men andre drømte om at skabe et Kalifat der skulle påtvinge islamisk lov over for tyve og små piger, først på Gao og Timbuktu og efterfølgende hele verden. Begge grupper af Tuareger har mængder af libyske våben. Men islamisterne har en masse penge og støtte fra Mellemøstens sorteste hjerte, hvor oliepumperne arbejder og prædikanterne kalder til bøn. Og nationalisterne har ingen bøn.

Al Queda har nu sit eget Alqaedastan i det nordlige Mali, et område på størrelse med Texas. Al Queda har begyndt sin ægte krig mod Vest i Afrika. Kontinentet der skifter mellem et kristent og muslimsk flertal, er for den Islamiske Kolonialismen i det 21. århundrede det som det var for Europæisk Kolonialisme i det 19. Men de muslimske kolonisatorer var der først, da de fragtede ladninger af slaver til slavemarkederne i Gao.

Tuaregerne er blandt de få i Nordmali der stadig holder slaver, men nu da islamisterne har overtaget Mali er det usikkert, hvem der er herrer og hvem der er slaver. Mange af de islamiske krigere der vandrer omkring i Gao er udlændinge fra Nordafrika og andre steder, de er erklærede Salafister og lejesoldater betalt med oliepnege fra Gulfen, det er narkohandlende der søger at beskytte deres smuglerruter, og voldtægtsforbrydere og tyve der med Koranens myndighed dyrker deres handel.

Omkring kernen af Koran studerende der lærer vers udenad og prædiker død, er der en større ring der består af sociopater, lystmordere, svindlere, junkier og unge mænd der er på eventyr og en gruppe der er tilstrækkeligt organiseret til at sørge for dem give dem mad og give dem et sted et plet på gulvet i et skinnende nyt Emirat, hvor kvinder ingen rettigheder har og deres våben er den eneste lov der gælder. Det er hvad Al Queda virkelig er: En kugle af snavs der får mere fart på og vokser i størrelsen mens den ruller ned ad bakken. En bande sadister der bygger deres egne fæstninger i klipperne og kæmper for at holde fast ved det nye kongedømme der stod åbent for dem da Libyen faldt.

Nationer er oaser af orden i ørkenen. Lige så grusomme og grimme de kan være, så giver de dog en form for struktur i de evige fejder og uoverensstemmelser, der først kan blive afsluttet ved enten slaveri eller døden.

Obama styrtede Gaddafi uden overvejelse om eller hensyn til konsekvenserne. Et Alqeadastan i Mali er en af de konsekvenser. Våben fra Libyen er gået mod vest og øst af de gamle militser der søger efter en ny kamp. Gaddafis våbenlagre er i Gaza og Aleppo nu, de vil snart finde vej til Afghanistan, hvis de ikke allerede er der og titusinder flere vil dø. 

 

Fransk Mirage jager optankes over Mali

Mali vil forblive under våbenembargo, men embargoen er ikke noget handicap for Al Queda, der er så rigeligt forsynet med våben da Obama fik fældet Gaddafi,

George W. Bush trådte til da Al Queda forsøgte at indtage Somalia, men Obama har været til frokost da det gjaldt Mali. Den Afrikanske Union arbejder for at samle en kampenhed så landet kan erobres tilbage, men de får kun lidt hjælpe af USA. Ulig Europa har Obama nægtet at sende eksperter i optræning til regeringen i Mali så dets militær kan genopbygges. Og udtalelsen fra Udenrigsministeriet er det så velkendte, og som Taliban har vænnet sig til. Forsoning.

“Forhandlingerne skal gå videre, før, under og efter,” citerer Time en amerikansk diplomat for at sige. Som i Afghanistan og Egypten søger Barack Hussein Obama stadig de moderate islamister. Forhandlingern med Taliban vil ingen vegne føre, men Obama vil være glad for at bruge år på at forhandle med Ansar Al-Dine i Mali, mens små piger vokser op i fængsler af klæde under styret af et nyt afrikansk Taliban.

Kvinderne i det nordlige Mali ønsker hjælp. Obama ønsker først nye valg. Mali er proppet med Al Queda ledere med mobiltelefoner, men ikke en eneste drone kan man finde for at fjerne dem. Den samme mand der så ivrigt gik mod Libyen, og igangsatte kaos og blodsudgydelserne der tilsmudsede væggene på US. Mission i Benghazhi og på markedspladsen i Gao, spiller nu forsinkelsesspillet når det drejer sig om at standse islamisterne på deres vej. 

 

Gode ‘venner’ hånd i hånd for Sharia

“Jeg har sagt til mine venner, at vi skal have modet til at marchere med vore hoveder utildækkede for at protestere mod alt dette. Men vi er bange,” fortæller en kvinde en journalist i det nordlige Mali. Obama har langt mindre mod. Mens børnesoldater optrænes, fæstninger bygges og piger bliver til slaver smiler og vinker den mand der er ansvarlig for alt dette foran kameraet.

Mens et Alqaedastan vokser frem i Afrika, holder Obama ferie på Hawaii.

   

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.