Analogi om præirevognen

Analogi om prærievognen

Mike Williams

De vestgående Conestoga wagons fra det 19. århundrede er et symbol på Amerikas udvikling. De giver også en brugbar analogi for vor nuværende situation.

For adskillige år siden var jeg udstationeret ved Fort Leavenworth, Kansas. Fort Leavenworth var et knudepunkt ved Missouri floden for bosætterne og deres vogntog mens de var på vej vestpå. Der er stadig dybe kløfter i flodbredden, hvor vognene sled på bakkerne mens de kæmpede for at komme op af flodbunden og nå fastere jord på den vestlige side af flodbredden. Jeg stod ofte i disse hulninger og forestillede mig den beslutsomhed, den spænding og den frygt som pionererne der passerede dette sted besad.

Hvis du har kørt gennem Kansas så ved du hvor ufrugtbart og øde det er. Hvis du har redet eller er gået på prærierne i Kansas så ved du også at Kansas ikke er fladt. Terrænet er meget krævende. Det er utroligt at familier med små børn har foretaget den rejse, som kunne tage måneder. Jeg er i dyb beundring over den mentale og fysiske hårdførhed hos disse amerikanere fra vor fortid for ikke så længe siden. Jeg er også i dyb forundring over de materielle ofre de var villige til at yde. Fort Leavenworth området er fyldt med antikviteter og antikvitetsbutikker. Nogle byer på østsiden af floden er oversået med disse butikker.

Hvorfor mon? For at pionerfamilierne med succes kunne krydse præiren i Kansas måtte de efterlade deres arvestykker, deres kufferter, pianoer og kister. Der skulle være plads til fødevarer og forsyninger til familien, men det som der var mest brug for var foderet til trækdyrene. Omsorg for holdet, uanset om det var okser, muldyr eller heste var langt det vigtigste. Uden denne ville vognen og familien være fortabt. Hvis holdet fejlede var familien strandet på prærien og de ville dø på af sult. Pioneren skulle være meget omhyggelig med vognen, et hjul der brød ned eller en knækket aksel var lig - katastrofe. Modsat de fremstillinger vi ser på film, gik familien ved siden af vognen. Kvinderne, børnene og smådyrene gik. De eneste der fik lov til at ride var de syge og de sårede. Ligeså straks de havde det bedre, måtte de også gå. Hvorfor? Der var ikke råd til at nogen lå til byrde for holdet med en ekstra vægt. Overlevelse og konditionen hos holdet var lig med succes og overlevelse.

Disse pionerer måtte også regne med at skulle beskytte sig selv. De stod overfor mange farer og der var ingen til at beskytte dem fra de vilde dyr, indianere og tyveknægte. Som en følge af dette var de svært bevæbnede. Skydevåben var et ligeså vigtigt redskab som øksen og skovlen. Der var ingen regering til at forsvare dem, give dem mad eller give dem boliger. De fleste af dem overlevede og gik bedre tider i møde. De som havde nægtet at ville skille sig af med klaveret ved flodbredden og insisterede på at have ekstra bagage med, fremfor ekstra føde og foder til trækdyrene - dem mislykkedes forehavendet oftest for. Holdet døde eller vognen brød sammen og de blev efterladt midt på prærien og skulle derpå gå vinteren i møde med kun lidt mad og ingen ly for vejret. Der var heller ingen anti-våben fortalere på wagon-trailet. Våben var deres bedste venner.

Lad os nu betragte landet blot 150 år senere. Vi står midt på prærien. Det hold som trækker vognen (skatteyderen) har gjort dette slidsomt i årevis og er ved at blive godt trætte. Vognen (regeringen) er tungt lastet til kanten. Den er helt fyldt og kan ikke bære mere. Akslerne giver sig højlydt under anstrengelsen og egerne på hjulene er ved at knække. Så er der nogle folk på vognen som egentlig har behov for at være der. De er ældre, de er syge og uheldige (social sikkerhed, sundhedssystemet og de midlertidigt arbejdsledige). Uheldigvis for holdet er der desværre også alt for mange der er oppe i vognen der ikke burde være der. De har været passagerer i årevis og de har ikke tænkt sig at lave om på det.

Når holdet ikke kan klare mere og dør, da vil de stadig sidde der mens vognen rådner og vente på at nogen kommer for at redde dem. Hvis denne Frelser aldrig dukker op, da vil de dø der hvor de er, og samtidig være ulykkelige, og have ondt af deres skæbne.

Vi er i 2009. Holdet snubler under vægten og det ser ud som det ikke kan trække vognen længere fremad. Der er ikke mange kræfter tilbage. Vognen er nedslidt. Folkene på vognen nægter at stige ud, ja faktisk så kræver de mere og mere, selv når deres endeligt stirrer dem i øjnene. Snesskyerne samler sig og det ser sort ud.

Sommetider blev vogntogene nogen gange reddet af Kavaleriet. Vore såkaldte ledere er netop dukket op i horisonten og slæber med sig en møllesten på 100 ton (hjælpepakken) hen mod vogntoget.

Uha, uha, vi er tvunget til at blive på stedet i de næste to vintre.