Problemer i farvandet
I mediehysteriet ovenpå Tucson hændelsen er en potentielt langt mere betydningsfuld hændelse næsten blevet ignoreret. Obama har sat segl på sin anti-britiske tankegang ved at erklære at Frankrig er Amerikas "største allierede," og at "Vi har ingen stærkere ven og mere stærkere allieret end Nicolas Sarkozy, og det franske folk."
Da jeg læste det første gang havde jeg svært ved at tro at han skulle være så dum. At fornærme Storbritannien således nu (idet han følger op på sin tidligere fornærmelse ved at sende busten af Winston Churchill retur) (se denne artikel på synopsis) er ligesom tændstikker i krudtmagasinet.
For det første har Storbritannien 10000 tropper i Afghanistan, næsten tre gange så mange som Frankrig. Det er briterne ikke franskmændene der har haft egentlige kamphandlinger sammen med Amerika i krigen. Storbritannien har misten næsten 350 mænd og kvinder - cirka syv gange så mange som Frankrig. Man kan kun spekulere på, hvad virkningerne af disse kommentarer af Obama kan have på de britiske troppers moral på kamppladsen, og på det stigende antal sårede veteraner og familierne til de døde.
Det er ikke lige netop en nyhed, at krigen er yderst upopulær i Storbritannien og en belastning for den smadrede britiske økonomi. Hvis det britiske lederskab leder efter en grund til at komme ud af Afghanistan (og de Liberale i regeringskoalition ville bare elske dette), så har Obama netop givet dem en sådan grund -- uden nogen begribelige goder for U.S. interesserne -- en fremragende grund der ville være i overensstemmelse med den britisk offentlighed. Kendsgerningen at en ensidig britisk tilbagetrækning kunne have katastrofal virkning på en livsvigtig alliance, og gift for U.S. Storbritanniens forholdet, ligesom det vil efterlade U.S. til at gøre alt det besværlige i en vanskelig krig, det ser tilsyneladende ikke ud til at bekymre Obama.
Det er slemt nok i sig selv, men det bliver værre endnu. Storbritannien står overfor massive økonomiske problemer og har fornylig skåret kraftigt ned på forsvarsbudgettet, som mange observatører mener er at gå alt for langt i sikkerhedsmarginen. Dets Air Force er blevet reduceret til blot seks eskadroner af jager- og bombefly (Belgien har fem), og det flåde ophugger sine sidste hangarskib, og Harrier flyet, sejrherrerne i Falklands Krigen, i det store og hel for at spare penge for at leve op til Afghanistan forpligtelse. En eller to erstatninger for hangarskibene vil først være klar om mange år.
Det som derpå er tilbage i Royal Navy, udover ubådsstyrken vil være 12 destroyere og 12 fregatter: Hold øje med at de bedste og dygtigste officerer og søfolk forlader flåden, for lige pludselig er de i en position uden udsigter for forfremmelse og så er de måske ikke så tiltrukket af ideen om en heltedød i en krig, hvor odds er håbløse.
Et af problemerne der følger med dette er at de sydamerikanske lande holder meget interesseret øje med dette. På den selvsamme dag Obamas fornærmelse kom frem, og den uge de sidste Harriers foretog deres sidste flyvning, kom det frem at den brasilianske regering havde nægtet Royal Navys, HMS Clyde, som er beskyttelsesskib ved Falklandsøerne at komme til Rio.
Dette var den tydeligst mulige indikation af, at Brasilien har besluttet at støtte Argentina i dette lands krav på Falklandsøerne. Det er ellers fuldstændig uprovokeret og indtil nu har Royal Navy og den Brasilianske Flåde haft gode forbindelser. Det er første gang Brasilien har næget et Royal Navy fartøj tilladelse til at gå i havn under sådanne omstændigheder.
Den nye venstreorienterede præsident i Brasilien, Dilam Rousseff, skal på statsbesøg i Argentina om nogle uger, og det er umuligt ikke at forestille sig at Falklandsøerne står højt på dagsordenen. Den argentinske regering har hyldet den brasilianske regerings handling med at give forbud til HMS Clyde, noget der er helt uden mening udover en demonstration af at vise sit fjendskab mod Storbritannien.
For tiden har Storbritannien blot fire fly og cirka 1000 tropper på Falklandsøerne. Hvis de igen blev angrebet af Argentina er det vanskeligt at forestille sig, hvordan de kunne blive forstærket. Deres eneste ven i området ville være Chile. Sidste gang Argentina angreb Falklandsøerne havde Storbritannien en stærk støtte i U.S. Man havde også en slagkraftig Navy og indsatsstyrken på Falklandsøerne omfattede to hangarskibe. Man havde Vulcan bombemaskiner der kunne nå Falklandsøerne og lukke for de argentinske forsyningslinjer. U.S. og Storbritannien havde også Reagan og Thatcher som ledere, og Brasilien var en rimelig neutral ven.
Denne gang kunne Obamas opførsel måske opfattes af Argentina som et signal om at de kan gå i aktion. Argentina har ikke nogen særlig god militær styrke, men de er der, og i en enhver fornyet kamp ville de have store fordele i antal. Storbritannien har ingen hangarskibe og ingen Vulcans. Hvor længe kan fire jetfly, hvis man formoder de er klar til kamp, dog udgøre et luftforsvar?
Den britiske presse, der som vane har at dvæle masochistisk udelukkende på Storbritanniens formodede "skam" og "ydmygelse" når man taber i fodbold og lignende, kunne måske få en chance for at finde ud af hvad disse ord egentlig betyder. Når man ser nærmere på det, dukker flere grimme vinkler op. Hvis briterne går i kamp, da måtte U.S. vælge side, og det vil medføre et langtvarende fjendskab fra dem som man ikke støtter.
Obamas anti-britiske besættelser kombineret med Storbritanniens sørgelige og myopiske afmontering af deres egen forsvarsevne skaber en yderst farlig situation.
http://spectator.org/archives/2011/01/18/cruising-for-trouble
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar