VW Beetle er ikke den eneste der i den grad savnes
Eric Peters
Biler
plejede at være som motorcykler (lige for tiden). Man kunne købe dem
med luftkølede motorer, ligesom man kan købe motorcykler med luftkølede
motorer. Ingen køler der bliver utæt, eller vandpumper der svigter eller
slanger der sprænger, og du står der alene på en mørk landevej - og en
efterfølgende dyr reparationsregning.
Luftkølede
motorer er også lette. De plejer a være fremstillet a aluminium - for
at varmen lettere kan komme væk - og de har ikke brug for vand -
litervis af vand der sjasker rundt inden i dem. De er god økonomi som
motorer til almindelige biler og endog sportsvogne.
Så kom Onkel.
Luftkølede
motorer (i biler) blev hæmmet - ikke på grund af købernes mangel på
interesse, men ved regeringskrav. Af de to sædvanlige gunde....… siiiiiiiiiiiiikkerhed og
udledninger. Hvis det ikke var bilen, hvor den luftkølede motor var
placeret så var det selve motoren. De blev for varme. Og det er
vanskeligt at regulere deres arbejdstemperatur inden for de meget snævre
grænser som Onkels fatwas udsteder.
Den
sidste der endelig blev udryddet - den sidste lutkølede motor - var
Porsches sekscylindrede luftkølede boxermotor - i 1998. Ikke fordi den
var “beskidt.” Sådan set har der ikke været en “beskidt” bil fremstillet
efter 1980’erne.
Den passede
blot ikke ind i den de seneste påfund fra de altid mere og mere stramme
EPS standarder, der i den grad er gået i selvsving og finder på flere og
flere finurligheder.
Lad os se på hvad vi ikke kan få længere - og hvorfor.
* Volkswagen Beetle
Designet
af Ferdinand Porsche (efter opfordring fra - ja du ved hvem) tilbage
midt 1930’erne. Den originale Beetle var årtier forud for sin tid,
hvilket vel er derfor den blev produceret i så mange årtier så at sige
uændret. Dens opbygning var “helstøbt,” hvor ramme og karosseri var en
enhed frem for at have en separat og tung stålramme med karosseriet
boltet fast, som det var sædvane dengang.
Men
bilens genialitet - var dens simple, kompakte luftkølede fire
cylindrede boxermotor. Motoren vejede sølle 100 kg (en moderne vandkølet
motor dobbelt så meget) og den kunne afmonteres og geninstalleres ved
håndkraft af en mand, med ganske få stykker værktøj.
Den
havde en rem - der drev en ventilator, der ikke kun fik luften til at
strømme hen over motoren men også gav varm luft gennem kanaler ind i
bilens indre for at holde passagererne varme. Og den varmede dem næsten
med det samme, selv på iskolde dage - fordi luftkølede motorer bliver
meget hurtigere varme end vandkølede ditto.
Jo,
det er sandt af disse varmekanaler undertiden så førte andet med sig
ind i kabinen end den varme luft, men det skyldtes mangel på
vedligeholdelse (såsom oliedryp fra en pakning) noget som med lethed og
billigt kunne repareres.
Hvilket så var bilens charme nummer to.
Fire
tændrør, et sæt platiner, noget karburatorrens og få stykker værktøj så
var Beetlen toptunet. Og fordi bilen og de fleste af dens dele -
mekanisk som kosmetisk - havde været i produktion stort set uændret i
årtier var det let at finde billige reservedele. Dele der passer til en
1975 model passer såmænd også til en 1963’er. Eller endog en 1955.’er.
Det var en af de mindst omkostningstunge biler at holde kørende og købe.
Men den var ikke .....siiiiiiiiiikker -
som defineret af regeringen ved crash forsøg. Det betød intet, at
Beetlen var lige så sikker som en S-klasse Mercedes, hvis du ikke
smadrede den - og de fleste smadrede den netop ikke. Det som gælder -
fra et juridisk og regulativt synspunkt - var at Beetlen ikke klarede
sig så godt som S-klassen når den med vilje blev kørt direkte ind i en
mur under regeringens crash forsøg.
En bil designet i 1930’erne kunne ikke imødekomme siiiiiiiiiiiiiikkerheds standarderne krævet fyrre år senere.
Den sidste nye der blev solgt her var i 1977.
Men
du kan stadig købe en ny (gammel) Beetle i Mexico og andre lande der
ikke er underlagt Onkels edikter i de næste 20 - plus år herefter.
* Chevy Corvair
Den ægte Super Beetle. Samme koncept, helstøbt karosseri, motor bagi, luftkølet. Men meget større.
GM
så den succes Beetlen havde -og blev misundelig. Det var sent i
1950’erne og flere og flere amerikanere gik bort fra de stadig større
dreadnoughts udgaver af køretøjer som de amerikanske bilfabrikker
dengang var specialister i. Især det købedygtige unge publikum efter
krigen ønskede noget andet.
Noget ligesom .... Beetlen.
Blot langt bedre.
The Corvair — der kom første gang i 1959 som en ny 1960 model var svaret.
Det
var sådan set en lille bil, men meget rummelig - især bagsædet der var
til voksne mennesker - mens Beetlens var ukomfortabel. Corvair kunne fås
i mange udgaver - sedan og coupe - mens Beetlen altid var todørs og kun
todørs.
Corvair havde et enormt bagagerum - meget praktisk.
Og
under den gællede bagsmæk var der en luftkølet sekscylindret
boxermotor. Ligesom en Porsche. Man kunne endog få den med fire
karburatorer - eller en turbo.
Men
ulig en Porsche var Corvair til at betale. Således opnåede GM at få
fans der ellers aldrig ville se GM’s vej. Dog blev den betragtet som
fattigmandens Porsche.
Det viste sig fatalt - med en hetz af en ukendt hysterisk advokat ved navn ....Ralph Nader.
The
Corvair var en ‘følsom’ bil. Dæktryk, der var meget anderledes foran i
forhold til bag, den var kritisk på grund af kombinationen af at være
gumpetung/næselet - ligesom en Porsche.
Porsche
elskere - som er sporty og bekendt med disse kendsgerninger og vant til
hækmotordrevne bilers tendens til at overstyre - kørte i disse biler
med den nødvendige respekt, og alt gik godt.
Men nogle der købte Corvair holdt ikke øje med dæktryksforskellene ifølge fabrikkens anbefalinger og specifikationer og de fyldte derpå dækkene - alle fire - med det samme tryk - hvilket betød at overstyringen blev mere voldsom i et sving, hvilket for mange af disse personer - sans nødvendige køreevner - var noget de blev overrasket over. Nader udnyttede denne uvidenhed og inkompetence hos køberne til at smæde Corvair som en “usikker bil ved enhver hastighed,” hvilket den absolut ikke var.
Men nogle der købte Corvair holdt ikke øje med dæktryksforskellene ifølge fabrikkens anbefalinger og specifikationer og de fyldte derpå dækkene - alle fire - med det samme tryk - hvilket betød at overstyringen blev mere voldsom i et sving, hvilket for mange af disse personer - sans nødvendige køreevner - var noget de blev overrasket over. Nader udnyttede denne uvidenhed og inkompetence hos køberne til at smæde Corvair som en “usikker bil ved enhver hastighed,” hvilket den absolut ikke var.
Hvis
den var så usikker så var Porsche 911 også - og sådan set også Beetle.
Alle tre delte det samme layout/design herunder deres uafhængige
hjulophæng og tendens til at overstyre, hvis de blev presset i en kurve,
og især hvis føreren gjorde det man ikke måtte - fjerne foden fra
speederen midt i et sving. Denne tendens blev altid katastrofalt værre,
hvis man samtidig havde forkert dæktryk.
Men det var altså ikke bilens skyld.
Nader
tjente penge - og blev berømt - med sin falske vidneforklaring mod
Corvair, som GM derpå holdt op med at producere efter 1969 modellen.
I
stedet for en let, ydedygtig simpel bil blev de amerikanske købere
påduttet virkelig uheldige modeller som f.eks. Vega - med dens
vandkølede motor foran der altid blev for varm.
Send et takkebrev til Ralph.
Den gamle tudse er her stadig.
* Porsche 911/993
I den originale Mad Max film
bringes Max til en kældergarage og får vist den “sidste V8 politibil.”
Filmen gav genlyd hos fans dengang - den kom i 1979 - for omstændigheder
der ikke var til at forudse i Mellemøsten gav frygt for at olie snart
ville blive rationeret eller så dyr at næsten ingen ville have råd til
det. Det viste sig at V8 politibiler fortsatte med at være på markedet -
der er adskillige i dag f.eks Dodge Challenger R/T, Chevy Camaro, Ford
Mustang).
Men man kan ikke længere købe en luftkølet Porsche.
Ikke på grund af siiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiikkerhed, men på grund af ubetydelige/lejlighedsvise højere end tilladt emissioner.
Farcen
- tragedien - er des mere, ja tragisk, netop fordi der blev bygget så
få af de luftkølede Porscher. Ulig Beetlen og Corvair, der begge var
masseproduceret i hundredtusindvis (millioner når vi taler om Beetle)
var den samlede produktion af luftkølede 913’er (senere versioner blev
kaldt 993) fra den første model i 1963 til den sidste i 1998 så lille at
den med hensyn til emissioner absolut ingen indflydelse havde eller har
haft.
Der
er næppe tvivl om at et dusin eller deromkring militære tanks sviner
luften langt mere end nogen luftkølet 911 (dem allesammen) nogensinde
har gjort.
Men naturligvis, Onkels legetøj er ikke underlagt de samme standarder som han påtvinger vore legetøj.
De
luftkølede 911/993’ere var ikke de hurtigste Porscher. De kan slet ikke
måle sig med de nyere vandkølede Porscher når det drejer sig om fra
0-100. Men det var de sidst ‘ægte’ elementære Porscher. Ligesom med en
Beetle kan man høre når de kommer. De nye vandkøledes motorlyd er dæmpet
af alt det vand - af alt det metal (som jo skal bruge til at holde på
alt det vand.)
Det er altså ikke det samme.
De nye er også tungere - og større. Kampvogne i sammenligning med dem de erstatter.
Det er før Onkel - og hans homogeniserende, sjælskvælende mikroledelse ramte alt på hjul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar