Når tiggeri bliver forretning
Tiggeri har altid været en del af samfundene, i det mindste så langt tilbage som på Bibelens tid. Men i dag er det at tigge på gaderne en ‘industri’ i vækst. Som i enhver anden branche konkurrerer tiggerne med hinanden. Jeg vil sådan set ikke bliver overrasket over en dag at se en bog med titlen ‘Kunsten at tigge.’ Jo, måske lidt overrasket.
Her for nylig mødte jeg en mand der godt kunne blive forfatter til en sådan bog. Hans metode var enestående efter min bedømmelse. Ulig mange der er iført beskidt tøj og med uredt fedtet hår var denne fyr ren og nydelig. Han forekom ganske almindelig. Han nærmede sig mig og afleverede sin anmodning meget elegant. Hans hustru havde været udsat for en bilulykke. Han havde brug for penge for at komme til en by cirka 400 kilometer borte, hvor hun lå på hospitalet. Jeg var optaget af den opgave jeg var i gang med, og for et øjeblik blev jeg distraheret og rakte ned i min lomme og gav ham nogle småpenge. Derpå fortsatte jeg med min opgave og forventede han ville gå videre. Jeg havde faktisk kun givet ham pengene for at han netop gå gå videre.
Men hans reaktion vil jeg altid huske. Yderst høfligt og helt uden nogen antydning af trussel eller tvang sagde han at det jeg havde givet ham ikke var nok. Han viste mig endog en håndfuld mønter - lidt flere end de jeg havde givet ham - og dermed antydede han at jeg havde mere brug for dem end han, at han var mere gavmild.
Det var godt nok frækt. Jeg havde hørt om tiggere der generer og truer forbipasserende, men dette var slet ikke i den kategori. Han var sådan set i færd med at forhandle sig frem til flere penge, Selvom jeg hurtigt fik afsluttet samtale, og han ikke gjorde mere, fandt jeg at denne hændelse dog var besynderlig og jeg tænkte over den resten af dagen
I adskillige år har jeg været noget ambivalent med tiggere på gaden. Som kristen føler jeg mig forpligtet til at give til de i nød. I morgen kunne det nemlig være mig der kom i vanskeligheder, og hvis det så ikke var tilfældet ville jeg ikke være så hårdhjertet at jeg ville vende ryggen til en enke, en forældreløs eller krigshandicappet der har ofret sin frihed for mig.
På den anden side, troede jeg sådan set ikke på denne karl. Jeg er klar over at i det moderne Amerika er mange som forekommer at være fattige - ikke fattige. Jeg så et interview på TV med en tigger der fremturede med at han havde et godt liv, ja strålende liv gennem sine effektive tiggermetoder. Der er så også de patetiske sjæle der bruger hver en klink de kan få på alkohol eller stoffer.
Hvordan skal man reagere? Tøvende konkluderer jeg at velgørenhed nu om stunder bedst praktiseres af institutioner især de som er knyttet til kirkesamfund. Min favorit er Frelsens Hær. Dette netop for at styrke de interpersonlige reaktioner der burde give åndelig næring, og slutreslutatet er at det er en yderst praktisk måde som gavner de der er i nød
Hvorom alting er så er tiggere en markeds aktivitet. Der er ‘økonomiske kræfter der styrer det marked. Det tiggere sælger er den der gode følelse af, at man har gjort noget næstekærligt.
Desværre er der tiggeri der er direkte snyd, bedrag. Når det bedrag afsløres så giver det stærkt forbehold overfor at være gavmild overfor de som jeg, ikke længere helt tror på. Feks. den gamle da der lader som om hun er enke, har svære omstændigheder og uheld har gjort hende fattig, men som dog har råd til at ryge cigaretter.
Var jeg Demokrat ville jeg måske være fortaler for at oprette et regeringskontor for at give licens, regulere eller undersøge tiggernes forhold. Som Demokrat ville jeg give en milliard dollars om året dertil, og ikke en penny af det beløb ville gå til den fattige, udover måske betalt transport til stemmeboksene hvert andet år.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar