Trump holder mullaherne i kort snor
Da præsident Trump udnævnte tidligere CIA chef Michael Pompeo til udenrigsminister efter Rex W. Tillerson og tidligere FN ambassadør John Bolton som sin nationale sikkerhedsrådgiver forudså mange ‘kloge’ lærde at Trump administrationen mente det alvorligt over for slyngelstater. Både Bolton og Pompeo havde været talsmænd for at Iran og Nordkorea skulle ændre opførsel, eller en regime forandring kunne komme på bordet.
Mange mente altså at disse udnævnelser var tegn på at præsident Trump var seriøs med at behandle farlige aktører. Næsten øjeblikkeligt satte Islamisk Republik (Iran) propagandamaskine fart på med skræmmetaktik, som de har gjort så ofte i de sidste tyve år (at krig var nær forestående og at iranerne skule være imod Trumps udnævnelser). Det iranske folk, skal være forsigtig, men denne gang håber de, at en amerikansk administration mener det alvorligt og vil stå på det undertrykte iranske folks side som tidligere præsident Ronald Reagan gjorde det med Polens Solidaritetsbevægelse og alle de andre tidligere Sovjet satellit lande.
Reagans stålsatte politik med ihærdigt at fremme demokrati og fordømme kommunismen mener man var med til hurtigere at opløse Sovjetunionen, og sammen med Pave Johans Paul II var han en stærk støtte af Walesas kampagne for præsident i 1990.
Det glemte folk
I 40 år har U.S. State Department kaldt Den Islamiske Republik Iran verdens “mest aktive sponsor af terrorisme,” og U.S. efterretnings bureauer har rapporteret af Den Islamiske Republik Iran er fortsat med at ydepenge, våben og være tilholdsted til adskillige terroristgrupper i Mellemøsten, herunder Hezb’allah, Hamas og andre steder, hvilket udgør en sikkerhedsrisiko for det internationale samfund.
Dog har ingen U.S. administration nogensinde forsøgt at gå imod Den Islamiske Republiks propagandamaskine og tydeligvis har man været uvillig til at hjælpe det iranske folk med at få afsluttet dette islamiske mareridt der i bund og grund blev det påtvunget af den uduelige Jimmy Carter og hans administration.
Korruption og elendig ledelse kombineret med at en enorm andel af ressourcerne er benyttet til udvikling af kernevåben har smadret landets i forvejen skrøbelige økonomi og vil sandsynligvis begrave mullaherne i gruset af deres egen frembringelse. Beklageligt nok har disse dødens fortalere et mål om at skade og dræbe så mange uskyldige mennesker på vej til deres egne ynkelige forberedte gravsteder.
I løbet af de sidste 40 år har europæerne valgt en forsoningspolitik og arbejdet sammen med mullaherne uden hensyn til menneskerettighederne for det iranske folk, og U.S. har sådan set glemt den byrde der ligger på det iranske folk, indtil mullaherne selv satte gang i en brandstorm ved at indsætte Mahmod Ahmadinejad som præsident i landet.
Hvem er mullaherne?
Mullaherne er bevisligt nederdrægtige, onde massemordere. De har samlet henrettet titusinder af iranske dissidenter. De havde ingen betænkeligheder ved at sende tusinder af børn ud for at rydde minefelter foran deres tanks under krigen mod Irak i 80’erne og de har hjernevasket tusinder af “martyrer” og forberedt dem på at være levende bomber til ethvert sted på jorden.
Mullaherne er hovedkraften bag terror og de mener at det er Allahs sag de kæmper for. Dette er resultatet af en Islamisk ideologi. De er resultatet af troskab til en islamisk tro, præcist som den udpenslet i Koran skrifterne.
Som nazisterne der opbyggede et enormt og ødelæggende magtapparat har Den Islamiske Republik sat sig for at ødelægge den civiliserede verden. Hvorfor har verden blot vendt ansigtet den anden vej når det drejede sig om morderiske folkedrabs ugerninger i Den Islamiske Republik Iran i de sidste 40 år? Det er et godt spørgsmål som mange iranerne gerne vil have svar på. Havde nazisterne vundet krigen ville de have slagtet ti- måske hundred millioner flere rundt om på kloden, noget Den Islamiske Republik stadig drømmer om.
Det er en dødbringende fejlkalkulation, at man skal sidde og vente på denne fremadskridende katastrofe. Det er en øvelse i selvbenægtelse at tro at intet vil ske, det skal nok gå, og at de korrupte og uduelige mullaher snart vil skyde sig selv i foden, og ikke skabe kaos i verden. Vi burde stille os 100% bag den iranske demokratiske opposition og hjælpe den med at sende de dødsmærkede mullaher tilbage i deres moskeer. Det er den frie verdens vigtigste og mest presserende opgave. Iranerne tvivler ikke på at nu er det tiden til at afslutte mullahernes terrorregime.
Valget af Præsident Trump
Præsident Trump er ikke bange for at komme med sin uforbeholdne mening og fortælle sandheden. Trods MSM's nonstop negative dækning, har Donald Trump ikke ændret holdning og det har hans støtter heller ikke. Hans popularitet er i øgning, og han er blevet en inspiration for alle frihedselskende mennesker rundt om i verden herunder det iranske folk.
På forbløffende kort tid har han indfriet over 138 målsætninger som 10 præsidenter tilsammen næppe og aldrig ville have kunnet opnå. Der er også håb hos det iranske folk om at måske er det denne gang de vil opnå deres frihed, deres demokrati, og være sammen med resten af menneskehedens familie i et nyt firsættende program for liv og velstand - Frihedens og Fremskridtets.
Den 22. juli 2018 sendte præsident Trump Secretary Pompeo for at ubrede dette budskab, ikke kun til det iranske folk i U.S., men især til de som lider under det brutale styre i Iran. For mange iranere er det hjertelindrende at vide at efter nogle og fyrre år er der endelig en præsident der bekymrer sig om dem.
Ironisk nok var det blot to dage siden da præsident Trump i en besked på Twitter skrevet med store bogstaver henvendte sig til præsident Hassan Rouhani af Iran og skrev hvad landet kunne forvente; "CONSEQUENCES THE LIKES OF WHICH FEW THROUGHOUT HISTORY HAVE EVER SUFFERED" dersom Rouhani fortsatte med at true the United States.
Nu, efter 40 år med terror og intimidering synes det stolte og lidende iranske folk af have fundet en ven i Det Hvide Hus ved navn Donald J. Trump.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar