Fra frontlinjen - Tyrkiet

Fra frontlinjen i Tyrkiet

Anon in Istan

Jeg er ikke krigskorrespondent (eller faktisk slet ikke korrespondent). Men jeg forsøger at korrespondere, og jeg er helt sikkert i en krigszone: Tyrkiet. Dog ville du aldrig vide det var en krigszoen, hvis du læste de lokale aviser, lyttede til radioen eller så TV.

Den aften jeg ankom, for ti dage siden, blev jeg hilst med tåregas. Nu brænder mine øjne mens jeg sidder på mit hotelværelse et par kilometer fra revoltens epicenter der befinder sig på Taksim Pladsen, Istanbul. Sådanne revolter er forekommet på over 60 stedet over hele Tyrkiet.

 

Taksim Pladsen, Istanbul

Mest sandsynligt er det du hører fra den tyrkiske premierminister Erdoğan falske historier (ok, så lad os kalde dem løgne, for det er hvad de er). Jeg kan skrive det med garanti da jeg få førstehånd ser hvad der foregår og så hører hvad han har at sige om det.

Den “isolerede voldshandling udført af hooligan provokatører” (direkte oversættelse af Erdoğan's ord) var i virkeligheden masser af fredelige demonstrationer over hele Tyrkiet, med mennesker der havde børn med - ingen våben, bomber, men blomster og et stort flygel.

Igen i aftes førte Erdoğan tåregas og vandkanoner med syreholdigt vand frem. Hvilken voldelig opstand nødvendiggjorde denne handling? Folk kom til Taksim for at lægge lyserøde roser ved obelisken i midten af Pladsen for at ære de som er blevet dræbt - gentager dræbt - i de forudgående demonstrationer.

I sidste uge kom der adskillige dommere og advokater iført deres rober til Taksim for at hjælpe. De vidste af folket, der tidligere havde “været forsamlet fredsommeligt for at bede regeringen om at ændre kurs” blev fængslet uden retmæssig proces, eller noget lovgrundlag overhovedet. Hvad skete? Lovens repræsentanter endte i fængsel sammen med de protesterende som de kom for at hjælpe ud af fængsel. Således overholder regeringen loven.

 

For 5 dage siden, gik en tyrker iført almindeligt tøj, som er mimiker/performance kunstner, ned på Taksim pladsen, indtog sit stade, og stod helt stille det meste af dagen uden at bevæge sig. Han stod der blot med hænderne i lommen, sagde og gjorde intet. Jeg ved ikke, hvad der er hændt ham, men hans handling inspirerede til hundreder af lignende over hele landet i tavs protest mod det autokratiske styre af landets premierminister.

Det fortælles af over 8000 amerikanske turister har annulleret deres rejse til Tyrkiet. Området hvor vi er, Beyoglu, er normalt et centrum for handel, aktiviteter, især om aftenen. Restauranter, forretninger og hoteller plejer af vrimle af liv.  Fra mit vindue kan jeg se en bar og en restaurant. Kl. er 22.00 der burde være travlt. De er helt lukket ned.

 

Fra Beyoglu bydelen

Hele området er ‘lukket ned’, med vinduer lukket (for at undgå indtrængende gas). Politiet går gennem gaderne i grupper på mellem 3 til 6 personer. Jeg ønsker ikke at finde ud af hvad de vil gøre hvis jeg går ned ad gaden med hænderne i lommerne.

Dette er en krigszone, hvor kun den ene side er bevæbnet, og dermed kun den ene side der benytter vold.

For 45 år siden var jeg vidne til ved Chicago Democratic National Convention, en kæmpe folkelig protest der helt bevidst fik fremprovokeret en (over) reaktion fra borgmester Daleys administration, således at den frie presse - nationalt som internationalt - kunne belaste regeringen. Det jeg ser i denne uge ligner det overhovedet ikke.

Tyrkiets folk opfordrer ikke til opstand eller en voldelig opførsel, ingen trussel for freden og roen i den suveræne stat. Du kan udlede af det jeg skriver - hvordan den suveræne stat har svaret. Når det drejer sig om kritik af den nye Sultan (Erdogan) og hans regering, da er medierne her kontrolleret af regeringen så derfor er der ingen belastende billeder af politiet der haler dommere og fireårige i fængsel. Kun CNN online, Facebook, Twitter og American Thinker får sandheden frem. Erdogan har endog talt om at forsøge at lukke for internettet. (Vi ved alle hvordan det gik da Morsi forsøgte det i Egypten.)

Jeg rejser i morgen, men vil fortsætte med at rapportere - dog på afstand - det jeg kan fra internetkontakter. Alt du hører fra premierministeren eller læser i de regeringskontrollerede medier bør betragtes som værende det pure opspind.

.  

The author is a regular contributor to American Thinker.  He prefers to remain anonymous due to fear of reprisals by Turkish government against his son, who remains a resident of Istanbul.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/06/from_the_front_lines.html#ixzz2X2JWwiqk

Velgørenhed giver mere velstand og vækst

Velgørenhed begynder med velstandsskabelse       

John Stossel       

   

Barmhjertighed - velgørenhed - det at hjælpe mennesker der har svært ved at hjælpe sig selv - er noget supergavnligt og godt. Det er godt for modtagerne, og også godt for giveren.

Stephen Post’s fine bog. “De skjulte goder ved at hjælpe.” åbenbarer at 76% af amerikanerne siger at det at hjælpe andre er det som gøre dem mest lykkelige. At give penge gør at vi får det godt med os selv, og at hjælpe ansigt til ansigt er endnu bedre. Folk siger det får det sundhedsmæssigt bedre af det. De sover bedre.             

Privat velgørenhed er uden for al tvivl bedre en regeringsbestræbelser på at hjælpe folk. Regering spilder penge. Velgørenhedsorganisationer gør undertiden det samme, men det er ikke reglen.

Bevis på at det private slår regeringsbestræbelser med flere længder kan ses overalt. Katolske velgørenhedsorganisationer klarer det at uddanne børn bedre end regeringen - og for færre penge. New York Citys bystyre efterlod Central Park i et forfærdeligt rod. Så reddede privat velgørenhed parken. Men mens velgørenhed er vigtig så lad os ikke overse noget langt vigtigere: Før vi kan hjælpe nogen, så har vi først brug for noget at give. Produktion går forud for donation. Det glemmer fortalerne for stor regering.

Vi kan ikke give medmindre vi (eller nogen anden) først skaber noget at give. Dog får de som skaber velstand at vide de skal føle sig skyldige. “Bill Gates, eller enhver anden milliardær, for den sags skyld,” sagde Yaron Brook, forfatter til “Free Market Revolution” og præsident for Ayn Rand Institute på mit TV-show, “hvordan blev de milliardærer? Ved at skabe et produkt eller en rigtig god service der gavner alle og enhver. Og vi ved det er godt for vi er villige til at betale for det. Vi betaler mindre, end det er værd for os. Det er derfor vi handler - vi får mere værdi end vi giver. Derfor har vi bedre liv. Bill Gates forbedrede livet for hundreder af millioner rundt om i verden. Sådan blev han milliardær.”

Gates gik i fodsporene af tidligere skabere, som John D. Rockefeller, der blev rig ved at sænke prisen på olieprodukter, og Cornelius Vanderbilt der gjorde det samme med transport. De uvidende medier kaldte dem røverbaroner, men de var hverken røvere eller baroner.

De og andre velstandsskabere gav os ikke kun produkter for at gøre vort liv bedre, de ansatte også folk. Det er velgørenhed der bliver ved med at give, fordi ansatte bliver ved med at arbejde og forsørger deres familier. “Det er ikke velgørenhed,” sagde Brooks. “(Det er) en anden handel. Du betaler dine ansatte og får noget til gengæld. Men den ansatte klarer sig bedre og du klarer dig bedre.Når man tænker på multiplikatoreffekten, 50 milliarder dollars til Gates? Det er intet i sammenligning med den værdi han har givet verden. Den er langt større end værdien han nogensinde vil kunne give til nogen form for velgørenhedsaktivitet.”

Gates donerer milliarder og bruger sin kritiske tænkeevne til velgørenhed. Han afprøvede ideer om uddannelserne, såsom mindre skoler, og forkastede dem da de ikke fungerede. Godt. Men hvis han geninvesterede sine velgørenhedsmidler i Microsoft, kunne han da have hjulpet flere? Måske.

Brook påpeger at Gates får ros for sin velgørenhedsindsats, men kun lidt kredit for at have skabt velstand. “Lige det modsatte,” sagde Brook. “Vi sendte Justitsministeriet efter ham. Han betragtes som værende grådig, trods alle de hundreder af millioner han har hjulpet, fordi han på samme tid selv fik goder ud af det. (Da) han gik over til velgørenhed, så blev han pludselig en fin fyr. Mit klagepunkt er ikke at han beskæftiger sig med velgørenhed. Det er at vi som samfund ikke værdsætter det at skabe noget, det at bygge noget op, ikke akkumuleringen af velstand. .....Det vi værdsætter er velgørenhed. Jovist, det skal nok gavne, men er det det der er det vigtigste?. ...Velgørenhed er helt fint, men ikke kilden til dyd og ros. Kilden til dyd og ros er det at skabe og opbygge.”

Det som især krænker Brook og jeg, er stigmatiseringen af velstandsskaberne. De rige skal føle skyld for at tjene penge. Undertiden overværer jeg “”lifetime achievement award” ceremonier til ære for en forretningsmand. Helt uundgåeligt bliver hans velgørenhedsarbejde mere entusiastisk hyldet, end det han har skabt som virksomhedsleder. Undertiden siger forretningsmanden han ønsker at “betale tilbage.”

Brook siger, “Der er noget galt i at forretningsfolk skal føle de er nødt til at ‘give tilbage,’ som om de har taget noget fra nogen.”

Han har ret. De har de ikke.

Hvis vi værdsætter godgørenhed skal vi skabe værdier.

 

John Stossel

           

http://www.humanevents.com/2012/12/26/john-stossel-charity-begins-with-wealth-creation/

Alternativ telefonbog

Ringe til Bizziebee

   

Norfolk Island, som kan ses på kortet er en lillebitte ø (1412 kilometer) øst for hovedlandet Australien og nord for New Zealand.

Man har selvstyre, men som del af Commonwealth of Australia - rundt regnet 2300 indbyggere -- benytter man den australske valuta. Med sine 34 kvadratkilometer i størrelse er det et af de mindste territorier i verden. Og fordi det ligger så afsides er der ikke megen diversitet, i enhver forstand i den befolkning. Alle kender alle, eller kender til hinanden.

 

Men de kender ikke hinandens telefonnumre; i det mindste ikke efter hukommelsen. Derfor har menneskene på Norfolk Island noget det fleste af os engang har hørt om: En telefonbog.

Ligesom alle andre steder i verden er telefonbogen på Norfolk Island med navne og telefonnumre på samfundets medlemmer. Men uheldigvis er det ikke alle der kender hinandens navn - eller i det mindste ikke deres rigtige navn. For at gøre det hele mere kompliceret er der en masse enslydende navne på Norfolk Island. Der er 18 “Adams” 38 “Evans” 8 “Taylors” et dusin “Buffett,” tre dusin “Christians” og rundt regnet 40 “Quintals.” Af finde den rette person, og nummer kan være det rene gætværk.

For derfor at gøre det lettere, er der på Norfolk Island føjet noget andet til i telefonbogen: Øgenavne. Man kan måske godt vide at Dar Bizziebee’s rigtige navn er “Darlene Buffett,” men det gør ingenting for hun står under begge navne. Der er to Les Quintals, men hvis man ønsker den der er gift med Jodis, så kender du ham måske bedre som “Salatblad.” Rob Adams er også nævnt som “Chinny,” George Smith som “Guleroden” og en af de to John Christian som “Moonie.” Du kan meget vel vide hvem Stephen og Anne Gardiner er, men du vidste måske ikke der de også går under navnene Cookie og Freshie.

Men systemet er desværre ikke helt perfekt. Hvis du ønsker at ringe til Diesel - hvis rigtige navn er Damien Finch - så skal du først finde ham under hans øgenavn. Men vær sikker på det er den rigtige Diesel Adams, for den anden, vil måske ikke bryde sig om din opringning.

Heldigvis behøver man ikke have en fysisk telefonbog på øen. Hele registret kan ses online her.  

Bonus fakta: Norfolk Island ligger langt væk fra Australien, men meget længere væk fra USA. Trods dette er det et af de få steder udenfor USA som fejrer, på amerikansk vis, Thanksgving hver november. (PÅ Norfolk er det den sidste onsdag i måneden)

Hvorfor? Som  International Business Times forklarer, lagde amerikanske hvalfangerskibe til på øne, og på grund af de (relativt) hyoppige besøg adopterede indbyggerne nogle af søfolkenes traditioner  - herunder Thanksgiving.

Læs også denne på synopsis om Norfolk Island og miljøet:

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/01/miljfascisme-i-udbrud.html

Kannibalisme i krig, og nutidens Syrien

‘Jeg vil æde hans lever - men ikke med Chianti til’

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                 

Hvem husker ikke filmen Hannibal Lector om den kriminelt sindssyge psykiater der fortæller sin interviewer om nydelserne ved at spise end andens lever men “med god lille Chianti til.” I vort samfund anses hans kannibalisme som et tegn på hans sindssyge.

 

Den britiske avis The Guardian har imidlertid skrevet om et langt værre tilfælde af kannibalisme som ikke kan undskyldes med et livsnødvendigt behov (hungersnød) eller vanvid. Ifølge The Guardian har Human Rights Watch identificeret en velkendt syrisk oprørsleder, Abu Sakkar i en video, hvor han skærer hjerte og lever (eller lunger)  ud af en regeringsoldats lig. Han skreg faktisk at når de har afsluttet krigen så vil de spise hjerterne og leverne af alle alawitsoldaterne.

Mandens ‘undskyldning’ siger Time Magazine, var at da han åbnede den døde soldats mobiltelefon “fandt han et klip af en kvinde og hendes to døtre splitternøgne og han ydmygede dem” med kæppe. Assad styrkerne voldtager og ydmyger og oprørsstyrkerne gør gengæld ved at spise soldatens hjerte (eller lever). De voldtager og ydmyger også.

Før vi forsøger at psykoanalyse opførslen hos alle kombattanterne i Syrien, som nogle journalister har forsøgt ved at “give krigen skylden” så har vi brug for at se på den kulturelle kontekst ved sådan opførsel.

Der er i Koranen en beskrivelse af et berømt slag, Slaget ved Badr, da hustruen til Mekkas leder og en tidlig fjende af Profeten Muhammad, gik omkring blandt muslimske døde og lemlæstede lig, den ene af dem Muhammads onkel Hamzah, og skar hans lever ud og åd den. Hun og hendes “damer” bar også “sejrssmykker” fremstillet af ører og næser af faldne soldater.

Arabisk tradition har en lang historie med denne type opførsel. Det er ikke kun de sejrendes kvinder, der gør dette; det er også mændene. Dette må være det ultimative personlige terrorvåben.

Jovist så skar sejrherrerne i Middelalderens Europa næser af og stak øjne ud på de besejrede. En indiansk amerikansk stamme tidligt i Amerikas historie skar også stykker af fangerne og åd disse stykker foran dem. Men hvorfor ser vi stadig disse ting blandt moderne syrere?

Hvilket valg har vi når den syriske regering, torturerer, voldtager bomber og smider granater og benytter ethvert moderne middel til intimidering, mens oprørerne tyr til den bogstavelige islamiske historie som retfærdiggørelse for deres overgreb? Vi kender Assad han er frygtelig; nu kender vi oprørsstyrkerne og de er måske værre.

En af de få amerikanske moderne muslimer, Dr. Zuhdi Jasser, bemærkede at vort problem burde være at de islamistiske oprørere vinder (selvfølgelig efter deres egen borgerkrig) og så selve naturen af deres tro. “Islamismen er en altomfattende politisk, religiøs, social og kulturel filosofi, der mener at alle borgerne får deres rettigheder individuelt, ikke fra Gud, men fra deres nationale lederes fortolkning af Islam, idet de handler på Guds vegne.” Han giver et eksempel med Egyptens herskende parti, Det Muslimske Broderskab og deres nylige forkastelse af FN Charteret om Kvinder, idet de siger det er “anti-islam.” Menneskerettigheder bryder de sig heller ikke om.

Jasser bemærker yderligere, at der “er en farligere pan-national global overherredømme indstilling der udelukker alle minoriteter, det være sig jøder, kristne, ateister, eller minoriteter fra trosretninger som Shiiter, islna’ilis, eller afvigende Sunnier (som ham selv.)

Der vil ikke være nogen acceptable vindere i dette spil; der skal være forhandlinger, ligeså nederdrægtigt det er. En tidligere politisk forhandler der brugte fem år med vanskelige forhandlinger for at løse konflikten i Bosnien måtte handle med den afskyelige Slobodan Milosevic. Han nævnte at hver gang han skulle tale med Milosevic, følte han at han måtte i bad bagefter. At tale med Assad er noget af det samme.

Imidlertid kan russerne have ret i, at den samme slags forhandlinger er påkrævet med Assad som deltager. Forfærdeligt som det er kan der være mening i at anerkende at en politisk løsning helt sikkert er bedre end de andre muligheder. Husk at efter aftalen om Bosnien, blev Milosevic arresteret og stillet for en domstol.

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/ill-eat-his-liver-but-not-with-chianti?f=must_reads#ixzz2VAQHCPbb

Et tysk syn på islam

En tyskers syn på Islam

Dette er så langt den bedste forklaring på den muslimske terrorist situation jeg har læst. Hans henvisninger til historien er præcise og tydelige. Langt er det ikke, let at forstå, og værd at læse.

Forfatteren til denne email er Dr. Emanuel Tanya, en kendt og meget respekteret psykiater.

“En mand, hvis familie tilhørte det tyske aristokrati før 2. Verdenskrig ejede et antal store industrivirkomheder og godser. Da han blev spurgt om, hvor mange tyskere der var ægte nazister, så kan det svar han gav give os vejledning om fanatismen. ‘Meget få var ægte nazister,’ sagde han, ‘men mange havde det godt med at tysk stolthed var vendt tilbage, og mange flere havde alt for travlt til at være bekymret. Jeg var en af dem der ganske enkelt mente at nazisterne var en flok tåber. Derfor slog flertallet sig til tåls med de, og lod det hele ske. Så, før vi vidste af det kom de til at eje os, og vi mistede kontrollen, og verdens ende var kommet. Min familie mistede alt, jeg endte i en koncentrationslejr, og De Allierede ødelagde mine fabrikker.”

http://www.youtube.com/watch?v=se7TFnefNys

Vi får af ‘eksperter’ og ‘sludrehoveder’ hele tiden at vide at Islam er Fredens Religion og at det store flertal af muslimer blot ønsker at leve i fred. Skønt dette er en ikke særlig godt begrundet vurdering så er den helt og aldeles irrelevant. Det er noget meningsløst sludder, med det formål at vi skal have det lidt bedre med os selv og situationen og har til hensigt at formindske spektret af fanatikere der hærger over hele kloden i Islams navn.

Kendsgerningen er at det er fanatikerne der styrer Islam i dette øjeblik af historien. Det er fanatikerne der fører an i enhver af de 50 krige over hele verden. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne eller stammer i Afrika, og de overtager gradvist hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder eller æresdræber. Det er fanatikerne der overtager moske efter moske. Det er fanatikerne der nidkært spreder steningspraksis, og at voldtægtsofre og homoseksuelle hænges. Det er fanatikerne der lærer de unge af slå ihjel og blive selvmordsbombere.

Den barske uundgåelige kendsgerning er at det fredelige flertal, det ‘tavse flertal’ kujoneres og sættes på et sidespor.

Kommunist Rusland bestod af russere der bare ønskede at leve i fred, dog var de russiske kommunister ansvarlige for mordet på cirka 20 millioner mennesker. Det fredelige flertal var uden indflydelse. Kinas enorme befolkning var også fredelig, men de kinesiske kommunister lykkedes at at slå forbløffende 70 millioner mennesker ihjel.

Gennemsnitsjapaneren før 2. Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Dog myrdede og slagtede Japan sig vej over hele Sydøst Asien i et drabsorgie der omfattede det systematiske mord på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet.

Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagteri. Kunne man ikke sige at flertallet af Rwanderne var ‘fredselskende’?

Historiens lærer er ofte utroligt enkle og klare, men trods al vor fornuft så ser vi ofte ikke de mest basale og ukomplicerede pointer:

Freds-elskende muslimer er blevet gjort uden betydning ved deres tavshed.

Fredselskende muslimer vil blive vor fjende, hvis de ikke åbner munden, fordi som min ven fra Tyskland vil de en dag vågne og finde at fanatikerne ejer dem, og verdens ende er begyndt.

Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, rwandere, serbere, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algeriere og mange andre er døde fordi det fredelige flertal ikke sagde fra før det var for sent. De af os som har betragtet det altsammen skal være opmærksomme på den eneste gruppe der tæller -- fanatikerne der truer vor levevis.

Sidst, enhver der tvivler på problemets alvor og blot sletter denne email uden at sende den videre, bidrager til passiviteten der tillader problemet at vokse. Derfor gå lidt ud over dig selv og send dette videre og videre igen! Lad os håbe at tusinder over hele verden læser dette og sender det videre -- før det er for sent.

"Mod er at være skrækslagen til døden, men alligevel sadle op.”--- John Wayne

http://www.truthorfiction.com/rumors/t/Tanay-Merek-German-Islam.htm

Coolidge og Obama - Mester og Nar Del 1 af 3.

‘Tavse Cal’s’ lære til Obama- Del 1 af 3

           

Charles C. Johnson

Sparsommelige lakoniske Calvin Coolidge anvendte instinktivt sine konservative principper. Resultatet var det vi har brug for i dag: En lille gæld og voksende velstand.    

Da præsident Obama krævede at “millionærer og milliardærer” skal “betale deres rimelige del,” gjorde han det med en påstand om retfærdighed, skønt en forkert forståelse af retfærdighed. Amerikas skattesystem er uretfærdigt, argumenterede han -- ikke fordi alle ikke betaler den samme skat, men fordi den “rige” ikke betaler nok skat. Med sine betoninger, med sin stampen med fødderne, med sine forførelse af mængden, jovist han var i kampagneform. “Hvis I elsker mig, så skal I hjælpe mig med at få vedtaget denne lov,” fortalte han en henrykt mængde. Kampagnechefen var tilbage, og ønsker stadig at “sprede velstanden,” insisterer på at skatter bare skal hæves. Det hele drejede sig om at “leve med de midler vi har.”

                    

Men hvis Obama mener det alvorligt med at “leve med de midler vi har” så ville han være viis om han studerede Præsident Calvin Coolidge - den sidste Republikanske præsident der betalte gælden samtidig med at væksten i økonomien voksede.

Der har aldrig været et bedre tidspunkt end nu for at vende sig mod Coolidges perspektiv. Ofte afvist som en “der ingenting gjorde” af New Deal aktivisterne viste Coolidge, hvad sand konservatisme kunne skabe. Han bragte Washingtons forbundsøkonomi i orden. Han fik budgetterne i balance, skar ned på forbruget, knækkede skatterne og hjalp med til at udvikle økonomien så der kunne skabes velstand. Med andre ord, lige præcis det vi har brug for i dag.

Desværre er Obamas filosofi om regeringsledelse så langt, langt borte fra Coolidges. “Den klogeste og sundeste metode til at løse vort problem med skat er gennem økonomiske begrænsninger på forbruget,” sagde Coolidge i sin indsættelsestale i 1925. Hans koncept om vor republik adskiller sig markant fra Obamas. “Opkrævningen af enhver skat der ikke absolut uden for enhver tvivl er nødvendig,” argumenterede han, “som ikke i fornuftig grad bidrager til den offentlige velfærd, er kun en afart af legaliseret tyveri. Under denne Republik tilhører industriens foretagsomhed de som har tjent dem - “Amerikanere,” påmindede han os, “er politisk frie mennesker og skal være økonomisk frie mennesker.” Men med Præsident Obama er Amerika blevet mindre økonomisk fri, faldet i gældsfælden.

 

Dette er hovedsageligt på grund af klimaet med økonomisk usikkerhed skabt ved hans politik. I 2009 var præsident Obama med rette mod en stigning i skatterne ved recessionens begyndelse. Nu, i forvirrende grad, insisterer han på at hæve dem, trods økonomiens fortsættende forstoppelse. Åbenbart har han ikke lært at skatter ikke kan løse Washingtons finanssmerter, fordi at beskatte er at ødelægge de dynamiske kilder til vor velstand.

Coolidge var udmærket klar over dette, og gav råd til sine medborgere mod klassekampens underliggende økonomiske filosofi a la Obama. “Vi kan ikke finansiere landet, vi kan ikke forbedre de sociale forhold, gennem hvilket som helst system om uretfærdighed, selv om vi forsøger at pålægge det den rige. De som vil lide mest skade vil være den fattige.” Og den fattige har virkelig lidt under præsident Obama: Antallet af amerikanere der lever i fattigdom forøgedes igen i 2010, for fjerde år i træk. Nu er det en ud af seks amerikanere der lever under ‘fattigdomsgrænsen.’

Rent instinktivt bryder amerikanerne sig ikke om klassekamp argumenterede Coolidge, fordi de “tror på velstand. Det er absurd at formode at (amerikanerne er) misundelige på de som allerede er velstående.” Sparsommelighed og læren fra historien, troede Coolidge, viste os “den kloge og rette kurs” og var “ikke at ødelægge de som allerede havde en sikker succes, men at skabe omstændigheder under hvilke alle vil få en langt bedre mulighed for at få succes.”

Coolidges tilgang, løsning, var virkelig at søge at finde den rette balance. Regering og forretning hver for sig “burde være suveræn på hver deres område,” i november 1925 fortalte han Handelsministeriet i New York State. “Når regeringen uretmæssigt kommer under indflydelse af forretningsverdenen, er tilbøjeligheden at udvikle en administration der lukker mulighedens dør; snævertsynhed og selviskhed i sin fremtoning, og resultatet er et oligarki.”

På den anden side, “når regeringen med dens større ressourcer blander sig i forretningsverdenen har den en tílbøjelighed til ekstravagance og ineffektivitet, og da den har magten til at knuse alle konkurrenter vil den på samme vis lukke mulighedens dør og det resulterer i et monopol.”

Med sin tro på ‘stor regering’ holder Obama fast på at han har fokus på jobskabelse. Coolidge vidste imidlertid at regeringen ikke kan “skabe jobs” direkte. Jobskabelse var den private sektors område. “Hvis virksomheder får lov at passe sig selv, og sikres en fornuftig frihed fra indblanding fra regeringen og forøgende skatter,” skrev den da pensionerede Coolidge, under Depresssionen som klummeskribent, “vil det gøre mere end alle mulige love i en lettelse af depression ...Det vil være visdom, at give virksomhederne frie hænder til at skaffe sig sine egne værtktøjer.”

 

Coolidge opnåede så meget som han gjorde, fordi han troede så inderligt på at “økonomi” betyder beskedenhed. Han satte det på en tredjeplads, efter “orden og frihed,” som “en af de vigtigste ting ved en fri regering.” Han udtrykte det ganske enkelt: “Jeg går ind for økonomiens politik, ikke fordi jeg ønsker at spare penge, men fordi jeg ønsker at spare folket.” En dollar sparet var en dollar som folket selv kunne bruge til at forbedre deres eget liv. 

Fortsættes.......

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/coolidge-og-obama-mester-og-nar-del-2.html