Thatcher og jøderne
Margaret Thatcher var en trofast forsvarer for jødernes sag og en støtte for Israel i sin politiske karriere, ikke som de fleste Tory politikere før hende
Charles C. Johnson
Når hun blev spurgt om sin mest betydningsfulde bedrift nævnte Margaret Thatcher, nu skildret af Meryl Streep i filmen Iron Lady, på typisk vis ikke sin gerning i den britiske regering, besejringen af den argentinske invasion af Falklandsøerne, det at hun fik tæmmet den galoperende inflation, eller ‘væltet’ Sovjetunionen. Kvinden der genskabte britisk politik og tjente som premierminister fra 1979 til 1990 sagde ofte at hendes største gerning var at hjælpe med til at frelse en ung østrigsk pige fra Nazisterne.
I
1938 skrev Edith Muhlbauer, en 17 årig jødisk pige til Muriel Roberts,
sin penneveninde og den fremtidige premierministers storesøster, og
spurgte Roberts familien om den måske kunne hjælpe med til at få hende
ud af Hitlers Østrig. Nazisterne havde påbegyndt indsamlingen som det
første, af Wiens jøder efter Anschluss, og Edith og hendes familie var
bekymret over, at de ville blive de næste.
Alfred Roberts, Margaret og Muriels far, var købmand i en lille by; familien havde hverken tid eller penge til at bringe Edith dertil. Derfor gik Margaret, dengang 12 år og Muriel, 17, i gang med at lave fonde og skaffe midler og overtale den lokale Rotary Club til at hjælpe.
Edith
opholdt sig hos flere end et dusin Rotary familier, herunder Roberts, i
de næste to år, indtil hun kunne flytte og slutte sig til slægtninge i
Sydamerika. Edith boede i Margarets værelse, og hun gjorde et godt
indtryk. “Hun var 17 år, høj, smuk, helt klart fra en familie der
klarede sig godt,” skrev Thatcher senere i sine memoirer. Men vigtigst
så “fortalte hun os, hvordan det var at være jøde under et anti-semitisk
regime. En ting der især gjorde stort indtryk i mit sind: Jøderne,
sagde hun, blev sat til at skrubbe gaderne.”
For Thatcher der gik ind for meningsfyldt arbejde, var dette ligeså meget et spild som det var noget der vakte vrede. Havde
Roberts familien ikke grebet ind, huskede Edith år senere, “Ville jeg
være blevet i Wien og de ville have slået mig ihjel.”
Thatcher
glemte aldrig den lære: “Tøv aldrig med at gøre hvad du kan, for du kan
redde et liv,” fortalte hun publikum i 1995 efter Edith var blevet opsporet som værende i live og havde det godt i Brasilien.
Andre
britiske politikere og deres familier husede jøder under krigen, men
ingen synes at have været så dybt berørt af det som Thatcher. Harold Macmillan,
en fjende af Thatcher og Englands premierminister fra 1957-1963 gav
husly for jødiske flygtninge i sit palæ, men hans relationer til jøderne
var altid afmælt, kølig, det antisemitiske kendetegn som var så
udbredt blandt de højeste Torier.
Harold Macmillan
Under
de kontroversielle Versailles fredsaftaler der afsluttede 1.
Verdenskrig skrev MacMillan til en ven at premierminister Lloyd Georges
regering ikke var “særlig populær, undtaget vedrørende den Internationale Jøde,” den mytiske sammenslutning man mente stod bag alle Europas problmer og gjort berømt af Henry Fords bog med samme titel.
Macmillan
kom ofte med nedrige vittigheder om jøderne og jødiske politikere, og
nedgjorde Leslie Hore-Belish, et medlem af De Liberale i Paramentet og
en kritiker af forsoningspolitiken i årene før 2. Verdenskrigm med
udtrykket “Horeb Elisha,” en nederdrægtig henvisning til Horebs Bjerg,
hvor de 10 Bud blev overdraget Moses.
Viscount
Cranborne, et Tory medlem af Parlamentet og en embedsmand i
Udenrigsministeriet forsøgte i 1930’erne at underminere forsøgene på at
lette adgangen for jøder til Storbritannien eller til Palæstina, ved at
udelukke de som kunne være Edither fra et finde sikkerhed under det
britiske Union Jack. Og sammen var Cranborne og Macmillan blandt de Tory
parlamentariskere der tvang Hore-Belish ud af regeringen tidligt i
1940’erne for, som de påstod, at have konspireret for at tvinge
Storbritannien ind i krigen på vegne af europæiske jøder.
I modsætning hertil havde Thatcher ingen anti-semitisme. “Jeg
selv kan bare ikke forstå anti-semitismen” indrømmede Tahatcher i sine
memoirer. Faktisk fandt hun “nogle af sine nærmeste politiske venner og
samarbejdspartnere blandt jøder.”
Som
noget enestående blandt britiske politikere var hun sædvanligvis fri
for selv “det allermindste spor af anti-semitisme i sin fremtoning.”
skrev Nigel Lawson, hendes finansminister i 1992. Lawson vidste hvad han
talte om. Alan Clark,
en senior Tory politiker, skrev i sine dagbøger at nogle fra den gamle
garde, sig selv indbefattet, ikke mente at Lawson, “som en jøde” kunne
blive tilbudt stillingen som udenrigsminister. Lawsons “jødiske herkomst
var i sig selv diskvalificerende” skrev Sunday Telegraph
i 1988, uden at skamme sig. Rygter og spekulationer holdt ved til
1990’erne over, hvorfor dette eller hint jødiske medlem af Parlamentet
ikke kunne blive leder af det Konservative Parti.
Alan Clark
Tidligt i sin karriere - endog før hun gik ind i politik - havde Thatcher arbejdet sammen med jøder
som kemiker ved J. Lyons and Co., et jødisk ejet firma. (Hun var gået
ud fra Oxford i 1947 med en eksamen i kemi). Efter at være holdt op med
kemi, blev hun sagfører og blev mere og mere involveret i politik. Hun
stillede op i nogle af de mere konservative kredse, og tabte hver gang.
Endelig vandt Thatcer i Finchley, et sikkert Torys sæde i en forstad i
Nordlondon. Nu havde hun endelig fundet sine vælgere: Middelklassen,
foretagsomme jøder i forstæderne.
Hun holdt i særlig grad af den måde som hendes nye vælgere tog vare på hinanden, fremfor at søge hen mod Staten: “I
de 33 år jeg repræsenterede (Finchley),” skrev hun senere, “mødte der
aldrig en fattig, desperat jøde op til vælgermøderne,” og hun ønskede
ofte at Kristne ville “lægge nøje mærke til den jødiske understregning
af selvhjælp og accept af det personlige ansvar.”
Hun var en af grundlæggerne af Anglo-Israel Friendship League of Finchley og medlem af Konservative Venner af Israel.
Idet hun følte afsky for en golfklub i hendes distrikt der ikke ville
have jøder som medlemmer, indgik hun en offentlig protest mod denne. Hun
sluttede sig endog til at synge Israels nationalsamg i 1975 i Finchley.
Finchleys
jøder var “hendes folk,” plejede Thatcher at sige - helt sikkert meget
mere end de velstående baroner der dominerede hendes parti.
Da
Thatcher blev leder af oppositionen i 1975, blev det antydet at hendes
tætte forbindelser med britiske jøder kunne være en fare for landets
udenrigspolitik. Officiel korrespondance, der er frigivet i 2005 viser
det ubehag, hvormed bureaukraterne i Udenrigsministeriet behandlede
Thatchers alliancer i kapløbet op til hendes valg som premierminister i
1979.
Michael
Tait, en embedsmand ved den britiske ambassade til Jordan var bekymret
over at Thatcher måske kunne være lidt for tydelig som en “fange af
Zionister,” medmindre hun løsnede sig fra sine officielle bånd til
pro-jødiske grupper. Tait forelsog endog at Thatcher skulle opgive sin
elskede Finchley valgkreds til fordel for Westminster, en distrikt med
færre jøder og distancere sig fra hendes “pro-Israel
Parlamentsmedlemmer” der kunne gøre en fred i Mellemøsten umulig. Til
sidst blev indvilligede Thatcher tøvnede at frigøre sig fra de jødiske
grupper hun hørte til, men hun beholdt sit distrikt, og sine forbindelser med pro-Israel parlamentarikerne.
Da
hun først var blevet premierminister udnævnte Thatcher en regering
‘udenfor regeringen.’ “Det som var særligt ved Margarets kabinet,” sagde
Macmillan senere, “er at den omfatter flere Gamle Estere end det har
gamle Etoner.” (Eton er den berømte skole hvor det kræves at elevernes
fædre er briter af fødsel, for at holde jøder udenfor) Britisk politik havde altid været en klub for fornemme hedninge; Thatcher ønskede at gøre det til et præstationskabinet.
Margaret Thatcher, Oktober 1986. (Keystone/Getty Images)
Thatcher
udnævnte, hvem hun mente der var bedst egnet til stillingerne i hendes
regering, uanset deres religiøse- eller familebaggrund. Chaim Bermandt,
(fra Letland oprindeligt) den anglo-jødiske forfatter, gik muligvis for
langt da han sagde at Thatcher har en “næsten mystisk tro på jødernes
evner,” men han var ikke helt ved siden af.
Udover
Nigel Lawson udnævnte hun Victor Rothschild, (europæiske
Rothschildfamilie) som sin sikkerhedsrådgiver, Malcom Rifkind som
statsminister for Skotland, David Young som minister uden portefølje, og
Leon Brittan som handels- og industriminister. David Wolfson, nevø til
Sir Isaac Wolfson, præsident for Great Universal Store, Europas største
postordrevirksomhed, tjente som Thatchers stabschef.
Hendes politik fik energi gennem to mænd - Keith Joseph,
et Parlamentsmedlem, som mange troede en dag ville være den første
premierminister som praktiserende jøde, og Alfred Sherman en tidligere
kommunist der var blevet frimarkedstilhænger.
Med Thatcher, Joseph og Sherman skabtes Centre for Policy Studies
i 1974 for at få indført klassiske liberale ideer i Storbritanniens
Konservative Parti. Joseph, søn af en af de mest velstående familier i
Storbritannien ønskede “på fundamental vis at påvirke en politisk
generations måde at tænke på.” Det var ikke nok at vinde valg, mente
han; der måtte være en forandring i den måde mennesker tænkte politik.
Han benyttede denne nøgle fra sine ideologiske modsætninger, Fabian
Socialister, en gruppe intellektuelle britisk socialister der ønskede at
gøre Storbritannien socialistisk gennem en gradvis forandring.
Joseph
ville kopiere Fabianernes stil ved at skrive i aviser om politik, give
taler og skrive til berømte briter om at forsøge at ændre på den
offentlige mening. En af disse strejftog blev en bog han var
medforfatter på Equality,
udgivet i 1979, der argumenterede for at lighed i muligheder “kræver at
ingen ekstern barriere skal forhindre et individ i at udnytte sine
talenter. Ingen love skal forbyde nogle at gøre det som er forbudt af
andre.” Det var Thatcer ind til benet.
Thatcher’s
philo-semitisme (forkærlighed) gik videre end de mennesker hun udnævnte
til sin regering; den havde også helt tydelige politiske implikationer.
Hun
gjorde jødiske sager til sine egne, herunder at lette på
restriktionerne så nazistiske krigsforbrydere der boede i Storbritannien
kunne retsforfølges, og talte varmt for Sovjetunionens refuseniks (jøder der ønskede at udvandre til Israel).
Hun pralede med at hun engang fik gjort Sovjet emebdsmænd “nervøse” ved
hele tiden at bringe refuseniks byrden op under et enkelt ni timer
langt møde med Mikhail Gorbachev, “Sovjetterne skulle vide, at hver gang
vi mødtes ville deres behandling af refuseniks blive smidt i hovedet på
dem,” forklarede hun i sin bog
The Downing Street Years.10. Januar, 1973. Jødiske refuseniks demonstrerer foran Indenrigsministeriet for retten til at udvandre til Israel
Thatcher arbejdede også på at afslutte den brtiiske regerings støtte til den arabiske boykot mod Israel. Under
Yom Kippur Krigen i 1973, kritiserede Thatcher Tory premierminister Ted
Heaths nej til at ville forsyne Israel med militærreservedele eller
blot tillade at amerikanske fly benyttede britiske luftbaser for at give
forsyninger til Israel. I 1986 blev Thatcher den første britiske
premierminister der besøgte Israel, hun havde dog besøgt landet to gange
som Parlamentsmedlem.
Alligevel,
trods sin støtte til Israel, og skønt hun afviste den tydelige pro-PLO
holdning hos nogle medlemmer af hendes regering mente hun at Israel
burde forhandle fred for land, og i sine memoirer ønsker hun at den
“israelske understregning af menneskerettighederne for de russiske refuseniks blev på lignende vis anvendt på en passende anerkendelse af de statsløse palæstinensere.”
“(Osirak angrebet) repræsenterer et groft brud på international lov,” sagde hun i et interview med Londons Jewish Chronicle i 1981. Israels bombning af et andet land kunne føre til “internationalt anarki.”
Osirak efter bombningen
Sandt
at sige var Thatcher ikke alene om denne stillingtagen. Jeanne
Kirkpatrick, U.S. ambassadør til FN, sammenlignede Israels bombning af
atomreaktoren med Sovjets invasion af Afghanistan. FN Sikkerhedsrådet
fordømte ensstemming angrebet. “Blot fordi et land forsøger at skabe
energi gennem atomkraftkilder, skal man ikke tro at man gør noget helt
forkert,” sagde Thatcher i House of Commons.
Hun
bemærkede at Iraks facilitet netop var blevet inspiceret og således var
det ikke særlig hensigtsmæssigt for Israel at angribe. Reagan var enig -
i det mindste officielt. “Teknisk set,” skrev Reagan år senere, “havde
Israel krænket en aftale om ikke at benytte U.S. fremstillede våben til
offensive formål, og nogle kabinetsmedlemmer ønskede jeg skulle lægge
pres på Israel fordi landet havde brudt denne forpligtelse.....men jeg
havde sympati for den israelske premierminister Menachem Begins motiver,
og privat mente jeg vi burde give dem tvivlens gave.”
At Thatcher ikke gav Israel tvivlens nådegave er bekymrende, skønt hun gjorde det godt igen da hun gik ind for befrielsen af Kuwait og at få smidt Saddam Hussein på porten. Men i dette burde Thatcher ikke have ladet mandariner i Udenrigsministiet overtale hende. Hun skulle have stolet på sine philo-semitiske instinkter.
Charles C. Johnson is author of the forthcoming Coolidge: Then and Now.
http://www.tabletmag.com/news-and-politics/87027/thatcher-and-the-jews/?all=1
2 kommentarer:
Macmillan var premierminister 57- 63, ikke fra 47.
Peter Buch
Du har jo ret. Og det skyldes udelukkende en slåfejl fra min side. I den originale tekst er de rigtige år nævnt. Tak.
Har rettet fejlen.
Send en kommentar