Separatisme lær af Quebec

Quebec og separatisterne

Mike Konrad

Nu her, hvor separatismens flamme er tændt igen i Europa, med Brexit og ud af EU, vil Quebec som et typisk eksempel på gallisk konkretisme, gøre det modsatte og muligvis nu endelig slå sig til tåls med at acceptere den canadiske føderation.

Som amerikaner lærte jeg, da jeg var ung, ikke korrekt i geografiklassen at fransk var et andet sprog i Quebec. Under en tur til Montreal med klassen, da jeg var teenager, fandt jeg så ud af at det så ganske anderledes. Fransk var første sprog i Quebec. Selv de som kunne engelsk, gjorde et nummer ud af ikke at ville tale det.

Det var naturligvis på den tid da en voksende nationalisme i Quebec var på sit højeste, opflammet et par år tidligere af Charles de Gaulles berømte besøg i juli måned til Montreal's World Fair - Expo '67 - hvor han fremførte de berømte ord (eller berygtede):

“Vive le Québec! Vive le Québec Libre!” - Charles DeGaulle, fra balkonen på Rådhuset https://www.youtube.com/watch?v=C0LQBcygNew&t=4m14s

Den fransktalende folkemængde brød ud i jubel.

De Gaulle, i bund og grund en quasi-autoritær leder der mente han stod på de franske republikanske idealer burde have være som en bandlysning for de unge indbyggere i Montreal..  På den tid var Quebec i færd med at bryde båndene til deres fortid og Den Katolske Kirke under Quebecs 60’ernes Stille Revolution. Dette var hippiernes og den frie kærligheds tid. Et fossil som de Gaulle burde ikke have sagt dem noget som helst.

De Gaulle var fortørnet over at briterne (Les Anglais) havde vundet de Franske og Indianske krige to hundrede år tidligere i det 18. århundrede, og at Frankrig havde måttet forlade sine ‘børn’ i Canada til briterne. Han beslsuttede at støtte nationalismen i Quebec.

Åbenbart var der ingen der havde informeret Generalen om at Frankrig havde fået skabt balance cirka 16 år efter De Franske og Indianske Krige ved under the American Revolution at have støttet de revolutionære mod briterne som derpå tabte Amerika [Amérique]. Det var noget der gav rente. Så der var sådan set ingen grund til at sige som han gjorde i Frankrigs favør.

Men Frankrig havde følt sig ydmyget efter 2. Verdenskrig og helt overskygget af Les Anglo-Saxons [Amerika og Storbritannien]; og så for at bevise Frankrigs uafhængighed ledte de Gaulle Frankrig ud af en temmelig selvødelæggende udenrigspolitisk kurs, blot for at vise verden at Frankrig havde sin egen holdning og mening, selvom der kunne være en vis usikkerhed om de Gaulles mentale tilstand. Ærlig talt så opførte han sig barnligt og nærtagende.

Canada var ikke godt tilpas med denne udtalelse og så helst de Gaulle ude af regionen (Quebec) så hurtigt som muligt. Der havde nemlig været en øget fransk identitetsfølelse i Quebec i et stykke tid - den havde sådan set altid været der - men de Gaulles kommentarer var som at smide benzin på bålet. Det var vel også hans hensigt.

Historien bag Franco-English relationerne i Canada er blandede.

Jovist havde de engelsktalende været nedladende over for de frankofone i Canada. Der havde været en etnisk udrensning af de franske fra Acadia, og mange af dem endte så i Louisiana. Jovist havde anglo-eliten i Quebec set ned på de franske og behandlet dem som bønder. Jovist var det franske sprog ved at dø ud under den engelske indflydelse i det 19. århundrede.

Men der er et andet aspekt af historien.

Da England absorberede Canada i det 18. århundrede indførte man en række love tilpasset Quebec. Disse blev kollektivt kaldet the Quebec Act, hvor man etablerede Den Katolske Kirke i Quebec, og tillod quebecois at leve under franske borgerlige forordninger, fremfor almindelig engelsk lov.

Tænk over det. Det intolerante protestantiske England belønnede Quebec med et sæt indrømmelser der ikke blev givet andre steder i deres imperium. Havde England givet sådanne indrømmelser til irerne ville halvdelen af de Anglo-Irske krige aldrig have fundet sted.

Naturligvis blev Amerikas (I Ohio Valley) protestanter rasende over denne indrømmelse til Den Katolske Kirke, og frygtede at deres borgerrettigheder og beskyttelse under almindelig lov ville blive fjernet. Værre var det, at Quebec skulle styres af udnævnte fremfor valgte repræsentanter. Endelig ville amerikanerne ikke overdrage Ohio Valley som de fornylig havde kæmpet mod Frankrig for blot 10 år forinden, til Quebec, der for deres skyld gerne kunne være fransk.

The Quebec Act var et snedigt bedrag fra Englands side, og man indførte loven for at svække den øgede selvbevidsthed og magt i den Engelske Kolonie. Det var meningen at den skulle sikre at dersom kolonierne gjorde oprør da ville Quebec forblive loyal, som også skete under the Battle of Quebec City i 1775, som trist nok, Amerika tabte.

The Quebec Act (Acte de Québec) havde ‘købt’ Quebecs loyalitet og den katolske gejstlighed, der havde fordel af den, var ivrige efter at få skabt en pro-britisk indstilling, og man solgte ud af sin kultur mod privilegier som kirken ikke kunne få i Storbritannien. Det kan derfor ikke undre at amerikanerne betragtede the Quebec Act som en af the Intolerable Acts.

Gejstligheden havde svigtet Quebecs mulighed for ægte frihed. De gejstliges privilegium skulle komme til at plage quebecois da nyheden kom frem om det årtier lange børnemisbrug i katolske institutioner i det 20. århundrede. Quebecois skulle nu endelig komme til at fortryde indrømmelserne til Den Katolske Kirke og i 1960’ere havde man fået nok af de gejstliges indflydelse, og man sekulariserede provinsen under den Stille Revolution.

Quebecois endte med at holde fast ved den franske identitet, uden den stærke Katolicisme - og i bund og grund endte man så i det samme sociale system som Frankrig havde indledt i 1789 under Den Franske Revolution, to århundreder tidligere, som var det den katolske gejstlighed og briterne i al hemmelighed havde forsøgt at hindre.

Til trods for de ægte sociale forskelle tillod Canada's Confederation Act af 1867 at enten kunne fransk eller engelsk anvendes og med lige rettigheder. Dog ville Quebec forblive en torn i Anglo-Canadas side i det følgende århundrede, med etniske spændinger og undgåelse af indkaldelser var populært under 2. Verdenskrig.

Quebecois, frasiger sig imidlertid ikke deres franske identitet. De krævede præferencer for fransk i Quebec, og der kom indrømmelser fra Canada, såsom tosproget info i Canada.

Nedturen for fransk blev holdt tilbage, men omkostningen var af anglofone forlader provinsen. En undersøgelse af unge anglofone og frankofone lader også formode at anglofone oftere rapporterer diskriminerende handlinger på baggrund af sprog end medlemmer af det fransketalende flertal - ifølge  - Montreal Gazette.

78% af indbyggerne i Quebec taler fransk som første sprog. Kun 8% taler som første sprog engelsk, det selvom dobbeltsprogligheden er helt oppe på 43% af befolkningen. Arabisk - Arabisk! jo, arabisk er på tredje pladsen med 2%, med spansk en anelse bagefter. Gå ikke i panik. En stor del af de arabere er sandsynligvis fransktalende kristne libanesere.

Denne er utroligt underholdende der tales fransk canadisk så det blafrer
https://www.youtube.com/watch?v=qYm83H5TOMM

Flertallet af canadierne med libanesisk baggrund er kristne.. I 2001 sagde 42% af det libanesiske samfund i Canada at de var katolikker, og yderligere 11% tilhørte en kristen Ortodoks retning og andre 10% tilhørte Protestantiske retninger eller andre kristne grupper.

Canada har haft seks premierministre der som modersmål har haft fransk - en i det 19. århundrede - yderligere 2 talte flydende fransk og yderligere fem kunne klare sig på fransk. Det er altså en fortælling om store fordomme. Med en fjerdedel af befolkningen i Canada må man sige at Quebec er godt repræsenteret.

Tilbage i tiden har der dog været en del fordomme. Manitoba, selvom provinsen er grundlagt af franske Metis, havde kun engelske love indtil 1985, men for at være fair så er lovene i Quebec stadig med præference for det franske islæt. Det er sandt at Orangemen, efterkommere at anti-katolikker fra Nordirland, havde nogen indflydelse, men nu er der flere katolikker i Canada end protestanter. Og millioner af Angla-Canadiere undervises nu i fransk i skolerne. Så hvem vandt egentligt kulturkrigene?  

Separatisterne tabe en folkeafstemning om uafhængighed i 1995 med en meget lille margin. Dog, siden dengang, og det selv om separatismen er i øgning rundt om i verden, så dør den ud i Quebec. Quebecois har det fint. De er Herrer i deres egen provins; og ligestillingen er i orden. Der vil altid forblive en separatisrik base, men den har ikke længere nogen betydning.

Vigtigst - så er Quebecois subsidieret af resten af Canada. Måske ikke det værste tilfælde målt per hoved, da nogle maritime provinser får noget mere. Men dog er Quebec subsidieret af det engelsktalende Canada.

Jeg mener at Quebecois indser at det at forblive i Canada -. trods alle fejlene - historisk og på anden vis - er langt mere positivt og gavnligt for dem. De har kontrol over deres sprog. De religiøse fordomme er der ikke mere. Det ser godt ud for dem. Hvorfor reparere noget der ikke længere er i stykker?

The epic collapse of Quebec separatism - Macleans

Jeg ville ønske at flere politiske systemer rundt om i verden var lige så kloge.

Mike Konrad is the pen name of an American who wishes he had availed himself more fully of the opportunity to learn Spanish in high school, lo those many decades ago.

http://www.americanthinker.com/articles/2017/01/why_quebec_no_longer_is_separatist.html#ixzz4UUx0YuhS