Frankrigs dødskamp- borgeres oprør og selvtægt
Hvis radikale islamiske gejstlige troede de var immune for terrorangreb og trusler mod dem selv så må de nu have fået revideret den holdning. I sidste måned i Frankrig, i stedet for det forudsigelige mønster med arrestationer af islamiske jihadister der planlægger dødbringende terrorangreb var det denne gang jihadister selv der øjensynligt var målet.
Denne ændring af hændelserne signalerer Frankrigs hastige nedtur mod lovløs vold.
Den franske avis Le Figaro fortalte at politiet i juni måned har tilbageholdt 10 personer fordi disse formodentligt havde til hensigt at angrbe “radikale imamer, tilslørede kvinder og tidligere dømte jihadister løsladt fra fængsel.” (Nu for tiden er der 512 personer dømt for terreranklager i franske fængsler). Arrestationerne skete i Paris regionen Corsica og i Charante-Maritime.
“Denne gruppe gik efter ‘mål der formodes at være i forbindelse med radikal islam,’” sagde en kilde til Le Figaro.
Ransagninger i adskillige hjem har afsløret “rifler, pistoler og hjemmelavede granater,” og politiet fortalte at denne “groupuscule” (lille gruppe) “regelmæssigt trænede i sports skydeklubber og havde forberedt våbendepoter og fødevareforsyninger i tilfælde af en større krise.” (Det kan så få en til at spekulere over om de var “ultra-højrefløjs” terrorister eller blot overlevelseskursister).
Et noget overraskende kendetegn ved denne gruppe er sammensætningen. Det er ikke en gruppe man plejer at knytte til “ultra-højre” - nemlig unge, skinheads, neo-Nazi typer. De 10 var familiefædre i alderen 32 til 69 uden tidligere kontakt med politiet og en af dem en kvinde. Den formodede leder af gruppen er tilmed en pensioneret politibetjent.
De 10 delte åbenbart samme ønske: At udføre angreb for at hævne islamiske overgreb begået i Frankrig i de seneste år,” fastslog Le Figaro. .
245 mennesker er blevet slået ihjel i Frankrig siden januar 2015 i kølvandet på jihadist angreb, “uden fortilfælde.” Det som gav flest døde var angrebet i Paris 2015, hvor 130 døde alene i Bataclan natklubben.
Nogle franske borgere mener helt klart at deres regering har fejlet i at beskytte dem mod jihadist plagen. Som bemærket foroven har islamisk terror i Frankrig krævet 245 menneskeliv i løbet af de sidste 3,5 år, og ligene vil helt sikkert blive endnu flere efter hvert jihadist angreb.
“Nous les combattrons!, nous les combattrons!, nous les combattrons! (Vi vil kælmpe mod dem!,” erklærede Frankrigs tidligere socialistiske præsident, Francoise Hollande, i 2014.
For mange franskmænd var denne ytring blot tomme ord. Værre er det at de er rystet over den erkendelse at den franske regering har brudt den sociale kontrakt med at beskytte befolkningen. Tilbage i 2014 fortalte tidligere socialistiske premierminister Emmanual Valls studerende ved et universitet at deres generation måtte vænne sig til at leve med terrorist angreb “i rigtig lang tid.” Med andre ord - Frankrig kunne ikke længere garantere deres sikkerhed, og afslørede at man overgav sig til kaos og mord.
Valls sagde også det samme til en folkemængde i Nice i juli 2016 efter lastvognen havde kørt gående ned langs Promenade des Anglais - 89 døde. Men dene gang blev der Buuhet af ham og han blev kaldt “morder” og at han skulle trække sig. Disse franskmænd var ikke villige til “at leve med terrorisme.”
Den stadig større følelse af usikkerhed i Frankrig blev ikke lempet af nuværende præsident Præsident Emmanuel Macron’s ord ved et møde med parlamentarikere i Versailles da han sagde. “Republikken har ingen grund til at have det vanskeligt med Islam, ikke mere end med nogen anden religion.”
Den politiske elites underkastelse til en normalisering af terrorangreb - beskriver disse som uheldige hændelser der ikke kan fjernes, som uheldige trafikulykker eller ildebrande - men afvises sådan set af de franske borgere. De ser dette som en overgivelses politik sammen med en indrømmelse af den fuldstændige fiasko. I deres øjne burde politikere der har denne indstilling træde tilbage - husk opfordringerne til Valls om samme.
Endnu en kilde til vreden er de svage midler de franske administrationer bruger for at bekæmpe jihad - midler der beviseligt ikke er effektive. Det seneste og mest tydelige er den usynlige (glas) sikkerhedsmur og betonblokke placeret rundt om Eiffeltårnet., sammen med de tusinder af kampklædte soldater der patruljerer i gaderne. Begge er de symboler på regeringens fiasko. (Se denne på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.com/2018/07/frankrig-overgiver-sig-til-jihad-eiffel.html)
“Man kender kun til at underkaste sig frem for at gøre noget ved årsagerne,” sagde en kritiker af Eiffeltårnets nye udseende.
Nogle i Frankrig nægter imidlertid at underkaste sig og ønsker at behandle terrorens grundårsager ved først at få myndighederne til at sætte navn på fjenden, konfrontere de bagved liggende motiver og derpå gå i gang med forebyggende indsatser - med fuld styrke. Den franske forfatter Pascal Bruckner udtrykte måske den indstilling mest præcist da han fortalte Le Figaro: “Vi er i krig, det vil blive nødvendigt at være uden nåde.”
I stedet får franskmændene at vide at deres jihadist angribere blot er “mentalt syge” og at alle ideologiske og politiske diskussioner om Islam og mordernes selvproklamerede religiøse motiver er “islamofobisk” og ligner racisme.
Franske sikkerhedstyrker er helt klart i stand til at neutralisere jihadistplagen, hvis de fik lov. Men franske politikere hvis tanker kun gælder det næste valg og ikke fremtiden er nervøse for at hvad sådanne handlinger kunne få på de muslimske vælgere, som udgør en betragtelig blok med Frankrigs 6 millioner muslimer.
“Her er det nye Frankrig, det som dukker frem, det som er i sin begyndelse, fremtidens. I indbyggere, islamiske eller ikke i boligprojekterne er Frankrigs fremtid ....” sagde tidligere socialistiske franske præsident Francois Hollande til beboerne i en immigrant ghetto i 2012 der afslørede dermed sin dagsorden og hvor socialisterne forventede at høste deres fremtidige stemmer.
Ved at påpege sin regerings åbenbare nægten af at gå i offensiven opsummerer professor i fransk Shmuel Trigano fra Paris Nanterre University den altødelæggende konsekvens for det franske folk ved denne falliterklæring. “De lader ofrene betale for ikke at skulle give bødlerne kamp,” fastslog han i Le Figaro.
Private vagtkorps og borgere har så naturligvis taget loven i egen hånd hvilket er uheldigt i et demokrati. Men mange franske ønsker bare at deres regerings tilbageholdenhed og passivitet skal ophøre. De ved fra grum erfaring at Maginot Linjer ikke holder.
I stedet for at vente på at blive slagtet som offerlam - “uden skånsel” - er aggressiv handling fra staten mod jihadisterne det som det franske folk kræver og fortjener. Desuden er en sådan korrektiv kurs det bedste modsvar for at afværge et truende sammenstød mellem samfundsgrupper eller en borgerkrig i Frankrig.
Stephen Brown is a contributing editor at Frontpagemag.com and he has a graduate degree in Russian and Eastern European history. Email him at alsolzh@rogers.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar