Er Frankrig ved at ødelægge sig selv igen?

Guillotinen er da forbudt, er den ikke? 

Brandon J. Weichert

I de sidste par uger er franske borgere draget hærgende gennem Paris’ gamle gader og fantastiske boulevarder. Der er blevet sat ild til så at sige alt. Frankrigs nationale monumenter er blevet tilsmudset med møg og skidt, og ethvert symbol på fransk storhed man har kunnet opspore har fået en tur. 

Uden tvivl længes den drengeagtige franske præsiden Emmanuel Macron efter de hede sommerdage tidligere i år, da det eneste der komplicerede hans styre over fransk politik var hvorvidt han var eller ikke var faire des galipettes (slå slatomortaler) med sin livvagt, Alexandre Benalla. Men det var i juli måned. Nu er vi i de frysende måneder her, hvor franskmændene ikke længere er så fascineret af banaliteter og går på barrikaderne, fordi de ikke kan betale deres energiregninger.

Dette er ikke første gang franskmændene har gjort oprør (og heller ikke den sidste). Ikke desto mindre var den seneste bølge af oprør voldsom, en af de mest politisk destabiliserende i mange, mange år.

Ulig de tidligere protester er baggrunden for franskmændenes ‘vi har fået nok’ de systemfejl der er i det franske socio-politiske og økonomiske system. Det har vi set før, i 1789 under den blodige Franske Revolution. Helt sikkert afviser mange udenfor Frankrig (måske endda nogle i Frankrig) den lurende trussel mod det nuværende franske politiske system som disse opstande er udtryk for, og ser udelukkende på de demonstrerendes udseende og handlinger.

Frankrigs arbejderklasser slår igen

Protesterne opstod fra de dele af landet, der i overvejende grad var pro Marine Le Pen i sidste præsidentvalg i Frankrig. Det drejer sig om områder ude på landet og tidligere industribyer der er blevet udsultet af de samme kræfter der slagtede Storbritanniens gamle industricentre (og som gav grobund for Brexit bevægelsen), og som førte til at Donald Trump fik succes i the United States. 

Med andre ord så har Frankrigs arbejdere gjort kvalm - og så må vi se om de er færdige.

Den hensygnende franske arbejderklasse forsøgte at stå op imod de vanvittige politiske tiltag fra globalisterne ved afstemninger i 2017, men blev overskygget af de tæt befolkede bycentre, som Paris (derfor bør alle være taknemmelig for at vi i USA har et valgmandssystem)

Efter den fiasko føler de fleste franskmænd sig i stor udstrækning ekskluderet fra det globale “Paradis” som er EU og har nu vist deres kontante holdning på Paris gader - i visse tilfælde har de brugt deres sidste euro på at forlade deres bolig, og slutte sig til de protesterende med gule veste der har marcheret i paris siden 17. november. 

Ligesom den maniske Franske Revolution er det den store ulighed i velstand der er motivet bag de nyeste protester. Det var præcis det samme mønster som i Den Franske Revolution. Landbefolkningen protesterede mod Kong Louis XVI’s tunge skattesystem der blev lagt på arbejdernes rygge, men disse anti-skat protesterende i 1789 blev snart til noget langt mere skrækkeligt.

I lyset af de endeløse - og stadig flere - protester forlod præsident Emmanuel Macron i hast G20 topmødet i Argentina for at stå i spidsen for en “rednings mission” med hans nationale sikkerhedshold. Udkommet af mødet, som det siden er blevet tweetet om af senior franske ministre, var at den franske regering ikke ville bøje sig for de hærgende protester i Paris. Man ville benytte alle midler for at standse de protesterende (dog blev undtagelsestilstand ikke erklæret).

Få støvet Jeres guillotiner af......

Macrons rolle er at være som den rådvilde Kong Louis XVI, Frankrigs sidste konge før Revolutionen flåede hele den gamle orden fra hinanden. Som Louis XVI er Macron ‘forfinet’ og ‘adskilt’ fra folket - han betragter sig selv som en romersk gud, Jupiter, der overvåger det kaotiske franske politiske system (de franske Bourbon konger udstillede sig som efterkommere af den gamle græske solgud Apollo). Trods hans selvbevidste ‘gudetilstand’ vil Macrons arrogante edikter og dekreter ikke redde ham, hans præsidentskab, eller den eksisterende politiske orden i Frankrig (der allerede var blegnet længe før Macron vandt den usandsynlige valgsejr i 2017).

Som om han anerkender at han er ved at miste grebet ændrede Macron hurtigt kursen med skat på brændsel. Macron indså havde havde strakt halsen lidt for langt frem med hans drakoniske forøgelser af energiafgifterne og hans overilede modsvar på de efterfølgende optøjer.

Roger Kaplan skrev forleden at Macrons modsvar ændrede sig fra det som den fordømte monark Louis XVI satte i værk til det langt mere vise og forstandige modsvar som Charles de Gaulle stillede med som svar på de rædelsvækkende optøjer i 1968.

https://www.youtube.com/watch?v=dIZ6cpQzjoM

Macron ændrede kurs for den franske regerings energiforhøjelser - åbenbart giver han efter for oprørerne.

Dog er Macrons indrømmelse blot midlertidig og har slet ikke det grundlæggende med: Ligesom de revolutionære i 1789 (modsat oprørerne i 1968 eller 2005) synes de franske protesterende opsat på at få revet det gamle system ned og erstatte det med noget mere egalitært og mere fransk. Macron har så udsat indførelsen af energiskatten i seks måneder. I bedste fald har han købt sig tid til sommeren 2019 før han igen skal stå overfor en ophidset pøbel, der søger at fjerne ham fra magten. Men de systemfejl som er i den franske politiske orden vil stadig være lige så soleklare som de er i dag.

Globalist-Teknokraternes evindelige fiaskoer

Til alle mine kolleger på den amerikanske højrefløj der dåner over Frihandlens goder og lavere skatter vil jeg gerne advare om at I må anerkende, at disse protesterende ikke er Milton-Friedmans in spe.

De franskmænd der ikke støtter en Marine Le Pen, en højreorienteret, (men ikke en Wall Street Journal udgave af at være konservativ) støtter sandsynligvis den radikale venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon.

Faktisk er disse mennesker, der med deres oprør protesterer i Paris gader, i risiko for at miste alt, og de protesterer ikke kun mod en ubelejlig, urimelig skat - ikke mere end landbefolkningen der støttede Den Franske Revolution, og som var oprørte over kongens nederdrægtige skattesystem.

Dette er pointen som min ven og medskribent på  American Spectator, Esther Goldberg, bemærkede på Facebook, da hun beklagede den kendsgerning af de franske oprørere ødelagde symboler på fransk kultur i Paris. Man smadrer ikke 200 år gamle mindesmærker over landets storhed medmindre der er en langt dybere animus, der overskygger de teknokratiske “løsninger” som neoliberale økonomer tilbyder.

Amerikanske journalister der formoder at det franske folks vrede vil falde til ro efter en god gang skattenedsættelser og afregulering - og få Macron til at omfavne sin indre Reagan - er lige så halvblinde som Thomas Jefferson var da han vurderede at Den Franske Revolution i sandhed ville føre til en oplyst republikansk regeringsførelse i Frankrig, på hans tid.

Store forandringer lurer i sandhed i Frankrig. Ingen større eller mindre midlertidig ændring fra den franske regering vil forhindre det. Vi er vidner til afslutningen på postkrigstidens franske politiske orden. Den form for forandring som det franske folk kræver af deres regering vil kun altid være midlertidig fordi selve systemet i fransk regeringsledelse ikke er i stand til fundamentalt at lave om på regeringsførelsen. Tingene tilstand vil blive værre, ikke bedre jo længere den franske elite, som Macron, i den grad har knyttet sig til den tyske, jeg mener EU. 

Om disse forandringer i Frankrigs politiske struktur vil føre til samme blodsudgydelse som i Den Franske Revolution vil fremtiden vise. Men kønt bliver det ikke - fremover. Disruption tidsalderen har ramt Frankrig og vil ikke opløses indtil ægte forandring fra toppen indføres - og enhver grundlæggende forandring i det franske politiske system vil kun yderligere svække den oppustede Europæiske Union.

Jeg vil forvente flere tilfælde af uroligheder der måske fører til at det er slut med Macron mens måneder slider på ham.

Et råd til den kloge: Macron burde servere kage meget snart på Champs Élysées.

Brandon J. Weichert can be reached via Twitter @WeTheBrandon.

https://spectator.org/france-is-in-self-destruct-mode-again/