Den næste der skal ned: Stephen Foster
Stephen Foster var Amerikas første store sangskriver og indtil for kort tid siden var hans sange del af kulturarven hos enhver Real American.
Men fordi nogle at teksterne henviser til “mørklødede”og er skrevet i sort dialekt (forresten ganske almindeligt i sange skrevet af både sorte og hvide amerikanere i løbet af det 19. århundrede og et godt stykke ind i Tin Pan Alley dagene) så skal de altså smides på historiens skraldespand -- sammen med , naturligvis alle statuer af manden:
Blandt de mere end to dusin mennesker der talte onsdag aften foran byens Art Commission ønskede de fleste at Stephen Foster statuen på Oakland strækningen af Forbes Avenue skulle tages ned eller fjernes så den blev mindre synlig. Dog var det kun få talere der var så aggressiv og fjendtlig som Billy Hileman.
“Man burde smelte metaldelen og skaffe sig lidt penge derved,” sagde underviseren og veteran aktivisten under den tielange høring. “Og så måske få noget grus ud af fundamentet.” Det gav anledning til latter blandt de lidt mere end 60 tilhørere, men hr. Hileman ødelagde det hele lidt senere “Jeg kan naturligvis ikke tale for de farvede,” sagde han da han selv er hvid, “men jeg er dødtræt af at være en del at dette.”
(AP Photo/Keith Srakocic)
Hvilket tåbeligt fjols. For næsten 50 år siden da jeg var en ung musikkritiker i Rochester, N.Y., forudså jeg på skrift at en eller anden dag ville radikale ønske at grave de politiske ukorrektes lig op, (det udtryk benyttede vi ikke dengang, men fornemmelsen var der) og hænge dem. At nedrive statuer og fjerne dem fra historien er det næstbedste de kan finde på.
Mere end nogen anden satte Foster et umiskendeligt amerikansk præg på amerikansk musik; hans sange har stor appel, ikke kun for nedarvet “racisme” (sorte bliver altid behandlet og beskrevet sympatisk) men også fordi sangene indfangede skønheden og ånden i den endnu unge nation.
Her er for eksempel hans brug af en scene fra Shakespeare's Romeo and Juliet -- den almindelige borger dengang elskede Shakespeare og kunne citere ham, og fra King James Bibelen -- en duet kaldet, "Wilt Thou Be Gone, Love?"
Og her er så den uforlignelige "Jeanie with the Light Brown Hair," sunget af John McCormack, sammen med Caruso, dengang tidens største tenor.
Endelig, ingen Foster opgørelse ville være komplet uden en af hans sidste sange -- han døde i 1864 som kun 37 årig -- den udødelige "Beautiful Dreamer."
Yesica Guerra, byen leder af kunst og udsmykning sagde at næsten halvdelen af de 126 kommentarer der er sendt ind til kommissionen går ind for at flytte eller helt fjerne statuen. Blot 25% mener den skal blive. Andre muligheder inkluderer skilte for at fortælle værkets baggrund og i hvilken kontekst det blev skabt.
“Det var overraskende hvor mange mennesker der går ind for at fjerne statuen” sagde Brittany Felder en afro/amerikansk kvinde. Hun og andre jurastuderende ved the University of Pittsburgh havde indbyrdes talt om deres bekymringer og forbehold, nævnte hun, men “jeg mener ikke vi fik chance for at blødgøre de følelsesmæssige aspekter før.”
“Det er de offentlige følelser der har råbt højest og mest ihærdigt og de fleste er gået ind for at fjerne statuen fra et offentligt sted,” sagde Mr. Peduto tidligere på dagen.
Er dette det land I ønsker at bo og leve i, Real Americans?
Opslag
1 kommentar:
Ga dong! Hvilken stemme sopranen har. Lige så hårene rejser sig i nakken. At nogen kan blive forarget over Foster sange er da helt i skoven.
Send en kommentar