100 års fiasko, men mange holder dog fast
I årenes løb har vi cuba-amerikanere haft rigtig mange samtaler (ofte ophedede) om kommunismen og socialismen. Det er frustrerende at en ideologi der har ført til så megen elendighed, stadig har mennesker der er villige til at forsøge sig med det. Det må være noget i menneskets natur - noget der nægter at lære af fortidensfejl.
Jeg blev meget glad for at læse denne artikel af Robert Tracinski om kommunismen og hvordan mange lande er blevet smadret ved den:
Idag er det 100 årsdagen for Oktober Revolutionen der satte gang i et global terrorstyre med Kommunismen. (Sovjetunionen kalder det dog November Revolutionen p.g.a den russke kalender)
100 år med Kommunismen - og der opnåedes fire resultater for de mennesker der måtte døje under den: Fattigdom, undertrykkelse, krig og massedød.
Lande hvor kommunismen tog over fra Kina til Rusland til Cuba og Venezuela blev enten plyndret for deres relative velstand og gik over til sult eller blev som et fængsel i årtier i forhold til den stadig større velstand i kapitalistiske lande - ofte deres naboer som havde samme geografi og kultur.
Tænk på kontrasten mellem Øst- og Vestberlin, mellem Cuba og Chile, mellem Kina og Hong Kong, mellem Nord- og Sydkorea.
Jamen, det er altså sandheden.
Lad os nu tage Cuba som det eksempel der ligger tættest på os. Det var ikke noget perfekt land - så langt fra, men ingen risikerede livet ved at skulle forlade øen på en tømmerflåde. Jo, korruption var et problem, men såmænd ikke mere end i andre lande i Latinamerika. Faktisk havde Cuba før Castro en masse tiltag mod det som Andrew Stuttaford skrev i 2016:
I den tidlige periode af landets økonomi var denne vokset ganske markant grundet salget af sukker til USA.
Cuba lå nummer 5 på halvkuglen i indkomst per indbygger, nummer 2 i livslængde, nummer 2 i privatejede biler og telefoner, og nummer 1 i antal TV per indbygger.
Læsefærdigheden lå som nummer 4, 76% i Latinamerika.
Cuba lå som nummer 11 i verden i antal af læger.
Mange privathospitaler og privatklinikker gav lægehjælp til de fattige.
Cuba's indkomstdistribution var langt, langt bedre end i andre lande i Latinamerika.
En stortivende middelklasse gav løfter om fortsat velstand og social udligning.
Det er præcis det Cuba mine forældre fortalte mig om og som familiebillederne bekræfter.
I dag må cubanerne leve med fødevarerationeringer fra staten. Sundhedssystemet er en joke medmindre man er venstreorienteret fra Vesten som Michael Moore, og ønsker at tro alt systemet fortæller om sundhedssystemet.
Og middelklassen eksisterer slet ikke i Cuba i dag.
I årenes løb har jeg hørt en frase: “Du var en af de rige, de mennesker der udnyttede de fattige,” eller sludder i samme kategori.
Faktisk er det så langt fra sandheden som noget kan være. Mine forældre var del af middelklassen som gjorde Cuba så fascinerende og attraktiv for immigranter der holdt af at komme på øen. Med andre ord, voksede mine forældre op på en ø hvor folk talte om fyren der nede af gaden der netop var flyttet til Europa for at få et bedre liv frem for naboen der pakkede sammen og tog mod et bedre liv i "el norte."
Da jeg gik i skole havde mine venner bedsteforældre fra Spanien, Libanon lande i Latinamerika og Kina.
Jeg kendte ingen der havde et familiemedlem i USA og levede at det som blev sendt fra syd.
Alt det ændredes i 1960’erne, da sønner og døtre af disse immigranter pakkede sammen og forlod stedet for at finde frihed og et bedre liv i USA. Og vi fandt det fordi USA ikke var en kommunistisk økonomi og land.
Så hvorfor falder så mange for dette skrammel der kaldes kommunisme eller socialisme? Hvorfor falder så mange mennesker for denne Ponzi Kulisse.?
Jeg kan ikke med sikkerhed sige det, men vort uddannelsessystem har måske noget med det at gøre. Måske fortæller vi ikke være skoleelever om hvor heldige de er over at de lever her.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar