Skyttegravskrig - hvorfor var man så dum?
Eric Margolis
Nu her over 100 år efter 1. Verdenskrig sluttede kan vi stadig ikke forstå, hvordan generalerne kunne sende så mange soldater ud for at blive slagtet. Der døde 10 millioner, adskillige millioner flere blev lemlæstet eller led af granatchok som man dengang kaldte det vi i dag omtaler som PTSD. 7 millioner civile døde, og ikke at glemme 20 millioner heste.
Vi kan stadig se billedet af de stakkels soldater der blev tvunget til at klatre op af deres usle skyttegrave og angribe over et ‘ingenmandsland’ arret af granatnedslag, dybe huller fyldt med vand, mudder, pigtråd og rådnende lig fra forrige angreb - kort sagt Vestfronten. Det der ventede dem var hurtigtskydende rifler, svært artilleri og den største dræber af dem alle - maskingeværet - og senere giftgas eller klorgas og flammekastere.
Hvordan kunne den tids generaler dog være så stupide at sende bølge efter bølge af deres soldater ud i den sikre død? Skyttegravskrigen på Vestfronten blev hurtigt til belejringskrig, hvor det afgørende slag så at sige aldrig fandt sted, og var umuligt.
Kun på Østfronten opnåede de brillante tyske generaler Hindenburg og Max Hoffman sejre ved en bevægelseskrig, hvor de udslettede to russiske armeer der angreb Østpreussen. Deres triumferende sejre ved Tannenburg og Masuris Søerne var delvis baseret på Hannibals strategi og taktik ved Cannæ i 215 BC.
Men på Vestfronten besluttede generalerne, på begge sider at sende deres mænd ud i selvmorderiske bajonetangreb langs tyk pigtråd og gennemsavende maskingevær ild og granater. Hvordan kunne de dog optræde så tåbeligt?
Som tidligere instruktør i militær historie så tillad mig nogle tanker, mest koncentreret om de britiske, franske, belgiske, russiske og mange af de italienske generaler der havde lært deres ‘håndværk’ ved at udkæmpe kolonikrige i Afrika og Asien mod indfødte småhære udstyret med spyd og sværd. Det kan derfor ikke overraske at de var totalt uforberedt på moderne krigsførelse mod andre europæiske soldater. Dersom US Army nogensinde skulle kæmpe mod Kina eller Rusland og kun havde fået oplæring ved kolonikrige mod letbevæbnede fjender, ja så ville vi have haft samme grumme problem.
De fleste generaler havde kun ringe forståelse for den kraft der ligger i artilleriild og moderne rifler. Der var sådan set ingen undskyldning for dette. Briterne har altid været kendt for deres jerndisciplin og evne til at hælde massiv granatild mod fjender der gik fremad - en egenskab der gjorde de vandt slaget ved Waterloo. Kampen mod afghanere, berbiske stammefolk og Zulu havde sløvet disse evner.
Og endnu mindre undskyldende for denne fatale ignorering af de vigtigste lektioner i moderne krigsførelse er udkæmpelsen af den første blodige krige i det 20. århundrede - 1904-05 Den Russisk Japansk Krig. Denne krig udkæmpet på Kinas Liaotung Halvø og i Manchuriet var et forvarsel om slagterierne i resten af århundredet.
Ganske ironisk er det, at selv om denne krig blev dækket af erfarne krigskorrespondenter og militærattacheer fra mange nationer, så blev dens dystre krigsbudskab ignoreret af Vestens militære etablissementer.
Krigen 1904-05 var den første med intensiv brug af maskingeværer, pigtråd, håndgranater , søgelys, giftgas og koncentreret artilleriild og svære våben mod et tætpakket fjendtligt infanteri. Kun få lagde dog mærke til det og lærte af det.
The US Navy glemte at 1904 krigen blev sat igang af et japansk overraskelsesangreb på den vigtige russiske flådestation ved Port Arthur. Eller at modet og kampviljen - det franskmændende kaldte “elan vital” - ikke var nok til at holde de svært bevæbnede forsvarsstillinger.
Det man lærte var at forter/forsvarsværker var vigtige selvom kanonerne på deres stillinger ikke kunne overleve. Lægehjælpen måtte indstilles. Og den logistik var så hovedbestanddel af moderne krigsførelse.
Generalerne på Vestfronten løb ind i samme problem som japanerne gjorde i Manchuriet; der var aldrig tilstrækkeligt med mandskab til at omringe fjenden og afskære ham fra tilbagetog. En dygtig fjende kunne blot trække sig tilbage og undgå at blive fanget i en knibtangs manøvre. Ikke før den fleksible hurtige tyske Panzer taktik i 1940 blev afprøvet blev denne udfordring løst.
Fæstningsværker/forter betragtes nu som nytteløse militære relikvier. De var ellers tiltænkt en hovedrolle ved Belgiens forsvar af Liege og Namur. Endnu mere ved det frygtelige Harmagedon slag om Verdun, hvor en million soldater på begge sider døde i et lille område af helvede. Forterne Douaumont og Vaux blev centrum for det voldsomme slag om Verdun. På et tidspunkt faldt der hver time 2000 tunge granater på Vaux.
Efter 1. Verdenskrig besluttede Frankrig at bygge en massiv fæstningsring - Maginot Linjen - for at kunne forsvare dele af sin grænse. Tyskland satsede på en bevægelseskrig, eller blitzkrig, for at undgå at sidde fast i mudret i en belejringskrig.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar