Til kamp ved Tripolis kyster

Seth Grossman

Den 4. september 1804 sejlede Richard Somers og tolv andre, The Intrepid, et mindre skib fyldt med eksplosiver ind i Tripoli havn i Nordafrika. Deres plan var at antænde lunten, flygte i robåde og derpå betragte deres brandskib ødelægge fjendtlige krigsskibe der var opankret i havnen. 

Imidlertid eksploderede skibet før det var komet tæt nok på til at gøre skade eller for at Somers og hans mandskab kunne nå at komme væk. Dog inspirerede deres mod vore første Marines til at drage til “Tripolis kyster” og fortsætte kampen. De amerikanere, vandt verdens respekt og holdt amerikanerne sikre mod islamiske angreb i næsten to hundred år. 

Denne historie blev engang fortalt i skolerne og i populære bøger og skuespil over hele Amerika. Imidlertid er det nu ikke sådan mere, og er glemt. Historier der skildrer hvide kristne mænd som helte, og muslimer som slyngler kan ikke fortælles i “woke” Amerika. Hvis vi ønsker Amerika Great Again, skal vi endnu engang fortælle disse historier. 

Denne historie begyndte i 1783, da Amerika vandt sin uafhængighed fra England. Straks krigen sluttede sendte vi størstedelen af vor hær hjem og skilte os af med hele vor flåde. Amerikanerne troede ikke vi fik brug for dem. Vi havde ingen interesse i at angribe nogen, og vi formodede at ingen skulle have grund til at angribe os. Vi tog grueligt fejl. 

Straks amerikanere langt borte fra Amerika ikke længere blev beskyttet af flåden, diplomatiet og bestikkelser af Det Britiske Imperium, blev vore handelsfartøjer straks overfaldet af krigsskibe fra Marokko, Algier, Tunis og Tripoli i Nordafrika. Vore skibe og deres last blev stjålet. Deres passagerer og besætning solgt som slaver eller man krævede løsepenge. 

En af dem, Richard O’Brien, lykkedes det at sende et brev til Thomas Jefferson, dengang vor ambassadør til Frankrig. Jefferson fik arrangeret et møde i London med John Adams, vor ambassadør til England, og ambassadøren fra Tripoli. 

Her fortalte ambassadøren for Tripoli amerikanerne, “Det står skrevet i vor Koran at alle nationer der ikke anerkender profeten Muhammad er syndere. Det er den troendes ret og pligt at plyndre og slaveholde dem.” 

Jefferson og Adams opfordrede Congress til at bygge en flåde og bekæmpe dem. Imidlertid nægtede Congress. I stedet brugte man næsten 20% af budgettet på at betale bøder og bestikkelser for at få de tilfangetagne frigivet og indgå våbenhvile. 

I 1789, blev vi en nation med en ny Constitution. Da franske pirater i Det Caribiske Hav også angreb vore skibe i 1789, fik amerikanerne nok. Vi holdt inde med at betale bestikkelser og byggede en flåde. Den tyveårige Richard Somers var en af de første dr meldte sig.

Først bekæmpede vi og knuste de franske pirater. Derpå i 1801 sendt præsident Thomas Jefferson vor nye flåde til Nordafrika for at slås med Barbarerne og deres kongedømmer. Richard Somers fik en kommando over et krigsskib da han var 23 år. De fleste af de andre kommandører var lige så unge. 

I de næste tr år bekæmpede og besejrede disse unge amerikaner de fanatiske sørøvere der havde terroriseret europæiske skib og Europas kyster i århundreder. I 1804,bemrækede pave Pius VI at, “Amerika i sin ‘barndom’ havde gjort mere for at ydmyge de som angreb kristne fra Afrikas kyster end de europæiske magter havde gjort i årtier.” 

Men i sommeren 1804 beordrede herskeren over Tripoli sine krigsskibe til at undgå amerikanerne og holde sig sikre i hans havn. Han forventede at amerikanerne ville blive trætte af de lange rejser over havet og drage hjem. Det gjorde Richard Somers ikke. Han var nervøs for at Congress ville afslutte krigen uden at få ødelagt den sidste fjendtlige flåde i Tripoli. Han og hans søfolk blev enige om at hvis det skete ville al deres møje have været forgæves. Det er derfor Somers foreslog den risikofyldte plan om hurtigt at vinde krigen.

Beretningen om Richard Somers familie er ikke kun interessant. Den er også et opråb til “woke” Amerika.

Somers forfædre var Kvækere der flygtede fra forfølgelsen i England. Alligevel blev de hurtigt velstående i Amerika uden at måtte stjæle land fra de indfødte eller eje slaver. William Penn tillod ikke Kvækerne at bosætte sig på land som de indfødte amerikanere hævdede var deres medmindre de bevist at det land frivilligt var blevet solgt til dem for en rimelig pris. De fleste Kvækere var også mod slaveri, og udstødte enhver der ejede eller profiterede ved slaverr. 

Kvækere fik velstanden i Amerika i omdrejninger fordi deres skoler lærte både piger og drenge at læse, skrive, om historie, aritmetik og videnskab. Efter at have fuldført ottende klasse som 16 årig var de fleste bedre uddannet end de fleste i dagens high school og colleges. De fleste børn mestrede også en brugbar handelsevne i den alder.

Kvækere oprettede også enkle og sparsommelige regeringer. Deres eneste skat var på ejendom, jord. Kun “freeholders” eller landejere der betalte den skat kunne stemme om hvordan den skulle bruges. Alle beholdt det meste af hvad de tjente.

I kolonitidens New Jersey, som i det meste af Amerika, var alle frie til at bruge deres evner i enhver handel eller forretning de valgte. De skulle ikke betale afgifter, bestikkelser eller advokater for at få tilladelser fra regeringen som i det meste af Europa.

De fleste Kvækere var energiske og kreative. Udover landbrug og fiskeri byggede James Somers, en onkel til Richard, en dæmning over Patcong Creek. Således skabtes en dam ved hans North Field der gav vandkraft til hans savværk og kornmøller. George May byggede skibe ved Mays Landing, hans landingssted ved floden. Andre opvarmede mudder fra de nærliggende sumpe og moser, for brug til “bog iron” så søm, gryder, potter og værktøj kunne produceres.

At fortælle historierne om der liv og hverdag er lige så vigtigt som at fortælle historierne om krigshelte som Richard Somers.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/09/to_the_shores_of_tripoli.html