Hvad jeg lærte at være udstationeret i Afrika
Tre uger efter jeg havde afsluttet college fløj jeg til Senegal, Vestafrika for at være leder for et center for udvikling mv i en by på landet. Stedet var stille og roligt, ingen farer, udover risikoen for sygdomme. Den fare var ganske betragtelig for stedet var med ordene af lægen fra the Peace Corps, “et fækaliseret (gennembelortet) miljø.”
På hverdagssprog: Lort overalt. Folk sked på den bare jord, og fækalierne blev blæst rundt med støvet - på dig, dit tøj, din mad, vandet. Lægen advarede os den første dag: Rør overhovedet ikke vandet. Parasitter fra menneskelig afføring kan gennemtrænge din hud og betyde dine indre organer svigter.
Jeg havde aldrig selv i mine vildeste drømme forestillet mig, blot få årtier senere, at venstreorienterede ville fremføre den løgn at Vestens civilisation ikke er bedre end et 3. Verdens land. Eller ville undervise to generationer af vore børn i at det at elske vor egen kultur og ønske at bevare den er racisme.
Sidste gang jeg var i Paris så jeg en smuk afrikansk kvinde i en stor boubou og hun lod sit barn skide på fortovet ved siden af . Den franske politibetjent der stod ti skridt fra hende vendte sig om for ikke at betragte det. Jeg så det helt klart. Jeg vender mig ikke om og lader som om ubehagelige ting ikke sker.
Senegal var sådan set ikke et møgsted. Meget fattige man have et lykkeligt liv, et meningsfyldt liv i deres egen kultur. Men det er ikke på vore betingelser. Afføring i det frie er det mindste af det. Vore basisværdier om relationer mellem mennesker, rigtigt og forkert, er uforenelige.
Som 21 årig da jeg begyndte i the Peace Corps, elskede jeg Senegal. Faktisk var jeg euforisk. Jeg fik hurtigt venner og fik adopteret familie. Jeg fandt styrke i følelsen af menneskets broderskab. Folk var åbne, villige til at dele deres liv og efter de lærte dig at kende, deres inderste tanker.
Jo længere tid jeg boede der des mere forstod jeg: Det blev krystalklart at senegaleserne ikke er ligesom os. De sandheder vi mener er åbenbare er ikke åbenbare for senegalserne. Hvordan kunne de dog være det? Deres virkelighed er nemlig helt anderledes. Man kan ikke forstå noget i Senegal ved at benytte amerikanske betingelser.
Tag noget så grundlæggende som familie. Familien bestod af hundredvis af personer, og gik langt ud i fætre og kusiner. Alle mændene i en generation blev kaldt “fædre.” Senegaleserne er muslimer med op til fire hustruer. Pigerne får fjernet deres klitors før puberteten. (Jeg var vidne til det, jeg troede det var en sød ceremoni for at markere puberteten som en bar mitzvah eller konfirmation) Jeg fik at vide at sex ikke drejer sig om at kysse. Kærlighed og venskab i ægteskabet var Vestens begreber. Gifte kvinder var villige til sex for at få nogle få håndører til brug på markedet.
Det jeg hver dag var vidne til var, at kvinder knoklede sig halvt ihjel. Kvinderne dyrkede afgrøder og gav mad til deres børn, udførte det hårde arbejde med at gå kilometer for at hente vand og brænde, hive vand op af brønden eller den offentlige forsyning, kværne melet med tunge sten, levede i deres egne lerhytter, og fik lejlighedsvis besøg af deres ægtemænd der cirklede rundt mellem deres medhustruer. Deres ægtemænd var luddovne og lå at slappede af i træernes skygge.
Familieforholdet var livsvigtig for de mennesker på en måde amerikanere ikke kan begribe.
De Ti Bud blev ikke overholdt - de var ukendte. Værdisystemet var præcis det modsatte. Man formodes at stjæle alt for at give det til slægtningen. Der er nogle vestliggjorte afrikanere der forsøger at gøre oprør mod systemet. De fejler.
Vi hører så rigtig meget om den kleptokratiske elite i Afrika. Kleptokratiet gennemsyrer hele samfundet.
Min by havde en lægeklinik doneret af internationale velgørenhedsbureauer. Medicinen blev stjålet af de som arbejdede der, og solgt til den lokale butik. Hvis du var syg og ikke havde penge - læg dig til at dø. Det var normen.
Da jeg herhjemme i Staterne opdagede at min 98 årige fars muslimske sygeplejerske fra Nigeria havde stjålet hans tøj og ikke vaskede ham var jeg sådan set ikke overrasket. Det var velkendt.
I Senegal var der korruption overalt, fra top til bund. Gå til postkontoret og assistenten ville fastsætte en uhyrlig pris for et frimærke. Efter at have betalt bestikkelsen, så vidste du dog stadig ikke om dit brev ville blive sendt eller smidt ud.
En af mine mest levende erindringer var fra klinikken. En dag mens vi venter i det skoldhede vejr, kollapsede en ældre dame blot to meter borte fra lægepersonalet der småsnakkede i skyggen af et mangotræ, i stedet for at arbejde. De vendte sig væk som om de ikke så det og blev ved med at tale sammen. Hun lå der på jorden. Ligegyldighed overfor den syge var normalt.
Amerikanere mener det er et universelt menneskeligt instinkt at gøre over for andre som du ville gøre for dig selv. Det er det ikke. Det synes os helt naturligt da vi lever i en jødisk-kristne kultur med basis i Bibelen.
Vi mener den protestantiske arbejdsmoral er universel. Det er den ikke. Min by var fuld af unge mænd der intet lavede. De ventede på et job i regeringen. Der var ingen privat initiativ. Det var ikke ulovligt, blot umuligt at drive privat virksomhed på grund af den mareridtslignende tyvagtighed og korruption i bureaukratiet i et 3. Verdens land.
Alle de små butikker i Senegal var ejet af mauritanere. Hvis en senegaleser ønskede at drive en butik, så måtte det være i et andet land. Årsagen? Dine venner og slægtninge ville bede dig om gratis varer og du var tvunget til at sige Ja. Slut på den forretning. Du fik ikke lov til at være et selvisk individ og sige Nej til slægtninge. Resultatet: Ingen havde noget som helst.
Jo længere tid jeg arbejdede der, og besøgte regeringsembedsmænd der lavede så at sige ingenting, des mere indså jeg at ingen i Senegal mente at det at have et job var det samme som arbejde. Et job er noget man giver til en slægtning. Det er så stedet hvor du kan stjæle alt og give det til din familie.
Jeg kunne ikke vente med at komme hjem. Så hvorfor dog bringe Afrika hertil? Ikke-vesterlændinge bliver ikke på magisk vis amerikanere ved at lande på vore kyster med et visum.
Resten af mit liv har jeg nydt de bedste ting fra the Peace Corps. Jeg elsker og værdsætter Amerika mere end nogensinde. Jeg tager det virkelig seriøs med at forsvare vor kultur og vort land og overdrage den amerikanske arv til den næste generation.
Afrikanske problemer gøres værre ved vore hjælpeindsatser. Senegal er fuld af kloge, evnerige mennesker. De vil med tiden løse deres eget lands problemer. De vil gøre det på egne betingelser. Løsningen er ikke at bringe afrikanere hertil.
Af Demokraterne bliver vi belært at vi skal priviligere immigration fra 3. Verdens lande i hundred million vis ved kædeimmigration. De fortæller os at vi skal ophæve Amerika som en hvid. vestlig, jødisk-kristen kapitalistisk nation - for at bevise vi ikke er racister. Jeg har ikke brug for at bevise noget som helst. Venstreorienterede ønsker at åbne grænserne fordi, de foragter hvide, og det som er opnået i Vesten og de hader Amerika. De ønsker at ødelægge det Amerika vi kender.
Som præsident Trump spurgte - hvorfor skulle vi dog gøre det?
Vi har ret til at vælge hvilket land vi bor i. Jeg var glad for at kunne donere et år af mit liv som ung kvinde for at hjælpe de stakkels senegalesere. Jeg er ikke villig til at donere hele mit land.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar