Krig mod Nordkorea er uundgåelig
I 1969 var jeg en U.S. Army soldat på fodpatrulje langs bredderne af Im Jin Floden, blot et riffelskud fra Nordkorea. Skønt krigen i Vietnam rasende på det tidspunkt og fik alle nyhedsoverskrifter var der amerikanere der blev dræbt langs den formodede demilitariserede zone mellem de to Koreas. Trods våbenhvilen var Nordkorea faktisk i en krigstilstand med United States og sådan har det været lige siden.
Meget lidt har ændret sig - og kun til det værre. Vi er på kollisionskurs frem mod en større krig og intet andet end et mirakel vil kunne afværge det.
For at forstå, hvorfor krig nærmest er uundgåelig skal vi se på den nyere historie.
Japanernes angreb Pearl Harbor fortælles af mange historikere som et overraskelsesangreb, dog var rigtig mange amerikanere absolut ikke overrasket. Den berømte general Billy Mitchell var helt profetisk i sine forudsigelser om både hvor og hvordan det ville ske. Vi kan sådan set gentage hans prognose vedrørende Nordkorea.
Grundene til Pearl Harbor angrebet er kun delvist forstået, selv af moderne japanske lærde. Blandt standard forklaringerne er at Japan var ved at komme ud af middelalderlige konditioner og ind på verdens scene uden tilstrækkelige naturressourcer til en økonomi i det tyvende århundre. Man havde behov for at gå udenfor landets grænser for at få disse naturressourcer. Ydermere havde man været allieret med Storbritannien og United States i 1. Verdenskrig, og Japan følte en mangel på respekt i 1920-30’erne, da våbenbegrænsnings traktater satte grænser for Japans flådes størrelse. Amerikanske og europæiske udnyttelser af Asien blev foragtet af Japan der følte landet havde mere ret til at oprette kolonier i Kina og andre steder i Asien end ikke-asiater.
Det sidste strå der væltede læsset var U.S. embargoen mod olie til Japan. Dette blev anset som en utålelig trussel mod Japans ambitioner i udlandet, da amerikansk olie havde gjort invasionen i Kina i 1930’erne mulig. Det eneste måde Japan kunne få olie efter embargoen var at udvide sine erobringer i Stillehavsregionen. U.S. Navy udgjorde en forhindring for dette og derfor måtte den sænkes. Derfor blev Pearl Harbor bombet i den forventning at U.S. således mistede sin styrke til havs, og derpå ville forsone sig med Japan ligesom briterne og franskmændene havde gjort det med Hitler.
Denne historiske narrativ har meget rigtigt med sig, men der mangler det vigtigste. Der er en meget mere grundlæggende årsag til at Japan kastede sig ud i krig, og det er samme grund der ligger bag Nordkorea, der er ved at begå samme fejl.
Fra cirka 1930 og fremefter var den japansk regering blevet domineret at ultra brutale sociopater, der på alle felter var lige så modbydelige som Nazisterne der indførte Holocaust. Den kendsgerning er vigtig, for den er selve hovedproblemet. Den kan ikke betones nok. Havde de japanske ledere haft blot en forbigående medfølelse, hensyntagen - ikke kun overfor deres de folkeslag de underkastede deres politik, men også deres egen befolkning - ville de have fundet bedre metoder for at fremme deres egne interesser. I stedet begik de kriminelle handlinger og overgreb hvor ingen skildring fyldestgørende kan afspejle den lidelse og sorg man påførte millioner af mænd, kvinder og børn.
Det samme gælder Nordkoreas ledere. De lever et liv i luksus på bekostning af millioner af deres landsmænd, hvoraf rigtig mange nærmest sulter ihjel ved Kim dynastiets politik. Kim Jong-un har eet mål og kun det: Bevare magten og goderne uanset hvor meget det koster alle andre.
Diktatorer må nødvendigvis omgive sig med en gruppe af sociopatiske mordere. Kun sådanne personer kan betros at ville underkast befolknignen sult, sygdom og et liv i håbløshed. Kun sådanne personer kan udføre de ordrer der fængsler mange tusinder for den mindste antydning af mangel på loyalitet og derpå tortere dem ud over al beskrivelse.
Denne inderkreds vil beskytte den “kære leder” lige så læng hans hensynsløse styre gavner dem. Kim ved det, Han ved at trods hans hensigter om at terrorisere selv de som er med i hans inderkreds, så vil de vende sig mod ham i samme øjeblik de opfatter ham som svag til at deres stillinger kan fastholdes.
Derfor må og skal Kim forhåne og nedgøre USA, og den trussel han udgør skal være ægte. Hvis lederne frygter de er ved at miste deres magt, så må den trussel realiseres, uanset risici. Hvad kan de ellers gøre end fremføre truslen om et a-bombeangreb mod mindst en større amerikansk by? Der er ingen anden løsning. Det øjeblik Kim mistænkes (af sine medslyngler) om at han vil opgive sine kernevåben, underskriver hans sins dødsattest.
Alt dette er Kim udmærket klar over.
Er fred mulig? Kim ved at den eneste måde at indgå fred med Sydkorea og the United States er at gøre som de lande har gjort - anerkende grundlæggende menneskerettigheder, herunder retten til at kunne udskifte deres regeringer gennem ordentlige, frie og retfærdige valghandlinger.
Det vil Kim regimet aldrig, under nogen omstændigheder være med til. De i inderkredsen ved, at et befriet, retfærdigt og uafhængigt Nordkorea vil retsforfølge dem for deres forbrydelser mod menneskeheden, de vil blive dømt, og de vil blive henrettet.
Som de i sandhed også bør.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar