Olievåbnet i Amerikas hænder
I juli 1941, efter Japan havde besat Fransk Indokina, fastfrøs Roosevelt administrationen Japans værdier i United States. Japan havde nu ikke adgang til kontanter og kunne ikke købe den olie i USA som imperiet var afhængig af for at overleve. Japan anså Hollands besiddelser i Sydøstasien som sin eneste kilde og Japan forberedte sig på at invadere.
Men først måtte Japan eliminere den eneste strategiske trussel mod en besættelse af Sydøstasien, U.S. Flådestyrken ved Pearl Harbor.
FDR’s lukning af olien til Japan var således en primær årsag til 2. Verdenskrig i Stillehavet, der førte til at hundrede tusinder af amerikanske soldater døde, til ødelæggelsen af Japan, til Maos triumf i Kina og en U.S. krig i Korea.
En anden slående brug af olievåbnet kom i 1973. De arabiske medlemmer af OPEC påtvang en embargo som gengældelse for at Nixon reddede Israel ved en luftbro under Yom Kippur Krigen. Det var også med til at fælde Nixon.
Nu kan det se ud til at olievåbnet er tilbage i Amerikas hænder.
Grundet erstatningen med naturgas for olie til opvarmning af huse og bygninger, horisontal boringsteknik, og hydraulisk fracking der gør os i stand til at få olie og gas ud af skiferlag på steder som North Dakota, er produktionen i USA eksploderet. Vi producerer nu mere olie end Saudi Arabien, og de gavnlige virkninger er ikke kun på økonomien, men også geostrategisk.
Udover Cuba, og Venezuelas Nicolas Maduro, Huga Chavez’ efterfølger er der ikke flere fjendtligt indstillede regimer i Latin Amerika. Olien udgør i Venezuela 95% af landets eksport. Iran er næsten helt afhængig af salg af olie for at få hård valuta. Rusland er olie- og gasleverandør til det meste af Europa.
Med prisen for olie der er faldet fra over 100 dollars per tønde til under 80 lider alle tre nationer under manglende indtjening. United States og Europa straffer også Rusland og Iran med sanktioner på deres energisektorer.
Irans olieproduktion er faldet drastisk. Olieboreudstyr og den nyeste U.S. boreteknologi som Rusland har søgt at placere ved deres enorme reserver i Arktisk er blevet nægtet landet.
Som olievåbnet blev benyttes af os mod Det Kejserlige Japan og af saudierne mod os, er det nu os der sliber sværdet.
Vi bør dog huske at det har to sider.
Selvom det kunne synes naturligt for Saudi Arabien, den største producent i OPEC at skære ned på produktionen for at presse oliemarkedet og lade priserne stige, så er saudierne fortsat med at pumpe trods prisen er faldet.
Hvad er Riyadhs spil?
Er det Saudi Arabiens strategi at lade priserne falde så det ikke længere kan betale sig for amerikanerne at påbegynde ny fracking? Påtænker saudierne at gøre det samme mod den nu førende olieproducent USA, som vi gør med Venezuela, Rusland og Iran?
Riyadh kan ønske at lade prisen for olie falde under det som giver mening for energivirksomhederne for at lede efter nye kilder eller investere flere milliarder i en større produktion.
Vil saudierne ‘drukne’ os i en oliepøl?
I dag er det ikke kun Iran og Irak der producerer under det optimale, det gælder også Libyen. Og vi har bombet ISIS oliefaciliteter i Syrien.
Et spørgsmål fra en Rasmus Modsat: Ville det ikke være bedre, hvis disse lande ikke kun genskabte olieproduktionen, men også udvidede den, og lagde mere olie ud på markedet end de gør i dag? Efterspørgsel skaber forsyning, og et verdensoliemarked hvor der er mere af produktet end efterspørgsel ville kunne være til Amerikas fordel. For vi forbliver med at være verdens største forbruger af olieprodukter.
Det vil helt sikkert være os et gode både at øge reserverne og produktionen af olie og gas i Nordamerika. Prisen spiller en kæmperolle i at skabe, og dæmpe efterspørgsel. Og prisen, uanset hvad Adam Smith hævder, er noget vi kan kontrollere og manipulere, ligesom Kina manipulerer med sin valuta.
I “America’s New Oil Weapon” i National Review, opfordrer Arthur Herman fra the Hudson Institute United States til at tage dristige skridt for at forøge vore beholdninger, forsyninger af olie og gas.
Vi burde lempe reglerne for boring i Alaska’s Arctic National Wildlife Refuge, hvor der skulle være 10 milliarder tønder til udvinding. Vi burde som økonomisk våben mod OPEC bruge de 700 millioner tønder i Strategic Petroleum Reserve.
Vi burde tillade eksport af olie fra USA for at gøre os i stand til at stå op imod OPEC nedskæringer. Vi burde bygge Keystone XL rørledningen, og de andre olie og gasledninger mellem os og Canada der nu er i stilstand.
Det Herman opfordrer os til er en ny nationalisme, en ny måde at tænke på den internationale økonomi der lader U.S. og vore allierede være først, og benytter vor økonomiske styrke til at fremme de nationale frem for de globale interesser.
Det er noget GOP Kongressen kunne tænke over når Barack Obama beder dem opgive deres ret til at sige fra over for handelstraktater.
Patrick J. Buchanan is the author of the new book “The Greatest Comeback: How Richard Nixon Rose From Defeat to Create the New Majority.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar