De ruinerede liv ved Marxistisk feminisme
“Når kvinder synder følger mændene lige i hælene bagefter dem.”
– Mae West
“Socialismen er en fiaskoens filosofi, dumhedens troslære, og misundelsens evangelium; dens nedarvede dyd er en ligelig fordeling af elendighed.” Skrev Winston Churchill for 100 år siden.
I mine unge år på high school spurgte nonnerne ind til vore planer efter vi var gået ud. Da jeg sagde jeg ville på State University, bemærkede jeg deres skuffelse. Jeg spurgte min yndlingsnonne om “Hvorfor?” Hun svarede, “Det betyder at du kommer ud fire år senere som kommunist og ateist!” .
Hvor vi piger dog fnisede over det. “Hvor er disse nonner dog latterlig usofistikerede,” mente vi. Da jeg så gik på universitetet gik jeg fire år senere vitterligt ud som kommunist og ateist, ligesom min søster Katie seks år forinden.
Tiden gik og jeg var en ung fraskilt kvinde med et lille barn. På min søster opfordring flyttede jeg til New York efter have været gift med en amerikansk direktør udstationeret i Sydøst Asien. I løbet af ægteskabet skabte jeg et liv for min datter og jeg selv. Katie sagde, “Kom til New York. Vi er i færd med en revolution! Nogle af os har begyndt National Organization of Women og du kan være med.”
Jeg havde ikke set min søster i årevis. Skønt hun havde drillet mig da vi var mindre så var de erindringer falmet efter mine traumer i Asien, og mit ægteskab gik i stykker. Tåbeligt nok mente jeg hun var et fristed i et oprørt hav. Med så megen tid og afstand mellem os, havde jeg glemt hendes følelsesmæssige mangel på stabilitet.
Dermed begyndte min tid som vidne til historien. Jeg blev hos Kate og hendes elskelige japanske ægtemand, Fumio, på et forfaldent loftslokale på The Bowery, mens hun færdiggjorde sin første bog, og en PhD for Columbia University, “Seksual Politik.”
Året var 1969. Kate inviterede mig til at være med til et møde hjemme hos hendes veninde, Lila Karp. De kaldte forsamlingen en “bevidstheds gruppe,” en typisk kommunistisk øvelse noget man praktiserede i Mao Kina. Vi forsamledes ved et stort bord da formanden m/k åbnede mødet med en recitation, nærmest som en Litani, en type bøn som i Den Katolske Kirke. Men nu var det Marxismen, Venstrefløjens Kirke, der efterabede religiøs praksis:
“Hvorfor er vi her i dag?” spurgte hun.
“For at lave en revolution?” svarede hun.
“Hvilken slags revolution,” messede hun.
“Kultur Revolutionen,” messede de tilbage.
“Og hvordan laver vi så en Kultur Revolution?” krævede et svar.
“Ved at smadre den amerikanske familie!” svarede de.
“Hvordan smadrer vi familien?” - lyd så et spørgsmål fra hende.
“Ved at ødelægge den amerikanske patriark,” råbte de overstadigt.
“Og hvordan ødelægger vi den amerikanske patriark?” svarede hun.
“Ved at fratage ham hans magt!” råbte de
“Hvordan gør vi det?”
“Ved at ødelægge monogamiet!” råbte de.
“Hvordan ødelægger vi monogamiet?”
Deres svar gjorde mig helt og aldeles stum, ikke tro mine egne ører. Var jeg på Planeten Jorden? Hvem var disse mennesker?
“Ved at fremme promiskuitet, eroticismen, prostitutionen og homoskesualiteten!” svarede de tilbage.
Så fulgte en lang diskussion om, hvorledes man kunne fremme disse mål ved at oprette The Naitonal Organization of Women. Det stod krystalklart at de ønskede intet mindre den den fuldstændige dekontruktion af Vestens samfund. Løsningen var at den eneste måde hvorpå dette kunne gøres var “at invadere enhver amerikansk institution. Enhver skal være optændt af ‘Revolutionen’”:
Medierne, uddannelsessystemet, universiteterne, gymnasierne, K-12, skolebestyrelser mv.; derpå dommerstanden, lovgivningen, den udøvende myndighed og selv bibliotekssystemet.
For mig lød det som en latterlig plan, som om de var en flok meget fantasifyldte børn der planlagde et røveri; en flok forkælede unger fyldt med sprut og hash.
Det lød kugleskørt for mig. Jeg havde fået et kulturchok efter at have været afskåret fra mit fædreland og havde boet i Tredje Verdens lande i årevis uden en eneste tur tilbage til United States.
Jeg var en af de mennesker der når de vender tilbage til amerikansk jord nærmest sprang ud af flyet i ekstase over at være kommet hjem til USA. Jeg knælede på jorden og kyssede den. Jeg havde erfaret hvor pragtfuldt dog mit fædreland var og var sådan set ligeglad med, hvad nogen tænkte. fordi de jo netop ikke havde set eller havde været hvor jeg havde været. Jeg havde set fabriksarbejdere og sexslaver lænket til væggene.
Hvordan skulle de dog også vide det? Asien er ikke vor slægt, og som de siger yderst uforståelig og en slags helvede, som jeg aldrig ville besøge igen. Jeg boede der, jovist, ikke i luksus, ikke på besøg som de ‘små søde turister’ - jeg havde holdt hus og forsøgt at opdrage et barn. Jeg var vokset fra mine kommunisttid i universitetsdagene og på klodset vis var jeg på vej tilbage til Gud.
Hvordan kunne 12 amerikanske kvinder der var yderst respektable typer - rene og privilegerede med eksamener fra estimerede institutioner: Columbia, Radcliffe, Smith, Wellesley, Vassar, den enes onkel var Krigsminister under Franklin Roosevelt - dog planlægge det de var i færd med? De fleste have rigtig gode og høje stillinger og eksamener og forekom velargumenterende, kloge, fornuftige og gode. Hvordan kunne disse mennesker rationelt tro at de kunne få succes med en sådan grandios ondskab? Og hvorfor?
Jeg afviste det som en slags akademisk ‘luftkastel byggeri.’ Jeg fortsatte mit nye liv i New York mens min søster blev berømt ved at udgive sine bøger, og kom på forsiden af “Time Magazine.”
“Time” kaldte hende “kvindebevægelsens Karl Marx.” Det var fordi hendes bog indeholdt et kursus i Marxismen 101 for kvinder. Hendes tese: Familien er slaveriets fangekælder, med manden som Bourgeoisiet og kvinden og børnene som Proletariatet. Det eneste håb for kvindernes “befrielse” (kommunismens yndlingsord for at føre tilhængere ind i uendeligt slaveri; “befrielse” og noget lignende “kollektiv” - husk at spurte bort fra det, løb for livet) var denne nye “Kvindernes Bevægelse.” Hendes bøger tryllebandt de akademiske klasser og snart efter blev der indført kurser i “Kvindernes Sag” på colleges i en stadig strøm over nationen med Kate Milletts bøger som påkrævet læsning.
Forestil dig dette: En pige på 17 år ved køkkenbordet med mor der ser nærmere på hendes pensum i pigens første år på college, og så er der en klasse der kaldes “Kvinde Studier.” “Hmmm, det kunne være interessant,” siger mor. “Måske du kan få noget ud af dette.” Det forekommer hende at være ret så uskyldigt. Hvordan kunne hun få den mistanke at denne klasse vil lære hende at hendes far er en skurk? Hendes mor en tåbe, der tillod en mand at slaveholde hende i den barbariske praksis med monogami, og familieliv, og moderskab, hvilket jo er et spild af hendes evner og talenter. Hun må ikke følge i sin mors fodspor. Det ville være det samme som at underkaste sig til et liv som en tankeløs drone hos en eller anden dominerende mand, en undertrykker, der har hypnotiseret hende med tricks som - romantisk kærlighed.
Hun vil lære at hun aldrig skal lokkes ind i dette chikaneri. Selvom mænd godt kan undværes, skal hun benytte dem til orgastisk ophøjelse; sove med så mange mænd som muligt, for at hun kan vedblive at være fri og uden binding. Der er vel næppe en 17 årig pige uden et vist antipati fra high school mod en Jimmy eller Jason der slog op med hende. Drenge lærer det også, og de kan være hensynsløse i high school tiden, og det gælder begge køn.
Når professorerne i “Kvinde Studier” er færdig med din datter, vil hun være en afskygning af den uskyldige pige du kendte, som meget snart er overbevist om at selvom hun kunne være sammen med enhver dreng hun bryder sig om, så burde hun ikke, under nogen omstændigheder blive gravid. Og derfor som udøver af promiskuitet, bliver hun ekspert i præventionsteknikker, især abort.
Målet for Kvindernes Frigørelse er at slide enhver kvinde helt ned så hun mister sin empati for drenge, mænd eller babyer. De allermest følsomme aspekter af hendes sjæl gøres hårde og kyniske som en sten, hvor hun ikke blot overvejer om hendes baby i det varme beskyttede skød i hendes krop skal fjernes, men også gør det. Hun vil blive undervist i, at hun, for at gøre sig fri, selv skal blive en fredløs. Dette er kun naturligt da al lov i Vesten, siden Magna Carta og selv før den, er et sammenkog af ‘ond hvid mand’ hvis eneste formål er at få hende til at finde sig i et slavelignende forhold.
Bryd normerne! Gør oprør! Vær strid! (Tænk Madonna, Lady Gaga, Lois Lerner, Elizabeth Warren). “Alle kvinder er prostituerede,” får hun at vide. Du er virkelig smart og benytter sex, ved at leve i promiskuitet, for dine egen selvtilfredsstillelses skyld, og for at du kan udvikles som en helt frit menneske “ligesom mændene,” eller du kan være en professionel prostitueret, en levedygtig forretning for kvinder, der giver dig “styrker” eller du kan være en tåbe som din mor og prostituere dig for kun en mand, hvormed du kommer under “undertrykkerens” tøffel. Alle hustruer er blot “en mands skøger!”
Hun skal i dette forhærde sit hjerte. Ikke noget med sentimental ‘kom sammen.’ Ingen empati for hverken drengen eller baby. Hun har et liv at leve og ingen skal komme i vejen for hende. Og hvis drengen eller manden ikke “forstår det” så ingen sex til ham; “at elske” bliver at “have sex.” Jeg skal ikke have sex med en eller anden nørd der ikke tror jeg kan slå hans søn eller datter ihjel uden at blinke. Han har intet at skulle have sagt, fordi det er min krop!” (Mærkelig logik, for hvem har nogensinde hørt om en krop med to hoveder, to hjerter, fire arme, fire fødder?)
Der er ingen ende på de absurditeter den unge pige skal overbevises om og sluge. “Jeg har planer om at gå fra dreng til dreng lige så meget jeg lyster og ingen kan standse mig, fordi jeg er befriet!” Med andre ord, vil disse mennesker gøre din pige til en tæve, med min søster bog som manual. (“Tæve” er et godt ord, Vær stolt af det!”)
Hun vil fortælle dig, “Jeg bliver muligvis aldrig gift, og hvis jeg gør vil det være efter jeg har fået opfyldt min karrieremålsætning,” hvilket nutildags ofte betyder - aldrig. “Jeg vil beholde mit eget navn og jeg ønsker faktisk ikke børn. De giver kun bekymring og er i vejen.” De vil sige til hende, “Lad ingen mand nedværdige dig ved at han holder døren for dig. At blive kaldt ‘en dame’ er en fornærmelse. Ridderlighed er det samme som ejerskab.”
Således fortsætter kvinderne, der fundamentalt set er de som får samfundet til at fungere, videre med at forhærde deres unge mænd med ‘sukret tale’ på samme måde som de selv er blevet forhærdede, fordi, “Hallo, mand jeg har fået et knald og hun ville ikke gå med til det hvis jeg ikke var med på at hun skulle få barnet fjernet hvis der kom et!”
Undertrykt? Kvinderne har altid haft magten. Overvej det evige paradigme: Kun da Eva fik overtalt Adam til at spise af frugten faldt menneskeheden. Det vil sige en mand gør alt for at gøre en kvinde lykkelig, selvom det går imod Gud. Der er en enorm magt i det forhold! Uden anstændige, ordentlige kvinde er menneskeheden fortabt. Som Mae West sagde, “Når kvinder synder følger mændene lige i hælene bagefter dem!”
Jeg har kendt kvinder der faldt for denne ‘troslære’ i deres ungdom og som nu, i deres 50- 60’erne græder sig i søvn i ærgrelse, i fortørnelse over de børn de aldrig fik, og de som de så koldt lod myrde, fordi de beskyttede den kærlighedsløse tomme fremtid de nu lever i uden mulighed for at lave det hele om. “Hvor er mine børn? Hvor er mine børnebørn? Således græder de over for mig.
“Din søsters bog har ødelagt min søster liv!” har jeg hørt utallige gange. “Hun var lykkelig gift, havde fire børn og efter hun læste de bøger, gik hun fra en nu totalt forvirret mand og så sig ikke tilbage.” Manden gik helt i opløsning. Børnene gik helt i stå, kom på afveje, led stor skade; familien flyttede og der var “ingen mulighed for at klinke skårene.”
På samme tid “invaderede” disse kvinder vore institutioner, den amerikanske kvindes karakter blev transformeret drastisk fra modeller der blev vist os af Rosalind Russell, Bette Davis, Deborah Kerr, Eve Arden, Donna Reed, Barbara Stanwyck, Claudette Colbert, Irene Dunn, Greer Garson. Disse enestående kvinder havde ikke brug for lektioner til at lære sig om magtbeføjelser, deres personligheder, ligesom de karakterer de fortolkede, var bomstærke, ikke til at slå ud, og ikke til at løbe om hjørner med. Deres stemmer var så forskellige at man kunne skelne den ene fra den anden - alene ved stemmen. Vi kendte alle Rita Hayworths stemme. Vi kendte alle Katherine Hepburns stemme.
Jeg udfordrer Jer til at sætte identitet på stemmerne af typerne hos post-kvinde frigørelsen og så de som er i Hollywood i dag. Hvordan gik det til at disse “befriede” kvinder nu er blevet en rodet masse der knap kan skelnes fra hinanden? De ligner alle præcist hinanden med nogle få individuelle karaktertræk og deres stemmer lyder ens, disse Julier og Jessicaer! Min ven Fader George Rutler kalder dem “den nye mørke middelalders kvidrende nyudklækkede unger.”
Den amerikanske kvindes karakter er blevet forvrænget af denne nederdrægtige bevægelse. Hvorfra stammer dog denne kvinde, der har en ‘beskidt’ mund, er tatoveret, er en person der ser stort på loven, der myrder sin baby uden at blinke med øjnene og som går til fester uden at fortryde det allermindste? Og så på så kort tid set i historiens lys!
Aldrig før har vi hørt om så mange kvinder der myrder deres børn: Casey Anthony der dræbte den lille Caylee og derpå festede heftigt i ugevis; Susan Smith der kørte sine smukke små drenge i en sø og overlod dem til at at dø en frygtelig druknedød; kvinden der drukner sine 5 børn i et badekar? “Hallo, hvis jeg kan slå min baby der er seks måneder inde i fosterudviklingen ihjel, hvorfor så ikke et seks måneder gammelt barn, lad os blot kalde det en meget sen abort.”
Jeg vil fastholde at kvinden altid har været samfundets mægler/forsoner og når de kvinder der befandt sig ved Lila Karps bor i Greenwich Village besluttede sig til at smadre den amerikanske familie ved at overtale unge kvinder til at sætte sig udenfor loven, udøvere af barnemord, og hadende Vestens lov, mænd og ægteskab så har de opnået præcist det de ønskede.
Deres målsætning - og jeg var vidne til det ved efterfølgende møder, indtil jeg blev ret så syg at deres utilslørede had - var at flå det amerikanske samfund fra hinanden sammen med familien og den “Patriarkalske Slave-Herre,” den amerikanske ægtemand.
Vi har alle så travlt med at lykønske hinanden, fordi det lykkedes Ronald Reagan at “vinde Den Kolde Krig uden at affyre et skud,” og dermed glemmer vi den barske sandhed at Mao, med hans Lille Røde Bog og Sovjet, vandt Den Kolde Krig uden at affyre et skud ved deres overtagelse af vore kvinder, vore unge og tankegangen hos enhver der er blevet oplært af en Noam Chomsky, og ved Howard Zinns lærebøger.
Nutidens Peter Pan er fanget i Never Neverland i mors (hun er nu fraskilt) kælderdyb. Christian Hoff Summer siger, “Mødre og fædre vær dybt angste for jeres sønner. Der er en ‘krig mod mænd’ der blev indledt for lang tid siden med klasserne i kønsstudier og i kvinderettighedsgrupperne der er så ivrige efter at fremføre at mænd er ‘giftige’....Mange ‘kvinder med uddannelse’ i U.S. har drukket af den kønsfeministiske Kool Aid. Piger på Yale, Haverford og Swarthmor betragter sig som undertrykte. Dette er det rene vanvid.”
Hvis du finder der er noget forræderisk i dette, et forræderi mod min søster, så identificerer jeg mig med personer som Svetlana Stalin eller Juanita Castro; der stiller sig frem og taler rent ud af posen om et særlig skade forvoldende medlem af sin familie. Loyalitet kan være meget destruktiv.
Se blot på de muslimer der nægter at sige fra lige nu? Jeg har været tavs, men ti lsidst kogte gryden bare over. Pigerne har været i færd med noget i årevis, og det er faktisk ikke noget godt. Det er ondt. Vi burde alle blive dybt fortørnede langt inde i sjælen over det. Jeg er i hvert fald.
Dermed efterlader den altomfattende ødelæggelse, det uundgåelige resultat af alle socialistiske/kommunistiske eksperimenter bag sig sit tydelige spor af ruin og forlis.
Så megen hæder, så megen kvindelighed og skønhed er gået tabt.
Så mange smadrede liv.
Mallory Millett resides in New York City with her husband of over twenty years. CFO for several corporations, she is a long-standing member of The David Horowitz Freedom Center and sits on the Board of Regents for the Center for Security Policy.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar