Da Frankrig mistede sine statuer
Nazisterne kendte værdien af historien - og ikke mindst kontrollere den.
Derfor, da de besatte Frankrig gik de i gang med at ødelægge ethvert minde fra fortiden der kunne være et frihedens symbol.
Før okkupationen af Paris (og Frankrig) havde landet været oversået med diverse monumenter for så at sige alle og af enhver politisk afskygning. Jeanne d’Arc stod nærmest albue ved albue med Voltaire: Ludvig XIV stoltserede på hesteryg sammen med Napoleon Bonaparte. Triumfbuens frise skildrer Imperiets sejrrige generaler, men også General Louis Marie Turreau, hvis gerninger i Vendee rigeligt kunne have konkurreret med SS grusomhederne på Østfronten.
Franskmændene accepterede alle disse polariseringer med et Gallisk skuldertræk skulderen. Historien var historien.
Men med stor pludselighed var historien i færd med at blive genskabt.
Under tysk “kulturel” vejledning indledtes høsten af uønskede statuer.. Ned kom Desmoulins, Gambetta, Victor Hugo (ikke mere Les Miserables); og Alexandre Dumas, faderen til forfattere af De Tre Musketer (general i Revolutionshæren) og Greven af Monte Cristo.
Ned kom Zola (forsvarer for Dreyfus) og røg i smelteovnen. Rousseau blev smidt på lossepladsen. Revolutionens idealer blev nedgjort. Marat blev myrdet for anden gang.
Samlet blev der over hele Frankrig ødelagt cirka 17,000 statuer, buster og monumenter. Friheden blev trådt under fode af en sømbeslået støvel.
Alt dette er udførligt beskrevet og illustreret med mange fotos i La Mort et les Statues (Døden og Statuerne), af Pierre Jahan.
Desværre er Frankrig ikke kommet sig helt efter næsten 80 år. Statuen af General Alexandre Dumas (en sort soldat fra Haiti, der på et tidspunkt havde kommandoen over tre hærenheder i Revolutionen, var sammen med Bonaparte i Egypten og derpå faldt i unåde over korsikanerens bestræbelser på at gøre Revolutionen til sit eget Imperium, er stadig ikke blevet genopført.
En statue af Dreyfus har der længe været snak om at flytte, men det har vist sig kontroversielt (hvorfor mon?). Oprindeligt planlagt til Det Franske Militær Akademi, men blev
efterfølgende flyttet til en dyster plads i Paris, hvor så at sige ingen kan se den.
Nu kunne du sige, jamen Amerika er ikke Frankrig. Vi er ikke en okkuperet stat. Vi lever og ånder som frie og har en tolerant atmosfære i et demokratisk samfund. Enhver af os kan stræbe efter at leve efter vor egen etniske identitet og beundre vore egne private helte uden at bekymre sig over om vi træder andre over tæerne eller at ganske få ønsker at tilpasse os deres snævre ideologier.
Så helt sikkert vil en sådan form for genopfindelse (eller “renselse”) af historien jo ikke kunne ske her, i the Land of the Free.
Eller kan det???
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar