Hvorfor verden burde støtte Trump med hans beslutning om klimaaftalen
Rigtig meget hysteri har manifesteret sig på begge sider af Atlanten efter præsident Donald Trump meddelte at USA trækker sig ud af Paris Klima Aftalen, der blev forhandlet under overvågning af FN i 2015.
Skriget “Himlen falder ned” bør ignoreres. Et meget mere højlydt og langt mere myndigt kor har vist sig: Dow Jones Industrial nåede et toppunkt den 1. juni, og det stiger efter præsident kom med nyheden. Næste dag endnu højere. Enhver hvis opgave det er at forstå økonomien ved at få løftet byrden ved FN klimakampagnen for USA - se det vil være godt for energiskabelse, for industriproduktionen, for jobskabelse og for den nationale velstand der følger med.
En af de allermest upræcise og sådant set fjendtlige udtalelser kom fra tidligere Udenrigsminister John Kerry der var med til at forhandle Paris Aftalen. “Præsident Trump der lovede ‘America First’ har taget et selvødelæggende skridt der vil gøre gøre vor nation ‘Last.’ Dette er en hidtil uset fornægtelse af amerikansk ledelse der vil koste os indflydelse, koste os jobs, og invitere andre lande til at holde inde med at løse menneskehedens mest eksistentielle krise.” .
Lad os se på hver sætning for sig. Præsidentens beslutning sætter helt klart Amerika først ved at give topprioritet til den nationale økonomiske vækst frem for at hæmme den ved at påtvinge meningsløse Grønne regulativer der ville smadre økonomien. Virkningen ville være virkelig dyster både herhjemme og i konkurrencen med andre lande, som Kina, der har gjort det klart at de ikke vil begrænse deres udvidelse af produktionen og energiforbruget.
Præsident Trump's handling var ikke “hidtil uset” da præsident George W. Bush jo nægtede at implementere Kyoto Protokollen der blev vedtaget i 1997, men ikke fik virkning før 2005, hvor dens første forpligtende periode først skulle indledes i 2008. Protokollen var en klima traktat, men den blev aldrig ratificeret af U.S. Senate. Et stort flertal fra begge partier var imod for den var så uretfærdig med sine internationale forpligtelser.
Alle forhandlinger om klimaet i FN siden 1992 har været udført efter princippet med “fælles, men dog forskellige ansvarsområder,” der igen opdeler verden i Udviklede lande (37 står for dem, flest med USA, EU og Japan) og udviklingslande (cirka 134).
De udviklede lande har ansvar for at reducere udledningerne, fordi de får skylden for at have været de første der har udledt drivhusgasser (GHG) i atmosfæren. Resten af verden har intet ansvar for at dæmme op for deres udledninger da de blot forsøger at holde trit med de udvikelde lande i levestandarder.
Det er så derfor Kina proklamerer at man bliver i Paris Aftalen. Det koster Beijing absolut ingenting da man anser sig for at vore et udviklingsland som så per definition ikke skal foretage sig noget.
Faktisk har de gentagne gange proklameret at deres udledninger vil fortsætte med at øges til 2030, hvor de så vil være nået et højdepunkt. Kina vil derpå overveje hvad man skal gøre for at komme videre. Beijing er ikke tilfreds med at USA trækker sig, ikke på grund klimaudfordringen, men fordi de ønsker at se at Amerika langsomt hæmmes i sin vækst mens de selv får ekstra meget fart på og dermed endnu mere skæv magtbalance.
EU er blot jaloux over for Amerika, hvor elektricitetspriserne er halvdelen af på det gamle kontinent, sammen med arbejdsløshedstallene. Og økonomisk vækst er i fremgang i USA - og vil sandsynligvis øges endnu mere under Trump æraen. At EU som et hele trækker sig fra Washington er kun med til at gøre opmærksom på deres fiaskoer på en række områder, ikke kun klimaet.
Præsident Barack Obama kunne man have forventet ville lægge pres på for en ratifikation af Kyoto Protokollen eller i det mindste en accept af den som en vigtig aftale, men det gjorde han ikke. Lige så Grøn han gerne vil fremstå, så kunne han dog ikke godkende den ubalancerede aftale for USA i FN’s udgave. Han vandt i 2009 Nobels Fredspris på forventning om at han ville bringe USA ind i den næste FN Traktat der skulle træde i kraft i slutningen af det år. I stedet skuffede han fælt ved Copenhagen 15 topmødet, der ellers var blevet anset som afgørende for den globale Grønne Bevægelse.
Højrefløjen glemmer ofte hvor meget godt præsident Obama gjorde i København, ved at sætte Amerika først over kravene fra det meste af resten af verden.
I forløbet op til konferencen opfordrede, Janos Pasztor, Director of the UN Secretary-General's Climate Change Support Team, United States til at vise “lederskab” ved at indføre ensidige begrænsninger på sig selv - og det endog før mødet indledtes.
FN Generalsekretær Ban Ki-moon erklærede, “vi har ikke råd til endnu en periode hvor United States stiller sig på sidelinjen.” Venstrefløjsaktivisterne udenfor konferencen krævede endnu større byrder på Vestens kapitalistiske lande ved en aftale der fremstod som et FN socialistisk diktatur. Dog kom der ingen “bindende traktat” fra de ophedede haller i Danmark, kun en aftale der skuffede aktivisterne.
Obama administrationen brugte 2009 til at forsøge at overtale Kina til at acceptere tvungne mål for at alle havde samme betingelser. BASIC koalitionen, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der er førende blandt udviklingslandene insisterede på at holde fast ved Kyotos “differentierende” princip - der udelod dem fra noget mål På grund af denne grundlæggende konflikt kollapsede konferencen. Præsident Obama forhandlede direkte med BASIC for at få lavet om på betingelserne i FN processen. Intet land skulle have påtvunget et mandat. Hvert land skulle være frit stillet til at gennemføre sin egen politik i sin egen interesse. Det ville blive den frie konkurrerende provækst verden som BASIC ønskede, dog også med USA som deltager.
Personligt var præsident Obama faldet for ‘lærdommen’ om at hæmme klimaforandring ved at reducere de amerikanske udledninger. Under Copenhagen Accord skulle han kun rapportere til FN hans frivillige mål, en 17% reduktion i drivhusgasser i 2020 fra 2005 niveauet.
Da Obama rykkere mere mod venstre i sine sidste år i embedet satte han et nyt mål for udledninger - med en reduktion af 26-28% under 2005 niveauet i løbet af 10 år, og en 32% reduktion hos de eksisterende kraftværker i 2030. Dette var imidlertid kun hans mål der skulle gennemføres af hans EPS (og ikke have fuld effekt før han var sikkert ude af embedet). Hans store plan the Clean Power Plan, blev blokeret af et søgsmål ved 24 stater der frygtede en negativ virkning. Trump administrationen indtog kontorerne fast besluttet på at afslutte Obamas væksthæmmende program.
Det fremgår ikke helt klart om præsident Trump faktisk partout måtte trække USA ud af Paris Aftalen for at ændre kurs på politikken, da aftalen ikke tvinger nogen nation til at gøre noget der ikke er i nationens suveræne interesser - det er det ironiske ved Obamas hårde kurs i 2009.
Imidlertid har Paris Aftalen nogle betænkelige, farlige holdninger der kunne give årsag til problemer i fremtiden. Aftalen indeholder stadig det “differentierede” princip i Artikel 4 “Udviklede lande skal fortsætte med at være i spidsen ved at indføre brede økonomiske absolutte udledningsmål. Udviklingslandene skal fortsætte med at forstærke deres indsatser, og opmuntres til - med tiden at gå frem mod brede økonomiske udlednings reduktioner eller begrænsningsmål i lyset af de forskellige nationale omstændigheder.”
Således “skal” Vesten handle, men resten af verden blot opmuntres til at handle. At sætte USA’s økonomiske fremtid under en FN tekst der fremmer en sådan ulighed er ganske enkelt ulovligt. Trump er således den tredje præsident i følge der mener dette.
Trods det oprør, det postyr, så er humlen de indsatser nationerne har taget (eller ikke har taget) ved den formodede klimakrise. FN har været vært ved klimakonferencer siden 1992, uden nogen signifikante resultater, herunder den tandløse Paris Aftale (som Friends of the Earth International kaldte “fup.”)
At få 193 lande til at underskrive en aftale (hvilken som helst aftale) kræver at den sådan set er uden betydning -så hvorfor ikke bare skrive under.
Hvis der virkelig var ægte konsensus om at klimaforandring er en eksistentiel trussel ville beretningen om FN ikke kun være begrænset til at rekordmange tredjeklasse bureaukrater kunne nyde at deltage på 5 stjernede hoteller, og samtidig puste sig op med vidtløftige løfter om at redde verden. Fra Bali til Paris har klimakonference cirkusset været en lystrejse. Den virkelige “klima svindel” er blevet påført skatteyderne og donorerne der har betalt disse orgier af en hoben af flotte ord.
I Paris var det ægte emne ikke klimakontrol. Ingen tror seriøst på at det kan ske. I stedet handler det om hvordan man kan få fingre i de 100 milliarder dollars der skal sættes ind i en fond til at hjælpe “fattige” lande klare forandringer i miljøet.
The Green Climate Fund blev oprettet i 2010 og har nået $10 milliarder ved mødet i Paris i 2015. Det man er enig over en bred kam er økonomisk vinding. Enhver FN udtalelse indeholder en betingelse, en ret eller undtagelse på bekostning af indskrænkninger i friheden til fordel for vækst. Artikel 2 i Paris teksten begrænser politik om emissioner inden for “konteksten af bæredygtig udvikling og indsatser for at udradere fattigdom” der således har prioritet.
Ingen ansvarlig regering kan med god samvittighed underskrive en traktat der ikke giver den lov til at konrollere egen skæbne og arbejde på at forbedre levestandarden for dets folk.
Det er det nationalisme handler om. Præsident Trump er bannerfører for denne konsensus. Det bedste US kan gøre er at hjælpe sine europæiske allierede med at opnå styrke igen er at gøre de som tidligere Udenrigsminister Kerry frygter - invitere dem til at trække sig væk fra “Himlen Falder Ned” alarmisterne i FN.
Dette vil stimulere, ikke hæmme de teknologiske fremskridt. Hvordan energi produceres (kul, naturgas, kernekraft, sol, vind mv.) er ikke i sig selv vigtigt så længe det er billigt, pålideligt og sikkert. Hvis alternative kilder eller produkter (som elektriske biler) kan konkurrere på disse vilkår så vil de få fremgang, succes - og det er allerede ved at ske. .
Udenlandske embedsmænd og hjemlige ‘miljøpartisaner’ bruger klimaet som kampplads og talerør. De ved alle sammen at hvis de i virkeligheden skulle indføre politik, der ville føre deres økonomier i sænk, så ville de ikke overleve den folkelige modstand trods deres bønner til Gaia.
Præsident Trump er blot lang mere ærlig og realistisk om alt dette, som lederen af verdens største nation også bør være.
William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former economics professor and Republican Congressional staff member.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar