Præsident Trumps tale om Jerusalem

Den officielle meddelelse

Præsidenten: Mange tak. Da jeg trådte til i embedet lovede jeg at se på udfordringerne i verden med åbne øjne og frisk nytænkning. Vi kan ikke løse vore problemer ved at benytte de samme forfejlede formodninger og gentage de samme forfejlede strategier fra fortiden. Gamle udfordringer kræver nye tilgange.

Min besked i dag markerer begyndelsen på en ny tilgang til konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

I 1995 vedtog Kongressen the Jerusalem Embassy Act, hvor man opfordrede forbundsregeringen til at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og anerkende at den by -  yderst vigtigt - er Israels hovedstad. Denne lov blev vedtaget af Kongressen med et overvældende flertal fra begge partier og blev genbekræftet ved en enstemmig afgørelse i Senatet for blot seks måneder siden.

Dog, i over 20 år har enhver tidligere amerikansk præsident brugt lovens dispensationsmulighed og nægtet at flytte U.S. Ambassaden til Jerusalem eller at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Præsidenter har udstedt denne dispensation i den tro at ved at forsinke anerkendelsen af Jerusalem ville de fremme fredens sag. Nogle siger de manglede mod, men de tog deres beslutning baseret på kendsgerninger som de blev forstået dengang. Efter mere end to årtier med dispensationer er vi ikke nærmere en varig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Det ville være tåbeligt at formode at vi ved at gentage den præcis samme metode ville kunne skabe et anderledes eller bedre resultat.

Derfor har jeg besluttet at det er på tide officielt at anerkende Jerusalem som hovedstaden i Israel.  

Dog har tidligere præsidenter gjort dette til et større kampagneløfte, som de ikke magtede at indfri. I dag gør jeg det så.

Jeg har bedømt denne handling til at være i de bedste interesser for United States of America, og i bestræbelsen på fred mellem Israel og palæstinenserne. Dette er et skridt der burde være taget for lang tid siden for at fremme fredsprocessen og arbejde frem mod en holdbar aftale.

Israel er en suveræn nation med retten som hos enhver anden suveræn nation til at bestemme deres egen hovedstad. At anerkende dette som en kendsgerning er en nødvendighed for at opnå fred.

Det er 70 år siden at United States under præsident Truman anerkendte Staten Israel. Lige siden har Israel haft Jerusalem som sin hovedstad - det jødiske folks hovedstad i oldtiden. I dag er Jerusalem hovedsædet for den moderne israelske regering. Det er hjemstedet for det israelske Parlament, Knesset, samt Israels Højesteret. Det er det officielle sted for premierministeren og præsidenten. Det er hovedkvarteret for mange regeringsministerier.

I årtier er besøgende amerikanske præsidenter, udenrigsministre og militære ledere mødtes med deres israelske modparter i Jerusalem, som jeg gjorde på min rejse til Israel i år.

Jerusalem er ikke kun hjemsted for tre store religioner, men det er også hjemstedet for et at de mest succesrige demokratier i verden. I løbet af de seneste syv årtier har det israelske folk opbygget et land, hvor jøder, muslimer og kristne, og mennesker af alle trosretninger har frihed til at leve og tilbede efter deres samvittighed og efter deres tro.

Jerusalem er i dag, og skal forblive et sted, hvor jøder beder ved Grædemuren, hvor kristne kan gå på Korsets vej, og hvor muslimer kan tilbede ved Al-Aqsa Moskeen.

Dog, i alle disse år har præsidenter der repræsenterer United States afvist officielt at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Faktisk har vi afvist at anerkende hvilken som helst israelsk hovedstad.

Men i dag anerkender vi endelig det indlysende, at Jerusalem er Israels hovedstad. Dette er sådan set blot en erkendelse af virkeligheden. Det er også det rigtige at gøre. Det er noget der skal gøres.

Det er derfor i overensstemmelse med the Jerusalem Embassy Act, jeg også anmoder Udenrigsministeriet om at indlede forberedelsen af at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Ministeriet vil omgående indlede processen med at hyre arkitekter, ingeniører og planlæggere, således at en ny ambassade, når den er færdig, vil være et pragtfuldt bidrag til fred.

I bekendtgørelsen af disse beslutninger ønsker jeg også at gøre en ting meget tydelig: Denne beslutning har ikke til hensigt, på nogen måde, at afspejle en afvigelse fra vor stærke forpligtelse at facilitere en varig fredsaftale. Vi ønsker en aftale der er en god aftale for israelerne og en god aftale for palæstinenserne. Vi tager ikke stilling vedrørende nogen endelige afgørelser, herunder de specifikke grænser for israelsk suverænitet i Jerusalem eller løsningen af de grænser der er i spil. Disse spørgsmål skal klares af de involverede parter.

The United States forbliver forpligtet til at hjælpe med til en fredsaftale der er acceptabel for begge sider. Jeg har til hensigt at gøre alt i min magt for at hjælpe med til at udforme en sådan aftale. Der kan ikke være nogen tvivl om at Jerusalem er et af de mest følsomme spørgsmål i disse samtaler. The United States vil støtte en to-stats-løsning hvis begge parter enes om det.

I mellemtiden opfordrer jeg alle parter til at fastholde status quo ved Jerusalems hellige steder, herunder Tempelbjerget, også kendt som Haram al-Sharif.

Frem for alt gælder vore bedste forhåbninger fred, den universelle længsel i ethvert menneskes sind. Med dagen beslutning genbekræfter jeg min administrations langvarige forpligtelse for en fremtid med fred og sikkerhed i regionen.

Der vil, selvfølgelig, være uenighed og afvigelse vedrørende denne meddelelse. Men vi har tillid til at når vi får arbejdet os igennem disse uenigheder vil vi komme til en fred og et sted med langt større forståelse og samarbejde.

Denne hellige by burde fremme det bedste i menneskeheden, løfte vort udsyn til hvad der er muligt; ikke lade os trække ned i de gamle kampe der har været så fuldstændig forudsigelige. Fred er aldrig langt borte fra de som er villige til at række ud efter den.

Derfor opfordrer vi i dag til besindighed, til moderation og til tolerancens røster for at vinde over hadets fortalere. Vore børn burde arve vor kærlighed, ikke vore konflikter.

Jeg gentager det budskab jeg gav ved det historiske og ekstraordinære topmøde i Saudi Arabien tidligere i år, Mellemøsten er en region rig på kultur, ånd, og historie. Dets folkeslag er enestående, stolte og alsidige, levende og stærke. Men den enestående fremtid der ligger foran denne region holdes i skak at blodsudgydelse, uvidenhed og terror.

Vicepræsident Pence vil rejse til regionen i den næste tid for at genbekræfte vor forpligtelse til at arbejde med partnere over hele Mellemøsten for at besejre readikalismen der truer håbene og drømmene for kommende generationer.

Det er på tide at de mange der ønsker fred  udstøder  ekstremisterne fra deres midte. Det er på tide for alle civiliserede nationer, og folk, at imødegå uenighed med fornuftsbetonet debat - ikke vold.

Og det er på tide for unge og moderate muslimer over hele Mellemøsten at kræve en lys og smuk fremtid for dem selv.

Derfor lad os i dag forpligte os til at gå på en vej med fælles forståelse og respekt. Lad os gøre op med gamle formodninger og åbne vore hjerter og sind for det mulige og for mulighederne. Og endelig beder jeg lederne i regionen - politiske og religiøse, israelske og palæstinensiske, jødiske og kristne og muslimske - om at slutte sig til os i den noble stræben efter varig fred.

Mange Tak  God bless you. God bless Israel. God bless the Palestinians. And God bless the United States. Mange tak. Mange tak.

https://www.whitehouse.gov/the-press-office/2017/12/06/statement-president-trump-jerusalem